EKSTRAORDINÆR .KONORES 1917

- 193 -
rømme, at det hadde været bedre, om vi hadde diskutert selv en smule
en . saadan sak som militærstreik, før vi omsendte den til disku sion i forenmgerne.
Det viste sig da ogsaa, at da partiets landsstyre skulde effektuere
landsmøtets beslutning - det var vi jo nødt til - var alle i styret uten
undtagelse klar over, at denne sak ikke kunde sendes ut til medlemmerne
uten en grundig og alsidig utredning, saa de kunde faa kjendskap til,
hvad man her i enhver hen eende stod overfor. Derlor var det vi var
nødsaget til at nedsætte en særlig komite igjen, «partiets militærkomite
nr. 2 . Som beslutningen var formet dreiet det sig imidlertid her mere
om at engagere fagbevægelsen end partiet. Og da spørsmaalet om militærstreik
støttet av faglig aktion ogsaa var forelagt fjoraarets fagkongres var
det en selvfølge at partiet og fagbevægelsen burde gaa sammen om utredningen
av denne sak.
Dette blev da ogsaa gjort. om det fremgaar av indstillingen til
kongressen her valgte partiet og landsorganisationen hver sine medlemmer
av komiteen og resultatet av komiteens arbeide foreligger jo nu til avgjørelse
her idag.
Under de fegtninger vi hadde i sommer om militærstreiken fremkom
der beklagelser over at komiteen ikke paa et tidligere tidspunkt hadde
avgit sin indstilling. Det kunde jo godt være gjort. Men at indstillingen
er kommet noget sent har jo ogsaa sin forklaring. Da vi itjor efter landsorganisationens
kongres konstituerte komiteen og jeg blev valgt til formand,
var det forutsætningen at jeg skulde søke at samle ind den litteratur
og i tilfælde andet materiale som maatte toreligge i andre land om mobiliserings-
og militærstreik. Jeg gjorde henvendelser til flere steder - til
partifæller og socialisiiske biblioteker, som maatte forutsættes at ha kjendskap
til slike ting, hvis de overhodet fandtes. Men jeg har like til idag
paa fall. undtagelser nær ventet forgjæves paa svar. Man har henvist til
mange bøker og brosjyrer om general treik og antimilitarisme, avrustning
o. l., men om den særlige ting militærstreik har man hat meget litet at
fortælle. Jeg nævner ikke dette saa meget fo r at undskylde den sene
indsti!ling. Jeg nævner det mer som et bevis for at det er et helt nyt
spørsmaal i den socialdemokratiske bevægelse vi her staar overtor. Militærstreiken
støttet av taglig aktion er nærmest en opfindelse her i Norge,
hvor vi igrunden har den mindste foranledning til at bruke den, sammenlignet
med forholdene i andre land.
Hvorledes vor internationale bevægelse, den politiske og den faglige,
stiller sig til militarismen, fremgaar av indstillingen. Den (a(lhqc bevægelse
har idetheletat ikke behandlet antimilitarismen langt mindre militærstreiken.
Den politiske intemationale har tor hver kongres indtat en stadig
skarpere tilling mot rustningerne og krigsmilitarismen, men den anerkjender
opretholdel en av et nationalt forsvar. Militærstreiken har heller
ikke den behandlet eller tat stilling til.
Hvad nu selve forslaget om militær treik støttet av faglig aktion
angaar, saa er der ingen tvil om, at hvis partiet og fagorganisationen belutter
sig for anvendelsen av disse midler for at avskaffe militarismen,
L 13