Geo-Nyt 59 december 2004 Geografilærerforeningen

geotermisk energi 54,3 % af det totale energiforbrug
i år 2002 3 . Godt 70 % af energiforbruget
stammer således fra indenlandske vedvarende
energikilder, mens den resterende del udgøres af
importerede fossile brændsler til motorkøretøjer
og til fiskeriflåden.
CO 2 -emissionen pr. indbygger var i 1980 på 8,2 t
(Dk: 12,3), som i 2000 var faldet til 7,7 t pr. indb.
(Dk: 8,4) 4 .
De islandske tal dækker i øvrigt over, at nogle
energiintensive industrier i form af et par aluminiumssmelteværker
og et værk, der fremstiller ferrosilikat,
forbruger en stadig stigende procentdel
af al elektricitet i landet (i 2002 64,9 % 5 ). Disse
industriers voksende forbrug er også tydeligt, når
vi ser på det
samlede energiforbrug fordelt på sektorer inden
for de sidste 20 år:
Historisk og nutidig anvendelse
De varme kilder har været kendt længe. Da den
første islænding, landnamsmanden Ingolfur
Arnarson, øjnede land, smed han støtterne fra sit
høje sæde overbord og overlod det til guderne at
dirigere ham derhen, hvor han skulle slå sig ned.
Hans slaver fandt dem ved en bugt, hvor det røg
op fra jorden, hvorfor de kaldte stedet Reykjavik
(”røgbugten”). Røgen viste sig at være opstigende
damp fra varme kilder.
Ældre optegnelser, herunder sagaerne, omtaler
kun, at de varme kilder har været anvendt til badning
og tøjvask. Fx har indbyggerne i Reykjavik i
århundreder benyttet de varme kilder i Laugardalur
til at vaske tøj i.
Varme kilder i Laugardalur ved Reykjavik o.
1900.
Senere optegnelser beretter om anvendelse af
den geotermiske energi til bagning af brød og
dyrkning af mere varmekrævende afgrøder som
fx kartofler.
I dag har den geotermiske aktivitet, som det
fremgår af tallene for det samlede energiforbrug,
Geo-Nyt 59, december 2004 - 39
vældig stor betydning for Island. Først og fremmest
bruges energien til opvarmningen af næsten
90 % af boligerne. I Reykjavik har kun huse
bygget før 1930 skorsten. Geotermisk energi er
gennem de sidste godt 20 år blevet anvendt til
at smelte sne. Brugt vand fra husholdninger (på
omkring 35°C) benyttes til at afise fortove og parkeringspladser.
Det totale areal dækket af systemer
til smeltning af sne vurderes til at være 350.000 m 2 ,
heraf 250.000 m 2 i Reykjavik.
Også drivhusgartnerier opvarmes med det varme
vand, der med varmeisolerede pipelines transporteres
fra dybe og ofte fjerne boringer. En anden
stor del anvendes til el-produktion, varmt vand
benyttes til at øge vækstraten ved fiskeopdræt og
geotermisk damp anvendes til at tørre importeret
tømmer, som derefter reeksporteres.
Derudover er der mere utraditionelle anvendelsesformer
som tørring af tang (til menneske- og
dyrefoder samt til videreforarbejdning i kosmetikindustrien),
udvinding af silikater (til anvendelse
i kosmetik- og medicinalindustrien) og til tørring
af fisk og diatoméer.
En virksomhed omkring søen Mývatn udvinder
årligt 27.000 tons diatoméer fra søen. Deres skaller
består primært af SiO 2 .
Silikatets uopløselighed og diatoméernes uensartede
former gør dem velegnede til rengøring
af organiske væsker ved filtrering. Olier, vand,
medicinalvarer, øl, vin, opløsningsmidler til
kemisk rens og brændstof til flyvemaskiner renses
via filtre fra diatoméer. Desuden gør skallens
naturlige styrke og lethed den velegnet som fyldningsmiddel
i maling, plastic, papir og gødning
- samt som slibemiddel i tandpasta.
Men som i gamle dage anvendes den termiske
energi også i dag til varme bade, og nu er vaskekonerne
i Laugardalur erstattet af fritidsbadende:
Svømmebadet i Laugardalur o. 2000.
Der er langt over hundrede termisk opvarmede