BØRN& UNGE07 - BUPL

PÆDAGOGIK
ældre, og jeg ville også gerne have, at vi
engagerede os mere i lokalsamfundet. Derfor
foreslog jeg, at jeg kunne tage initiativ til at få
et samarbejde i stand,« fortæller hun.
Det viste sig, at hendes leder, Anne Marie
Bak, kort forinden havde talt med plejehjemslederen
på Betania, Laust Sørensen, og at han
havde efterlyst et samarbejde med en børneinstitution
- så var det sådan set bare at gå i
gang. Nu er samarbejdet så formaliseret, at
det er indskrevet i Spirens virksomhedsplan.
SANGLEG FOR BØRN OG GAMLE. I Betanias
hall bliver fl yverdragter, vanter og vinter støvler
lempet af. Bente Dehli får sin guitar ned fra
ryggen, hvor hun har båret den. Hun skal stå
for dagens første musikalske indslag, men
først skal børnene sige goddag. De gamle venter
i spisestuen. De sidder i en stor halvcirkel i
kørestole eller med rollatoren foran sig, nogle
med forventning malet i ansigtet, mens andre
døser og ser ud til at være i deres egen verden.
De er færdige med at spise brunch i dag, men
tit starter børn og gamle med at spise sammen.
Nu skal de bare hilse på. Bente, Birgit og
Marianne følger børnene hele raden rundt, så
alle får hilst på hinanden: Det er Viktor, han
har fødselsdag i morgen. Her er Selma, og det
er William. William rører nysgerrigt ved hjulet
på en kørestol, som tilhører en meget gammel
mand. Han sidder strunk og stiv i sin stol og ser
lidt reserveret ud i sin nydelige ternede jakke,
men alligevel venlig. Generalen kalder personalet
ham. Hans ansigt har et udtryk af at
være på vej et andet sted hen, og alligevel kan
han tydeligvis godt lide Williams interesse.
Gamle damer bøjer sig frem og klapper de små
på håret. Børnene ser trygge og glade ud og
bevæger sig hjemmevandt raden rundt.
Bente Dehli har fået guitaren pakket ud. Hun
sætter sig på gulvet med børnene omkring sig:
»Skal vi starte med yndlingssangen, Spirens
yndlingssang?«
Jah, lyder det fra små og store: ’Du skal trampe,
hvis du er i godt humør, du skal trampe,
hvis du er i godt humør, du skal trampe hele
dagen, så det høres helt til Skagen. Du skal
klappe, hvis du er i godt humør …’
Der bliver trampet, klappet, trommet, pruttet,
hvisket og råbt hurra. Nogle af de gamle
synger med, pædagogerne og plejehjemspersonalet
skråler af fuld hals, mens børnene
ser lidt betuttede ud. Så er det hjulene på bussen,
der kører rundt og rundt og rundt. Mange
af de gamle synes åbenlyst, det er skægt at gøre
fagterne, og de synger mere med end de små,
som er naturligt handicappede af ikke at have
så meget sprog endnu.
Danses skal der også. Først den ene vej og så
den anden vej. Else, som har boet på hjemmet i 10
år, danser skomagerdreng med plejehjems leder
Laust Sørensen. Hun har et helt særligt forhold
til Spiren og til Bente Dehli. Hendes barne barn,
Frederik, som nu er atten år, var nemlig vugge-
stuebarn i Spiren, da Bente Dehli begyndte der
som pædagog for 16 år siden. Else kom tit og
hentede sit barnebarn, som nu i mellem tiden
er blevet en velvoksen gymnasie elev.
Børnene er kommet mere op på dupperne,
og polkaen får fl ere gamle op af stolene: ’Med
hænderne siger vi klap, klap, klap’. De fl este
er for svage til at rejse sig, men de har alligevel
fornøjelse af at være med, siger Allaa Gamal,
den ledende fysioterapeut på Betania.
»Vi kan mærke, at de bliver mere glade og
tilfredse, hver gang børnene har været på
besøg. De beklager sig ikke så meget. Alt det der
brokkeri, med at kaff en er for kold, og krydderen
for sej, det hører man ikke noget af bagefter,«
siger han.
FÆLLES GYMNASTIK. Sanglegene er slut nu,
og det er blevet tid til gymnastik. Den står
David Blazek for. Han er også fysioterapeut og
stammer fra Tjekkiet, hvor han har en karriere
som isdanser bag sig. Der er levende musik til
øvelserne, og mens Betanias pianist, Roxanne,
Besøget på plejehjemmet begynder med sang og sanglege. Mange af de gamle får både trampet, klappet og trommet med på Spirens kendingsmelodi,
mens børnene lige vænner sig lidt til omgivelserne, før de er med på fællessangen.
spiller en blid indgangsmelodi, får de gamle
place ret sig i en stor cirkel med børnene i midten.
David Blazek har store lyserøde badebolde
med, og børnene kaster til de gamle, der prøver
at gribe.
»Det er især relationerne og den fysiske
kontakt, der er vigtige for de gamle,« fortsætter
Allaa Gamal.
»Det betyder alverden for dem, at børnene
kommer hen til dem fulde af tillid, at de vil
krammes og sidde på skødet og den slags. Selvfølgelig
har mange af beboerne også børnebørn
og oldebørn, men det her er noget andet. Der
ligger altid mange gamle følelser og fordomme
i familierelationer. Der er en frihed i ikke at
have en familiehistorie sammen,« mener han.
