TEMA: ANTISTRESS - Arkitektforbundet

HVAD KNOKLER VI FOR?
Danmark er et af de lande, hvor flest mennesker – mænd som kvinder –
arbejder, og mange af os arbejder hver uge mere end de 37 timer, vores
‘forgængere’ i fagforeningerne har kæmpet for at få arbejdstiden ned på.
Af freelance-journalist Marianne Bom
“Hvorfor pisker vi i dette velstående
land rundt, som om undergangen
var lige i hælene på os
– og med fare for, at vi til sidst
må skrive på vores gravsten:
Hun prøvede at nå det hele...?”
Min veninde er et meget praktisk menneske, der kan nå en masse. Så ganske praktisk
har det i årevis altid været på den første fridag efter en travl periode, hendes krop er
brudt sammen.
Efter sådan en dag med kropsvæsker ud både den ene og den anden vej plejer hun at være
udrenset og klar til en ny spidsbelastet periode: På jobbet som arkitekt. Derhjemme som
mor til to og hustru til en mand, der har lært at tage sig en slapper bag avisen. Og som
gør-det-selv-kvinde, der personligt står for støbning af badeværelsesgulv og udskiftning
af Rockwool på loftet.
Men hvad var nu det? Efter sidste ferie følte hun sig stadig ikke udhvilet, sov stadig ikke
godt om natten og havde stadig den der dunken i kroppen, som hun fornemmede kom
fra et alt for højt blodtryk. Hvad det også gjorde. Det bekræftede et besøg hos lægen,
der ordinerede følgende: Gå hjem og ryd i op i dit liv – smid dét væk, der er mindst vigtigt.
Du kan ikke nå det hele!
Vi ved det godt. Vi kan ikke nå det hele. Men vi bliver ved med at prøve.
Vi er et af de lande, hvor flest mennesker – mænd som kvinder – arbejder. Mange af os
arbejder hver uge mere end de 37 timer, vores ‘forgængere’ i fagforeningerne har kæmpet
for at få arbejdstiden ned på. Når vi får børn, drosler de færreste faktisk ned, mænd
skruer – set under ét – direkte op for arbejdstiden. Og den hippe version af fritidssamfundet
er nu til dags blevet, at fritiden – den bruger vi til at hamre og banke og male og
anlægge have. Gør-det-selv-arbejdet boomer. Det, som er svundet ind, er vores tid sammen
med andre uden for arbejdspladsen og hjemmet. Det viser Socialforskningsinstituttets
studier af vores forbrug af tid.
Resultatet er som bekendt, at stressklinikkerne har travlt med at tage sig af de pressede
danskere, som har mistet fodfæstet. En af de førende stressforskere fortæller ovenikøbet
åbent, at han selv er bukket under for sin egen diagnose.
Men hvad er det egentlig, vi knokler for? For at skaffe penge til en bolig, købt på et lidt
for boomende marked? For at leve op til vores todimensionale billede af succes: villa,
Volvo og vovhund? For den rare anerkendelse, når vi har løst en opgave fikst og flot på
jobbet? Fordi det simpelthen er sjovt – en slags sport: Hvor meget mere kan jeg nå at
presse ind i dag – måske bliver det dagen, hvor jeg når det hele?
Det kan også være, at vi knokler sådan rundt for at slippe for at høre stilheden og de
tanker, der har det med at melde sig, når vi stopper op? Slippe for det anstrengende nærvær,
når man har god tid sammen, god tid til også at få de mindre pæne ting sagt.
Selvfølgelig er det positivt, at folk gider arbejde: En masse bliver gjort, samfundsøkonomien
spinder, skattekronerne triller ind og ud igen som ydelser i et velfærdssamfund.
2