Det Sociale Tolkeprojekt - Socialstyrelsen

første omgang har været inde og betale tolkning i arbejdstiden, fordi AF har afvist at dække
udgiften. De fleste af disse tolkeudgifter er, efter henvendelse til AF fra en bevillingskonsulent,
efterfølgende refunderet under AF ordningen.
Det påpeges fra alle sider i projektet, at de, der arbejder professionelt med døve,
døvblevne/hørehæmmede og døvblinde, heller ikke altid tager de kommunikationsmæssige og
etiske hensyn alvorligt nok. Der er eksempler på, at døveskoler og høreinstitutter ikke vil bestille
tolk til møder i samtalegrupper, selv om aktiviteten hører ind under projektet og betales
herigennem. Der kan også være tale om møder med kommunale sagsbehandlere, hørepædagoger,
døvekonsulenter eller specialkonsulenter i skolens eller instituttets regi, hvor institutionen har
betalingsforpligtigelsen. Eksempelvis mener tolkebrugeren at der er behov for en tolk, mens
institutionen ikke mener, at der er behov for yderligere støtte til kommunikation og dialog.
Grundlaget for denne stillingstagen til behovet for tolk, hviler ifølge udsagn fra projektledere,
organisationer og tolkebrugere på følgende vurderinger:
Fagpersoner på stedet kan tolke på mødet, fordi de kan tegnsprog.
Den døvblevne eller hørehæmmede plejer at kan klare sig uden tolk på tomandshånd.
De interviewede tolkebrugere og handicaporganisationer mener, at det ofte er kritisabelt, at der ikke
rekvireres en tolk. Indsigelserne mod at der ikke bestilles tolk er, at medarbejderne på f.eks.
høreinstitutterne ikke nødvendigvis har tilstrækkelige kvalifikationer til at tolke eller har den
professionelle neutralitet som nogle personlige og fagrelaterede samtaler kræver, dvs. at der
mangler etiske overvejelser omkring institutionens uvildighed i situationer og sager, hvor en
medarbejder tolker. Statens Øjenklinik er et andet eksempel på samme problemstilling. Her afviser
man fortsat at betale for tolkebistand under undersøgelser og møder med tolkebrugeren med
udgangspunkt i, at det er tolkebrugeren selv, der har henvendt sig (blevet henvist), og derfor også
selv må sørge for tolk. I nogle af disse sager tages der til tider beslutninger, der har afgørende
betydning for den hørehandicappede borger. Problemet omkring ligeværdighed og mulighed for
deltagelse på lige fod med alle andre, trækkes også frem i forbindelse med foreninger og
brugerorganisationer, hvor der ikke altid bestilles central tolk til møder, generalforsamlinger eller til
arrangementer.
Ønske om helhedstænkning i indsatsen
Der nævnes derudover om manglende vilje til tværfagligt samarbejde mellem fagpersoner, der
arbejder for/med døve, døvblevne/hørehæmmede og døvblinde, hvilket af projektledere og
organisationer opleves som mangel på helhedstænkning i indsatsen på området. Et eksempel er, at
høreinstitutterne ikke vil påtage sig en del af ansvaret for at informere om AF tolkning til
hørehæmmede og døvblevne tolkebrugere. Da mange af disse tolkebrugere ikke er medlem af en
brugerorganisation, opstår der et informationsvakuum i forhold til de muligheder, der eksisterer på
arbejdsmarkedsområdet. Konsekvensen kan i værste fald blive, at den enkelte
hørehæmmede/døvblevne mister sit job, fordi vedkommende ikke længere kan varetage kontakt til
kunder/brugere eller samarbejdspartnere, eller kan deltage i interne og eksterne møder.
Prioritering af tolkeområderne
Administration og formidling af social tolkning hviler på samme procedurer og regler, som alle
andre tolkninger, der formidles igennem LBH’s og CfD’s tolkeadministrationer. De sociale
tolkninger bliver derfor prioriteret på samme måde som andre tolkninger. Tolkeformidlingerne
PUBLIKATIONEN ER HENTET PÅ INTERNETTET
www.fc-east.dk
21