Cirka halvdelen af hjemmets 60 beboere er
mødt op. Allaa Gamal nikker over mod en gammel
dame, der lige nu er fuldt koncentreret om
at fange den badebold, som en af de små med
stor anstrengelse kaster til hende.
»Ella går til genoptræning, fordi hun har
brækket benet. Normalt sidder hun kun ned,
men se, hun kan faktisk godt rejse sig op efter
bolden. Hun har glemt, hun ikke kan gå.«
Viktor har bolden nu og sparker til den, så den
triller hen mod Generalen i den ternede jakke.
Han sidder stiv og ubevægelig, men der spiller
et svagt smil om hans læber, og da Roxanne ved
fl yglet slår over i 'Fare, fare krigsmand', tramper
hans fødder umærkeligt med i takt. Imens er
Williamog Niels Kristian gået på ekspedition
uden for kredsen. De er ved at bestige det edderkoppeagtige
understel til et stort bord i den ene
ende af lokalet. 'Lille Peter Edderkop' synger
de andre meget apropos. Børnene begynder at
miste koncentrationen. Ludvig er helt med på
skulderøvelserne, men bliver distraheret, da
han ser de andre drenge under bordet. Børnefl
okken går mere og mere i opløsning og siver
ud af cirklen, men David Blazek får samling
på de små igen. Nu er der drikkepause, og de
får opgaven med at dele engangskrus ud til de
gamle. Det er så interessant, at de spændende
bordben bliver glemt på et øjeblik.
BØRNEBESØG GIVER GLÆDE. Plejehjems leder
Laust Sørensen er med til gymna stikken, og
han er begejstret.
»Det er første gang, vi har fået etableret sådan
et samarbejde, som også holder. Vi har forsøgt
fl ere gange før med andre institutioner uden at
få noget varigt ud af det. Det kræver en indsats
fra personalet, og der skal virkelig viljestyrke
”Generalen” er så gammel, at det ikke er til at fatte for en lille purk som Jeppe. Men man kan jo godt
blive venner alligevel og hilse pænt på hinanden.
til fra pædagogernes side for at holde fast i de
gode intentioner,« siger han og tilføjer:
»Og der er altså nogle seje pædagoger i
Spiren. Bente, som har fået det her i gang,
hun er en knag.«
Laust Sørensen mener i det hele taget, at
det er personalets engagement mere end de
økonomiske ressourcer, der er afgørende for,
om samarbejder som det mellem Spiren og
Betania kan lade sig gøre:
»Det koster jo ikke en disse det her, alle kan
gøre det.«
Så er der ærteposer til alle. Niels Christian
slæber af sted med kurven, der er halvt så høj
som han selv, og de andre børn deler poserne
ud og smider med dem. Det giver en dejlig
raslende klaskelyd mod linoleumsgulvet. Pianisten
sætter i med 'Se den lille kattekilling',
og ærteposerne bliver kastet i takt til melodien,
grebet eller tabt og samlet op igen. Der ser ud
til at være en lige stor udfordring i begge ender
af aldersspektret.
Roxanne ved fl yglet spiller smægtende 'Den
Allersidste Dans', så Poul Reichhardt må tone
frem på den indre billedskærm hos enhver, der
er gammel nok til at huske ham valse rundt
med Bodil Kjer i 'Mød mig på Cassiopeia'.
’Altid vil jeg huske denne aften … aldrig vil jeg
glemme denne stund’. Man kan også gøre gym-
nastik til den. David Blazek har fl ere øvelser,
men børnene er trætte nu. Selma med de runde
briller og fl etning i nakken ligger og slanger
sig kælent med hovedet i skødet på pædagogen
Birgit Sørensen og ruller bare dovent fra side
til side til musikken. Generalen ser også træt
ud, men hans øjne er stadig opmærksomme.
Så er det tid til at kravle i fl yverdragterne og
tulle hjem igen. Børnene virker lidt trætte,
men glade.
»Når vi kommer herover, oplever børnene,
at der er masser af glæde omkring dem,« siger
Bente Dehli, mens hun pakker sammen.
»Her er der nogle voksne, som er til stede 100
procent, og som ikke lige skal nå noget andet.
I hverdagen er vi voksne jo altid på vej et eller
andet sted hen. Der er altid noget, vi skal nå.
De gamle er her bare, de skal ikke nå noget
som helst mere. Det er, som om vi kommer
ind i en helt speciel sfære herovre, og vi kan
mærke på børnene, at de også synes, det er
noget særligt,« tilføjer hun.
Bente Dehli vil gerne have endnu mere samarbejde
med plejehjemmet. Hun har planer
om at invitere nogle af de bedst fungerende
gamle over til påskefrokost med børnene, og på
lidt længere sigt kan Spiren måske komme på
mere spontane besøg oppe i lejlighederne hos
nogle af de gamle med to-tre børn ad gangen.
»Børnenes bedsteforældre er jo meget yngre
og erhvervsaktive, mange er på min alder – jeg
bliver 50 – og de har ikke så god tid. Der er
nogle få børn, som har kontakt med for eksempel
en oldemor, men de fl este er næsten
aldrig sammen med rigtig gamle mennesker,
sådan som de er her. Og det får de altså en
masse livsglæde ud af,« siger hun.
20 BØRN&UNGE | NR. 07 | 5. MARTS 2010
21