Projektpædagogik, konstruktivisme og individualisering

More documents

Recommendations

Info

116 Erik Laursen ordenssættende for refleksionerne over hhv. formidling og læreprocesser. Dette indebærer, at den egentlige dagsordens-sætter var refleksionerne over viden og kunnen. Altså fagene med deres pensum og læseplan. En konsekvens af denne oplevelse af forholdet mellem formidling og læring var, at man især beskæftigede sig med elevens læring som en blokeringsskabende faktor. Blokerende for den effektive realisering af undervisningens intentioner. Omvendt var man på dette tidspunkt, der ligger en 10-15 år tilbage, ikke specielt optaget af, hvad der sker, når velfungerende eller endog dygtige elever lærer. De realiserede jo blot de udmærkede formål, der var nedlagt i en lige så udmærket formidling. I dag tager refleksioner over forholdet mellem formidling og tilegnelse, i betydeligt større omfang, udgangspunkt i elevens tilegnelse af den relevante kunnen og viden, mens man primært tænker formidlingen som støttende for denne tilegnelse. Denne læringsorientering er altså udtryk for at man i højere grad sætter ”eleven-i-centrum” på bekostning af faget og undervisningen. Tim Rystrøm Mortensen har i forbindelse med indførelsen af nye pædagogiske metoder og strukturer på de tekniske skoler (Reform 2000) leveret en ganske radikal vision af, hvad en sådan ”sætten-eleven-i-centrum” samt et medfølgende fokusskift fra undervisning til læring kan indebære for en uddannelsesinstitution (Mortensen 2000, se også Undervisningsministeriet 2000). Det indebærer ifl. Mortensen, at der foretages en radikal omlægning af undervisningens organisering. En omlægning, der kort kan karakteriseres gennem begreber som fleksibel undervisning, selvstudieprojekter, døgnundervisning, distanceundervisning og åbent læringscenter. Nøglebegrebet er ”fleksibel undervisning” forstået som læringssituationer, hvor der leveres undervisning på tidspunkter og i en form, der er relevant for eleven. Dette relevansbegreb bestemmes videre i form af to faktorer: elevens personlige uddannelsesplan og konkrete projekter. Endvidere præciseres det, at fleksibilitet vedrører en stor bredde af aspekter ved undervisningen, nemlig dens indhold, form, tidspunkt og differentiering. Det interessante ved Mortensens vision er efter min opfattelse, at den tydeliggør, at fokusskiftet fra undervisning til læring ikke blot signalerer en forøget opmærksomhed omkring, hvorledes eleven egentlig tilegner sig det faglige stof, men også indebærer et skift i opfattelserne af, hvad der skal læres, og især i hvem der skal bestemme, hvad der skal læres. En refleksion over undervisningens indhold, altså over de kundskaber eleven skal tilegne sig, kan i princippet foregå udfra tre perspektiver: Fagets, arbejdsopgavens og elevens.
Projektpædagogik, konstruktivisme og individualisering Med faget refererer jeg også til et reelt eller forestillet fællesskab af personer (f.eks. en professionsgruppe som lægerne, juristerne , fysioterapeuter eller elektrikerne), der opretholder og kontrollerer en fælles normativ opfattelse af, hvad det vil sige at vide eller kunne noget inden for et bestemt felt. Uddannelserne er et meget vigtigt element i fastholdelsen og udøvelsen af denne sociale kontrol. Det kundskabsbegreb, som er udviklet i forlængelse af dette perspektiv, er kvalifikationer. Med arbejdsopgaven refererer jeg til de opgaver og problemer, som fagligt uddannet arbejdskraft forventes at løfte rundt på de forskellige arbejdspladser. Det kundskabsbegreb, der udvikles indenfor dette perspektiv, relaterer sig til den viden og kunnen, det kræver at udføre en given opgave på tilfredsstillende vis. Med andre ord, opgavens udførelse kræver et sæt bestemte kompetencer. Endelig refererer jeg med eleven til de kundskaber, det enkelte menneske enten behersker eller ønsker at beherske. Kundskaber, der er afgørende for individets sociale muligheder, samt afstikker dets mulige livsruter. Når man tager en uddannelse, tilegner man sig en række formelle kvalifikationer. Disse kan så sammenholdes med de kundskaber, man reelt råder over. Både kundskaber og formelle kvalifikationer kan så sammenlignes med de kompetencer, som udførelsen af en given arbejdsopgave kræver af praktikeren. Hvis ”eleven-i-centrum” og lærings-fokusering er udtryk for, at fagene har tabt terræn, når det gælder indflydelse på undervisningen, så ligger det lige for at formode, at eleven til gengæld har vundet mere indflydelse. I realiteten er forholdene mere komplicerede. Et eksempel, som jeg senere vil komme ind på, har der siden slutningen af halvfjerdserne været en generel tendens til at underkende det personlige erfaringselement, til fordel for teoretiske begreber og forståelser i forbindelse med det pædagogiske projektarbejdes problemformuleringer. Dette er en klar indikator af fagenes og kvalifikationernes dominans over erfaring, personlige kundskaber og kompetence. På den anden side ser det ud, som om en stadig voksende del af aktiviteterne indenfor uddannelsesområdet organiseres udfra den forudsætning, at en velkvalificeret, rationel forbruger foretager et velovervejet, kritisk valg mellem et sæt alternative kundskabstilbud, som uddannelserne tilbyder. Dette er i øvrigt et organisationsprincip, som i voksende omfang præger ikke blot uddannelsessektoren, men også hele det øvrige samfund. Man kunne sige, at det er den måde moderne mennesker opfordres til at leve deres liv (Beck 1992). Fagene er således stadig ansvarlige producenter af „kundskabspakker“ og moduler, som kan til- og fravælges, men i voksende grad tilbyder de sig som et supermarked af muligheder, -og ikke som en af faget dikteret læringsbane gennem det faglige felt. Den megen opmærksomhed omkring 117
Page 1 and 2: Projektpædagogik, konstruktivisme
Page 3: Projektpædagogik, konstruktivisme

Projektpædagogik, konstruktivisme og individualisering

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?