KANDESTØBEREN - Institut for Statskundskab - Aarhus Universitet

2009fald fra det fugtige loft mod betongulvet. Viindser, at netop dette øjeblik rummer mulighedenfor at grave et spadestik dybere nedi Claus’ benhårde liv som udsendt.”Hvad laver I så, når I har fri?””Dér kan man lave lige, hvad man har lyst til.Man kan spille volleyball, computer, se film,styrketræne – dét er utroligt populært – mankan også spille Uno eller Risk eller bare siddeog snakke og hygge med folk. Bordfodbold ogbordtennis er der også. Så alt, hvad man kanforestille sig, kan man næsten lave.Det en god ting”.“Et øjebliks brat tavshedhenleder voresopmærksomhed påen dråbes fald fra detfugtige loft modbetongulvet. Vi indser,at netop detteøjeblik rummer mulighedenfor at graveet spadestik dyberened i Claus’ benhårdeliv som udsendt.Vi må anstrengeos for at holde detilfredse smil overvort held tilbage.Interviewets karaktertillader ikkesådanne mimiskeudskejelser. Sletikke, når vi er såtæt på at bryde igennem.”Ej, hvor lyderdet fedt! Hvadlaver i så om aftenen?”Vi har tilsyneladenderamtet ømt punkt.”Der er ikke såmeget. Alkohol erNO GO i Afghanistan, og man kan kun få alkoholfriøl i lejren…”. Claus’ stemme erslukøret, men lyser pludselig op: ”Men vi harden her fyr i lejren, der kan skaffe ALT - ogdet er selvfølgelig lidt tys-tys, for…””Ahem, det behøver vi vist ikke at komme indpå”Uventet rejser silhuetten sig op og vender sigi en voldsom bevægelse imod os. Claus’ arrigeansigt kommer til syne, og inden vi heltnår at opfatte scenen, udbryder han: ”Hvader der med jer to? Vil I slet ikke vide nogetinteressant? Hvordan kan I overhovedet kaldejer journalister? Tror I virkelig, at folkgider læse om vores morgenvaner, toiletbesøgog alkoholfri aftener?” Vreden manifesterersig et kort øjeblik som skuffelse.Claus sænker sit toneleje: ”Jeg sagde jo kunja til at blive interviewet, fordi jeg var sikkerpå, at jeg kunne få lov til at lække et-ellerandet…”Formuleringen runger sin genklang i vore hoveder.Lække. Vi må væk herfra. ”Claus, vihar vist fået, hvad vi skulle bruge – tak fordin tid”. Med hamrende hjerter skubber vistolene til side, rømmer os febrilsk, nikkerkejtet til Claus og sætter så i løb mod udgangen.Claus’ råber efter os med fjendtlig foragt:”Jamen, vil I da slet ikke vide, hvordan voreskommunikationsudstyr kan infiltreres, hvadder kendetegner køretøjerne med den mestværdifulde last eller på hvilke tidspunkter,vores lejr er mest sårbar?”Claus sætter resolut efter os. Få sekunder senereligger vi med kinderne trykket ned moddet kolde betongulv. Vi er kun nået et parmeter uden for interviewlokalet. Claus’ jerngrebforværrer vores desperation:”Du må ikke sige det - vi vil ikke vide det - vivil ikke vide NOGET af alt det! Det kan kosteos ALT! Vi vil ikke fyres!””Det er for fanden da et scoop! Hvem ville nogensindefyre jer for det?””Vi kunne da sikkert tjene en masse pengeved at sælge historien til sladderpressen –Politiken eller et eller andet universitetsblad– men så vil INGEN turde ansætte os igen!”De aggressive ansigtsfolder i Claus’ ansigtglatter sig langsomt ud. Med ét har han sluppetsit kvælende tag i os og styrer sekundetefter målrettet tilbage ind i lokalet. Vi ånderlettet op. Pludselig går det op for os, hvadhan er i færd med. Diktafonen - BÅNDET! Menda er det for sent. Claus passerer vore passivtmåbende ansigter med et triumferendeblik. Han vifter med en lille sort, kvadratiskgenstand. Sekundet efter smækker dørenbag os…17