Projektpædagogik, konstruktivisme og individualisering

More documents

Recommendations

Info

118 Erik Laursen kompetencer i de senere år, er efter min opfattelse også et symptom på fagenes og dermed professionernes svækkede indflydelse. I daglig brug refererer begrebet „kompetencer“ til et noget bredere sæt viden og kunnen, end jeg har valgt at definere det ovenfor. Kompetencer opfattes almindeligvis som noget det enkelte menneske besidder, og som kan anvendes i udførelsen af konkrete opgaver. Kompetencer er altså personliggjorte, og de kommer til syne gennem den måde personen udfører den konkrete opgave. Personliggørelse sker gennem den personlige udvælgelse og tilegnelse (læring) af den givne kundskab. I modsætning hertil refererer kvalifikationsbegrebet som nævnt til organiseringen af en fælles kundskabsmængde. Det er derfor nærliggende at betragte både lærings- og kompetencebegrebet som udtryk for samfundets øgede individualisering. (Schmidt 2000). Og dermed for en voksende individcentrering indenfor uddannelsessystemet. Individet sammensætter selv sin uddannelse og dermed sin ”kompetenceprofil” udfra egne interesser og præferencer. Den engelske sociolog Anthony Giddens’ teori om det senmoderne menneskes livsløb forstået som selvrefleksivt identitetsprojekt (Giddens 1991), har leveret en overbevisende forståelsesmodel for moderne menneskers ”livslange kompetenceudvikling gennem læring” (Schmidt 2000). Individualiseringstesen beskriver et samfund bestående af selvreflekterende individer i fuld gang med at realisere deres vision af, hvilken identitet de gerne vil være. Kundskabstilegnelsen betragtes endvidere som det vigtigste element i denne selvrealiseringsproces. Vi kan derefter, alt efter behag og tilbøjelighed, henholdsvis glædes over dette samfundsbilledes liberalistiske overtoner eller gyse over det stærke præg af narcissisme, som den senmoderne kundskabstilegnelse tilsyneladende er præget af, men kan vi standse vore overvejelser her? Omdrejningspunktet i Mortensens eleven-i-centrum koncept er, som allerede nævnt, eleven, i form af hans eller hendes personlige uddannelsesplan og konkrete projekter, der bestemmer undervisningens form og indhold. Javel, men hvad er de reelle drivkræfter bag udformningen af uddannelsesplan og projektformulering? Hvis vi ser nærmere på de senere års nye organisatoriske og pædagogiske tiltag, fremtræder konceptet eleven-i-centrum mere tvetydigt. Det pædagogiske projektarbejde er en form, der tilsyneladende åbner sig for elevens interesser og forudsætninger, men som i realiteten ofte praktiseres på fagenes, lærernes og institutionernes præmisser. Det er vigtigt at holde fast i , at den biografiske konstruktion af selvidentiteter slet og ret er en forståelsesform, der giver mening og sammenhæng, dels til det enkelte menneskes liv og tilværelse, og dels til samfundet som sådan.
Projektpædagogik, konstruktivisme og individualisering Den tyske sociolog Ulrich Beck har formuleret det på den måde, at de individuelle valgbiografier er den figur, den forgrund som samfundets baggrund dels opleves udfra, og dels leves gennem (Beck 1992). Individet kan imidlertid dybest set ikke andet end at orientere sig i -, vælge ud fra - og siden tilegne sig et sæt udbudte muligheder for kunnen og viden. Individualiseringen må derfor i sidste instans betragtes som slet og ret en moderne form for social deltagelse. (Durkheim 1987 og 1968). Det nye pædagogiske paradigme: Nogle aktuelle hurrraord Hvis jeg har ret i at projektpædagogikkens 2. bølge skal ses i sammenhæng med det skift, som foregik op gennem halvfemserne i den pædagogiske forestillingsverden, så bør en videreudvikling af det pædagogiske projektarbejde efter min opfattelse også forholde sig til indholdet i dette skift. Som allerede nævnt flere gange i det ovenstående, så er kernen i skiftet et ønske om at sætte eleven i centrum, samt i forlængelse heraf at opfatte elevens læring som undervisningens omdrejningspunkt. Denne optagethed af læreprocesser er blevet udmøntet i en række centrale begreber, der gennem de sidste ti år ikke blot har vundet stor udbredelse og fået stort gennemslag i de pædagogiske og fagdidaktiske diskussioner, men som også har fået tilknyttet en markant positiv ladning. De er blevet hurraord, som i mange sammenhænge giver engagement, mening og perspektiv. Jeg vil i det følgende gennemgå de vigtigste af disse begreber, for derved at udfolde den forestillingsramme, som projektpædagogikken gennem det sidste årti har udviklet sig indenfor. Først er der begrebet læring. Selvom det refererer til et fænomen, der har været velkendt og omtalt så længe man har talt dansk, så er der tale om et nyt begreb. Ifl. Politikens Nudanske Ordbog refererer “læring” til “Det at lære sig selv de kundskaber og færdigheder man har brug for, idet man tager aktivt del i processen.” Begrebet understreger altså, at eleven er subjektet. Det er eleven selv, der tilegner sig færdigheder og viden. Læreren kan kun skabe de bedst mulige rammer for denne tilegnelse. Endvidere fortæller begrebet os, at tilegnelse er en aktivitet. Man må handle for at lære. God undervisning kræver derfor , at der skabes rum for eleven til at handle. Planlægning af-, støtte tilog evaluering af elevhandlinger bliver derfor en meget central del af lærerarbejdet. 3 For det andet, begrebet lære-at-lære. Dette begreb baserer sig på det synspunkt, at eftersom læring som nævnt er knyttet til en handling, så må den, - i lighed med alle andre handlinger-, være kompetence-baseret. Dvs. spørgsmålet om, hvor “dygtig” vi er til at lære, afhænger af, hvor gode lærings- 119
Page 1 and 2: Projektpædagogik, konstruktivisme
Page 5: Projektpædagogik, konstruktivisme

Projektpædagogik, konstruktivisme og individualisering

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?