Meditation

192
Dén form for livskraft, de hver især var forbillede for, var essensen af det
nærvær, som Tolle taler om. Det var ukuelighed i praksis.
Det kan selvfølgelig forekomme letkøbt at sige, at vi bare skal have
en eller anden form for åndelighed i vores liv, så er alt godt, men det, det
i sin essens handler om, at vi skal øve os i, er samlet ganske fint i Tolles
nyhedsbrev 14.1.2010:
“
What grace to see that the very thing that looked so heavy in the world
of form, the very thing that seemed to be limiting me on all sides, that
very thing is the doorway into the formless and into who I am beyond
form. What grace to see that ultimately they are one. Form is emptiness;
emptiness is form. They are one.
”
Men det kan også siges meget jordnært med én af mine informanter fra
kræft-undersøgelsen; en af dem, jeg allertydeligst synes satte ord på,
hvad ukuelighed i praksis betyder. Læn dig tilbage og nyd hendes måde
at formulere sine erfaringer på. (“I” står for, at jeg stiller et spørgsmål.
Hendes svar er skrevet med kursiv. Hendes pseudonym er Ena; hun
havde ikke noget imod at fremstå ved navns nævnelse, men principielt
anonymiserede jeg alle i afhandlingen. Ind imellem samler jeg for læsevenlighedens
skyld op på, hvad hun siger).
I: ”Sygdommen - er den allestedsnærværende, eller glemmer du den ind
imellem?”
“I perioder gør jeg. Den er ikke allestedsnærværende, men den er... jo
en del af mig. Den er en del af min energi, den er en del af min fysik,
den er en del af mit tankemønster, så den er en del af mig. Jeg oplever
den meget som en skygge. Jeg oplever den som mangel på lys. Der er
noget, der stadigvæk mangler at få lys. Og når jeg så pludselig er i
nærværet, så er der lys. Og så er det, at jeg ved, at lige nu og her bliver
jeg ikke sygere. Tværtimod. Men den er en del af mig, men jeg synes
også, jeg har lært at acceptere den…Normalt fylder den ikke mere,
end at der er utrolig megen glæde i min hverdag. Jeg bobler og er i godt
humør. Og jeg har overskud til andre. Mere fylder den ikke, men den er
med. Og den er med sådan, at jeg godt ved, at.....jeg kan ikke beskrive
den som en begrænsning, for det er den ikke. For i virkeligheden er det
noget med, at man er tvunget til at holde sig til nogle kvaliteter.”
I: ”En retningsgiver?”
“Ja, for hvis jeg ikke gør det, så vokser det fra mig. Hvis du forstår,
hvad jeg mener. Jeg kan mærke, at - der er nogen, der siger balancere
på en knivsæg - men jeg synes, det er et forkert billede. Det er en balance,
men det er for negativt et billede. Folk i al almindelighed, de går
jo rundt og slasker med deres liv. Det mener jeg virkelig... Ødsler det til
højre og venstre på fuldstændig ligegyldige ting. Og det har jeg da selv
gjort til fulde. Det er jo så det, man bliver tvunget til lige pludselig at
lade være med. Det kan til en vis grad opfattes som afkald, ting man
er forhindret i. Det er det samme, når folk lige pludselig skal lave deres
kost om, og man gør det af pligt, så oplever man, ikke fordi jeg er fanatisk
med kosten, men så oplever man, at øv, så må jeg ikke det. I stedet
for at opleve at man faktisk får noget, der er sundt. At det man får er
godt... .”
Krop og psyke
Ena tog hånd om sin sygdom ved at fokusere på de psykiske aspekter
af, hvorfor hun havde fået den, og hvordan hun bedst kunne tage ansvar
for den herfra. Hun gik på et intensivt selvudviklingskursus i håb om at
skrælle lag af sig selv og turde blive mere sig selv og ikke mindst blive
mindre intellektualiserende og mere ”i kroppen”. Væsentlige redskaber
var energiøvelser og meditation:
”Jeg begyndte at gå på selvudviklingskurser og begyndte at interessere
mig for meditation, som jeg kunne mærke gav mig virkelig meget.
Det var en langvarig proces, men jeg kunne mærke, at jeg mere og
mere nærmede mig der, hvor jeg turde være mig selv... Det var med til
at åbne op for, hvad jeg egentlig selv mente om situationen. Det vidste
jeg ikke før. Jeg var meget hoved og meget lidt krop. Der var så mange
ting, jeg ikke turde høre på, og som jeg havde lukket af for tidligere…
Sygdommen er med til, ad åre, at der ikke er mange ting i mig selv, som
jeg ikke tør give mig i kast med… Det har givet mig en eller anden stor
tryghed i, at alt er i orden... også meget det med at give plads til nogle
ting. Det skaber forvandlingen. Uanset om det er et grimt monster,
man har fået øje på. Acceptere det for det, det er.
Ena taler med største naturlighed om sundhed og sygdom, såvel ud
fra kropslige begreber som psykologiske og åndelige begreber. De udgør
ét for hende. I første del af citatet nedenfor fokuserer hun på betydningen
af at være nærværende og betydningen af at relatere, i psyko-logisk
forstand. Forudsætning for at nå til en tilstand af større nærvær er at
”rydde op” i psykologisk forstand. Jo større nærvær jo tættere er man
på det, hun i fysisk forstand kalder ”køreplanen”. Hun har det kropssyn,
at kroppen fra starten er perfekt, men at denne perfektion rykkes ud af
balance hos nogle mennesker, og at den ubalance kan udtrykke sig som
kræft. Ena har et klart billede af, hvornår hun ikke bliver mere syg eller
oven i købet bliver mere rask, nemlig når krop, psyke og ånd er i en balance,
hvor hun fornemmer køreplanen.
”Det er jo klart, det at få ryddet op i sådan en ”rygsæk” er vigtigt.
Når man har de der ting, som man ikke har konfronteret, så forhindrer
de jo én i at gribe om det, og være i det, man er i. Det er det, som
193