HELE VEJEN RUNDT - Socialstyrelsen

Min relationtil sagsbehandlerenvar alfa og omegaTom Jacobi Nielsen fik en sagsbehandler,der forstod hans situationog engagerede sig i den, da han blevhandicappet efter en arbejdsulykke.”Den personlige relation var heltafgørende for, at den svære procesfra at leve et almindeligt liv til atblive afhængig af kommunen forløbgnidningsfrit,” siger han.”Jeg havde fast arbejde på et slagteri,hvor jeg havde været i seks år og varglad for at være. Men det liv ændredesig den dag, jeg faldt ned i et kloakhul,mens jeg var på arbejde, og forvredryggen,” fortæller Tom Jacobi Nielsen,der bor i Aalborg med sin kone og deresto børn. Han var kun 27 år, da ulykkenskete. Det er ti år siden.”Herefter røg jeg i en periode fremog tilbage på arbejde, indtil min lægesagde stop.”Det var begyndelsen til en lang proces,hvor Tom gik fra at være en almindeligrask mand til at blive handicappetpå førtidspension.Omskoling – uden heldDa det stod klart, at Tom ikke længerekunne passe sit arbejde på slagteriet,blev han kontaktet af Aalborg Kommune.”De tilbød mig en omskoling. Jegstartede derfor med at tage 10. klasseog brugte de næste 2½ år på at uddannemig til levnedsmiddeltekniker,” fortællerhan. Men smerterne holdt ikke op,og det var svært for en nyuddannet atfinde arbejde i Aalborg og omegn.”Jeg fandt et arbejde som buschauffør,men det holdt kun i 3½ måned, sågik min ryg helt ned. Jeg fik en prolapsog lå på sygehuset i fjorten dage.”Mødet med kommunenForvaltningen kom for alvor ind i Tomsliv efter tiden på sygehuset, hvor hanhavde store rygsmerter og fik problemermed at gå.”Jeg fik tildelt en sagsbehandler, oghun vandt min tillid med det samme.Hun pressede mig ikke og begyndte ikkestraks at tale om, hvad jeg skulle. Vi togi stedet en snak om min situation, oghvad mine muligheder var,” fortæller han.Han understreger, at det i heleforløbet var meget vigtigt for hans tillidtil sagsbehandleren og deres gensidigeforståelse, at hun aldrig forsøgte at pressenogle forslag ned over hovedet på ham,men altid forklarede ham sammenhængen.Et sidste forsøg påarbejdsmarkedetPå det tidspunkt var Tom 34 år og ikkeparat til at sige farvel til arbejdsmarkedet.”Min sagsbehandler lavede en ressourceprofilpå mig, hvor hun fandt fremtil mine kompetencer på baggrund af ensamtale med mig og lægens bemærkninger.Det gik meget hurtigt, og hun opdaterededen løbende.”Ud fra ressourceprofilen blev hansendt i arbejdsprøvning på et revalideringscenteri Aalborg.”Revalideringscenteret var for migat se det bedste sted at starte en arbejdsprøvning,da det betød, at jeg arbejdedei små mængder og havde en kontaktperson,der fulgte mig nøje. Kontaktpersonensagde stop, når jeg ikke selv kunnesige fra. Målet var jo ikke, at jeg skulleslides ned, men at vi skulle finde ud af,om jeg kunne klare et flex-job.”Efter tre måneder i arbejdsprøvningblev konklusionen, at Tom var i stand til atarbejde fire timer om ugen.Den personlige relationtil sagsbehandleren”Jeg havde hele tiden den samme sagsbehandler,og hende var jeg meget gladfor. Hun var min indgang til det kommunalevæsen. Hun holdt styr på minsag og koordinerede med de forskelligeinstanser. Hun var god til hele tidenat forklare mig, hvad der skete, og jegspillede også med helt åbne kort overfor hende,” siger han og fremhæver, athun aldrig gav ham falske og urealistiskehåb eller forventninger.”Det var også vigtigt, at vi var pålige fod og talte samme sprog. Hunviste forståelse for min situation udenat have ondt af mig, for det kunne jegikke bruge til noget. Hun snakkede migikke efter munden eller var overflink.”20 Hele vejen rundt