tema: solbriller og UV 18
Solbrillesæsonen <strong>2013</strong> Optikeren har talt med partner i Alive Style Kim Ravn og senior optometrist Gudlín Gná Ingvarsdóttir fra Poul Stig Briller, der om nogen har en stor viden om de nyeste trends og tendenser inden for brilleverdenen, om, hvad der karakteriserer forårets og sommerens solbrillemode. Og så har vi bedt en række danske brilledesignere om at dele deres bedste solbriller for <strong>2013</strong> med os. - et moderne gensyn med 50érne Cupcakes, amerikanske diners, strutskørter og Mad Men - 50’erne er alle vegne. Også i årets solbrillemode, hvor klassiske faconer får et twist i form af nye farvekombinationer og materialevalg. Af Malene Østerby Hvad kan vi forvente os af sommerens solbrillemode? Kim Ravn, partner i Alive Style, der markedsfører og forhandler kontroversielle mærker som MYKITA, Paul Frank, Moscot og Paul & Joe: ”Det er vores opfattelse, at vi stadig går mod mindre størrelser. Inspirationen hentes meget i 50-60’ernes USA/New York specielt på herresiden. På damesiden har vi samme inspirationskilde, men her finder vi stadig briller med størrelse på. Farvemæssigt er semitransparente acetater kommet stærkt igen i 2012 og fortsætter i <strong>2013</strong> ved siden af de meget dominerende havana og sorte farver. Vi ser også nogle kollektioner teste mere skrappe farver som neon, gul, lilla og blå dog mest som et statement og en modpol til de meget klassiske farver, som længe har været toneangivende. Jeg vil dog ikke kalde det for en trend endnu, mere en bobler.“ Gudlín Gná Ingvarsdóttir, senior optometrist hos Poul Stig briller i indre København, der repræsenterer førende mærker som bl.a. Oliver Peoples, Celine, Garret Leight og briller af eget navn: ”Vi må indrømme, at det ikke er inden for vores branche, vi ser de store stilmæssige ryk fra sæson til sæson. Det tager lang tid, før tendenser bliver til trends, og trends bliver til mainstream mode. Vi ser stadig en stærk inspiration fra 40’erne, 50’erne og 60’erne. Hvert årti har selvfølgelig sine særpræg, men overordnet kan man sige, at acetatmaterialet stadig er altdominerende. Enten i meget kraftig udgave eller i en spinkel udgave. Vi har nu bevæget os helt væk fra de meget krumme og derved sportsprægede modeller og ser nu mindre størrelser, hvor både stel og glas har en meget flad kurve. Selv om acetat er meget dominerende som stelmateriale, begynder metalsolbriller stille og roligt at komme frem. Vi ser, at den runde pantofacon (flad foroven, rund forneden) og den kuglerunde er populær i metal og så selvfølgelig Ray-Bans pilot model, som stadig er meget efterspurgt. Modeller inspireret af piloten findes i stort antal, og nærmest alle solbrilleproducenter har valgt at lave en egen fortolkning af pilotmodellen i deres kollektioner.“ » 19