Projektpædagogik, konstruktivisme og individualisering

Projektpædagogik, konstruktivisme og individualisering
Modellen har tre hovedideer: (1) Den offensive handlingsorientering (elevpraksis),
og (2) Problemorientering, (3) Den refleksionsskabende dialog. Disse
elementer i tæt overensstemmelse med det nye læringsbegreb, som jeg tidligere
kort har omtalt. Det nye læringsbegreb er udpræget handlingsorienteret,
idet det er baseret på den grundopfattelse, at mennesker kun lærer gennem
handling, samt refleksion over handlingsbaserede erfaringer. En refleksion, der
baserer sig på-, og udvikles gennem dialogen med andre mennesker indenfor
et differentieret kompetencefællesskab. Endelig er refleksioner over handling
nødvendiggjort af oplevede problemer i forbindelse med handlingerne og
deres konsekvenser. Det pædagogiske projektarbejde er i det væsentlige en
model, der gennem et styrende fagligt problem organiserer nyttige elevhandlinger,
samt de hertil knyttede dialoger.
Undervisning i forbindelse med modellen retter sig mod at organisere en
ramme om elevens handlinger udfra et fagligt formål, som dels giver mening
for eleven, og som samtidig relaterer sig til det eller de faglige felter, som
eleven skal dygtiggøres indenfor. Problemformuleringen er det centrale element
i denne organisering: Formuleringen af det faglige problem etablerer
for det første den samlende ramme omkring en mangfoldighed af elevhandlinger.
Det faglige problem er det redskab, der styrer elevens handlinger, og
som angiver både relevans, retning og omfang for arbejdet. For det andet gør
problemet også handlingerne meningsfulde for eleven, i og med at de er motiverede
udfra realiseringen af en problemformulering, som eleven selv har
ejerskab til. For det tredje sikrer det faglige problem også forbindelsen til det
faglige felt, som eleven gennem arbejdet skal dygtiggøres indenfor.
Disse tre opgaver gør ikke blot problemformuleringen til modellens organiserende
element. Det gør den også til en potentiel zone for konflikt mellem
uddannelse og lærere som forvaltere- og formidlere af et fagområde på den
ene side, og eleven med hans eller hendes specielle interesser på den anden.
Dermed bliver problemformuleringen også det strategisk vigtige element i
forhold til at realisere en målsætning om at sætte-eleven-i-centrum.
Jeg vil videre karakterisere modellen udfra tre dimensioner, hvoraf de to første
vedrører kundskabsområdets karakter, mens den tredje vedrører relationen
mellem de lærende og de undervisende. De tre dimensioner er: (1) Reproduktive-
overfor innovative kundskaber. (2) Fag- overfor elev-orientering og
(3) Asymmetrisk- overfor symmetrisk kundskabsfordeling. (se Laursen 2000).
Vedrørende Reproduktive- overfor innovative kundskaber: Når projektarbejdsformen
anvendes indenfor det formelle uddannelsessystem bruges den
i alt væsentligt til at organisere tilegnelsen af allerede eksisterende kundskaber
127