Baby'en marts 2009 - Vejle Svæveflyveklub

Læs lige billedteksten en gang mere. Meget
tankevækkende. Det er vores største udfordring,
og det kan den tekniske udvikling
ikke gøre meget ved.
Drivkræfterne (og her taler vi ikke motor)
De organisatoriske udfordringer er der
mange, som bryder deres hoved med lige
nu. Det er jo ikke kun os svæveflyveflyvere,
der er ramt. Hele foreningslivet er ramt,
ikke blot i Danmark, men i alle de dele af
verden, hvor man har tradition for
foreningsdrevet sport.
Per Givskov har nogle kloge betragtninger i
sin indledning til dette blad, men ingen kender
svaret. Ja i virkeligheden er der nok sådan,
at ingen kender spørgsmålet. De fleste
af os, som overhovedet har orket at læse
så langt som hertil, læser det jo, fordi vi er
faldet til i foreningslivet, og holder af det og
de værdier, som det er baseret på.
Vi er foreningslivet, og foreningslivet er os.
Derfor vil vi gerne bevare det på samme
måde, som den lille købmand gerne vil bevare
sin butik på hjørnet, og den lille landmand
gerne vil bevare landmandskulturen.
Men er foreningslivet med dets indbyggede
værdier et mål i sig selv, eller er det blot et
middel. Og i så fald: til hvad? Det synes jeg
er et af de vigtigste spørgsmål at tage stilling
til.
Den kooperative bevægelse og foreningskulturen
opstod i en tidsalder med økonomisk
depression og massearbejdsløshed,
og derfor kan man sagtens forestille sig, at
den nuværende finanskrise vil bringe de
værdier, som svæveflyveklubberne er baseret
på, tilbage i højsædet. Men vi bør stadigvæk
være bevidste om, hvad der er mål
og hvad der er middel, hvis vi vil overleve
den næste store krise.
Den organisatoriske fremtid er vi alt for små
til at ændre på i en lille, tilfældig svæveflyveklub.
Den skal løses på nationalt eller
internationalt plan, som Per også påpeger.
37
Konkurrenceresultater vs. rekorder som
drivkraft.
Når vi ser bort fra den organisatoriske fremtid,
hvad er det så, der vil kendetegne vores
fremtid? Den teknisk/videnskabelig udvikling
vil selvfølgelig have sin indflydelse,
men det er vigtigt, at erkende, at teknisk/
videnskabelig udvikling a la Edison er slut.
Udvikling sker i dag kun, hvis der står en
markant drivkraft, som oftest et markedsbehov
bag.
Op til nu har udviklingen indenfor svæveflyvning
været drevet af konkurrenceflyvningen.
Hvis man kunne udvikle et fly, der kunne
vinde konkurrencer, så solgte det. Disse
fly blev først anvendt af velstående privatpiloter,
og 10 – 15 år senere, når de ikke længere
var så attraktive, havnede de så i klubberne,
hvor vi andre dødelige kunne få glæde
af dem. Samtidigt var der overensstemmelse
mellem de krav man stillede til et
godt konkurrencefly og de krav, man stillede
til fly til rekordbrug. Det var de samme fly,
der blev brugt til begge dele. Men på det
punkt er vi nået til en skillevej:
I Sydamerika er der fløjet mange helt groteske
verdensrekorder de sidste 7 – 8 år.
Mest markant er to flyvninger af Klaus Ohlmann:
En flyvning på 3009 km i Nimbus
4DM med godt 200 km/t og en 500 km
ud-hjem flyvning med – hold nu fast – 309
km/t!!! Ved disse flyvninger flyves flyet ligeud
i bølgesystemer i stor højde, hvor luftmodstanden
er lille, og hvor ground speed
er meget større end den indikerede hastighed
i forhold til luften, og ved hastigheder
lige under VNE.
Det er hverken glidetal eller polar, som forhindrer
endnu længere og endnu hurtigere
flyvninger, det er VNE. Ohlmanns Nimbus
4DM er i forvejen modificeret, så den kan
flyves ved højere VNE end normalt (270
km/t). Ellers havde han ikke kunnet holde
en ground speed på 309 km/t. Hans Stemme
VT-10, som blev brugt til en af de første
store rekorder i Sydamerika på godt 2400
km måtte kassereres efter flyvningen, fordi