Projektpædagogik, konstruktivisme og individualisering

More documents

Recommendations

Info

114 Erik Laursen De fortæller efter min opfattelse en vigtig historie om, hvorledes det danske uddannelsessystem har reageret på samfundets stadig mere udprægede individualisering, samt hvorledes det har forsøgt at håndtere denne tendens, der har været et så vigtigt aspekt af samfundsudviklingen i moderne tid. De afgørende momenter i dette møde mellem individualisering og uddannelsessystem har for det første været den valgstruktur, som siden slutningen af tresserne har omorganiseret uddannelsessektoren til et system af stadig mere differentierede valgmuligheder, indenfor hvilket eleverne gennem et stadig mere forfinet og indviklet system af fra- og tilvalg kan udvikle en stadig mere unik kundskabsprofil. For det andet har det været det ganske markante skift, der op gennem halvfemserne er sket indenfor uddannelsessektorens pædagogiske forestillingsverden. Et skift jeg kort vil karakterisere gennem to fyndige slagord: ”eleven- i- centrum” samt ”fra undervisning til læring”, og som pædagogisk har udmøntet sig i en stor opmærksomhed omkring to nøglebegreber: læring og kompetence. Det er min opfattelse, at projektpædagogikkens aktuelle popularitet og udbredelse må begribes som et udtryk for dette skift i den pædagogiske forestillingsverden, og således må betragtes som et tidstypisk forsøg på at håndtere individualiseringens udfordringer til uddannelsessystemet. Sammenholdt med mit ultrakorte rids over projektpædagogikkens historie over tre årtier, rejser denne antagelse følgende problem: Da firserne ubestridt var individualismens årti, hvorfor var projektpædagogikken så i alvorlig krise i netop denne periode? Det korte svar på spørgsmålet er, at mens firserne gav et traditionsorienteret svar på individualiseringens udfordringer, så forsøgte man i halvfemserne at håndtere disse på en mere fremadrettet og bæredygtig måde. Halvfjerdsernes projektpædagogik var bl.a. motiveret af et opgør med de traditionelle opfattelser af fag og faggrænser, samt med en særdeles antikveret måde at holde ”skole” og især universitet på. Den var også motiveret af opgøret med professorvældet og den traditionelle lærer- og elevrolle. Alle disse progressive, men også stærkt politisk tonede elementer blev udsat for stærk kritik i firserne. Det nye årtis elever og studerende ønskede at blive dygtige i en fart, og havde ikke tid til hverken fagkritik eller gruppesamarbejde, og de havde slet ikke brug for en lærer, der i mange situationer opførte sig som en medstuderende. Disse tidstypiske tendenser spillede sammen med en borgerlig regerings ønske om at skære ned på udgifterne til de videregående uddannelser, og samtidig underkaste dem en kvalitetsevaluering, som på ganske markant vis favoriserede traditionelle pædagogiske arbejdsformer.
Projektpædagogik, konstruktivisme og individualisering Ved starten af halvfemserne ændrede billedet sig. Efter min opfattelse fordi det blev tydeligt , at firsernes traditionalisering af undervisningen ikke på nogen måde indløste de krav om ”eleven i centrum” som er individualiseringens krav til uddannelsessektoren. Dette krævede nye tiltag og resulterede i en stor pædagogisk og fagdidaktisk optagethed af, hvorledes elever egentlig lærer, samt i en opfattelse af, at elevens læreprocesser bør være undervisningens omdrejningspunkt. Samtidig var der opstået en stadig større interesse for anvendelsen af skolekundskaber i forhold til konkrete arbejdsopgaver udenfor skolen . Den sidste interesse kan dels betragtes som et udtryk for at undervisningen skal foregå for elevens skyld og ikke for fagenes (eller lærernes) skyld, og dels som et udtryk for, at en stærkt voksende del af uddannelsesaktiviteterne i Danmark efterhånden drejer sig om videre- og efteruddannelse af voksne, med grunduddannelse og længere tids erhvervserfaring som ballast, samt en mere eller mindre konkret arbejdssituation som relevanskriterium for undervisningen. Det er altså en konsekvens af væksten i den livslange uddannelse. Læring, kompetence og selvdesignede identiteter Jeg betragter altså projektpædagogikkens aktuelle popularitet som et svar på nye udfordringer til uddannelsessystemet. Og jeg mener at projektpædagogikkens 2. bølge skal ses i sammenhæng med et ganske omfattende skift i den pædagogiske forestillingsverden. Et skift man bl.a. har karakteriseret med slagordet, ”fra undervisning til læring”. Men hvad ligger der egentlig i denne populære talemåde ? Det forholder sig jo ikke sådan, at man gennem det sidste årti er blevet stedse mere optaget af læring i stedet for undervisning, eller at man for 15 år siden udelukkende tænkte i undervisning og aldrig i læring. Jeg vil med den belgiske læringsforsker Erik de Corte, mene, at et rimeligt greb om undervisningen forudsætter gode teorier om tre forhold: For det første om læring, altså om hvorledes elever 2 tilegner sig viden og kunnen. For det andet om ekspertise, altså om hvilken type viden og kunnen eleven egentlig skal tilegne sig. Og for det tredje, om formidling, - om hvorledes læreren skaber de optimale rammer om læring af den relevante ekspertise. (E. De Corte; 1987). Samtlige tre elementer indgår, med vekslende vægtninger i de overvejelser undervisere til alle tider har gjort sig om undervisningen. En mere præcis formulering af, hvad der er sket gennem de sidste ti år kunne derfor være, at forståelsen af relationen mellem formidling og læring har skiftet karakter. Tidligere reflekterede man især over elevens læring som noget, der enten muliggjorde eller omvendt blokerede for de intentioner, der var nedlagt i lærerens undervisning. Det vil sige, at disse intentioner, undervisningsmålene, var dags- 115
Page 1: Projektpædagogik, konstruktivisme
Page 5 and 6: Projektpædagogik, konstruktivisme

Projektpædagogik, konstruktivisme og individualisering

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?