HELE VEJEN RUNDT - Socialstyrelsen

Som blind har jeg noglesærlige behovDet stiller nogle særlige krav til sagsbehandlingenog den måde, manvideregiver informationer på, nårborgeren har et kommunikationshandicap.Helge Krohn har oplevetden bedste sagsbehandling hos desagsbehandlere, der har forstået,hvad det vil sige at være svagtseendeog næsten blind.Helge Krohn er født svagtseende. I dager han 38 år og bor sammen med sinkæreste, der er blind, i Dansk Blindesamfundsbygninger i Valby.Efter et langt liv i kontakt med sagsbehandlereog det offentlige systemkonstaterer han, at kommunikationshandicappetgiver nogle særlige udfordringerrent kommunikationsmæssigtimellem sagsbehandler og borger.”Blinde mennesker kan jo ikke læsealmindelige breve, der kommer med posten,og det volder store problemer forsagsbehandlerne og for os, fordi størstedelenaf deres information til borgerneforegår via breve. Jeg er svagtseende, såjeg kan faktisk læse brevene, men deter anstrengende, og jeg bliver hurtigttræt i øjnene,” fortæller Helge Krohn.Da han var ung, boede han i AssensKommune. Her havde han en sagsbehandler,der var god til at ringe til ham i stedetfor at skrive.”Det gjorde det meget nemmere formig at følge med i min egen sag. For hendevar det bare en lille ting – men det gjordeen stor forskel for mig,” siger han.Kommunikation på denblindes præmisserFor Helge Krohn er det vigtigt, at sagsbehandlerentager synshandicappet medi sine overvejelser i forbindelse medtilrettelæggelsen af sagsbehandlingen.Kommunikationen mellem forvaltningenog den blinde skal foregå på denblindes præmisser.”De fleste blinde, jeg kender, foretrækkerat blive informeret på bånd, elektroniskeller med blindskrift. Det er der heldigvisogså mange sagsbehandlere, derhusker. Men jeg synes nu, det er nemmest,hvis sagsbehandleren ringer,”siger han.”Jeg har nogle behov, som andrefor eksempel fysisk handicappede ikkehar, fordi jeg ikke kan se.”Han nævner mobility træning somet andet område, som det er vigtigt, atsagsbehandlerne har fokus på. Det ertræning for blinde og svagtseende i atgå forskellige ruter.Indlevelsen er vigtigDen bedste sagsbehandler, Helge Krohnhar haft, var rigtig god til at sætte sig indi, hvad det vil sige at være svagtseende.Hun havde læst om hans øjensygdomog kunne relatere sig til, hvilke behovhans handicap medførte. Men han harogså haft sagsbehandlere, som ikkehavde den forståelse.”Jeg har haft svært ved at få dem til atforstå, hvor afgørende det er for mit liv,at jeg får nogle bestemte hjælpemidler.Der er for eksempel et computerprogram,der kan forstørre skriften påcomputerskærmen. Det er et hjælpemiddel,jeg bruger rigtig meget,fordi det gør, at jeg nemmere kan læseteksten, men det tog noget tid, førsagsbehandlerne sagde god for det,”fortæller han.Har fundet arbejdeI dag har Helge Krohn et skånejob. Haner informatør i Dansk Blindesamfund,og han arbejder også nogle timer omugen som telemarketing medarbejder iet analyseinstitut. Men det har været enkamp at nå dertil.”Det har været rigtig svært at findearbejde, for der er ikke mange jobs tilblinde,” siger han. ”Som svagtseendeer der også mange ting, jeg er nødt til atfinde ud af på en anden måde end andre.For eksempel transportmæssigt. Jeg erdybt afhængig af busser og tog.”Klarer sig selv – medhjælpemidlerI dag klarer Helge Krohn stort set sigselv, og han har ikke megen kontakt tilkommunen.”Min hjemmehjælp fungerer, somden skal, og mit skånejob kører fint, sådet er jeg helt tilfreds med. Når jeg er ikontakt med forvaltningen i dag, er detmest, fordi jeg søger om et nyt hjælpemiddel,eller fordi jeg taler med min sagsbehandlerom vores økonomiske situation,”siger han.Alligevel er han i kontakt med fleresagsbehandlere. Men det ser han ikkesom et problem.”Den smule kontakt, jeg har med forvaltningeni dag, fungerer fint. Min økonomiskesagsbehandler er til at få fat i, oghun er lydhør,” siger han.Glat pensionsforløbHelge Krohn har boet i mange forskelligekommuner og haft mange meget forskelligesagsforløb. Der er især et forløb, derlyser op i forhold til de andre.”Det var da jeg fik min pension formange år siden, da jeg var 20 år. På dettidspunkt boede jeg i Assens på Fyn. Detvar en lille kommune, og der var styrpå tingene. Jeg havde én sagsbehandler,og hun ordnede alt for mig. Jeg følte, athun tog mig alvorligt, og hun kendte allefacetter af min sag. Hun var god til atfølge op på mit forløb, og vi kunne taleåbent og direkte om, hvad jeg kunne ogikke kunne,” fortæller han.32 Hele vejen rundt