EKSTRAORDINÆR .KONORES 1917

- 32 -
paa langt nær ikke er tilfredsstillende, er den dog nu saa langt utviklet,
at det bør være vore organisationers opgave at søke deh
forbedret indtil maalet : skyepleien i beskatningen er naadd.
For arbeidsledighet.kassernes vedkommende vilde det være av
stor betydning, om der kunde etableres et forhold, som hindrede at
arbeidsledighetsforsikrede medlemmer ikke tapte sine rettigheter ved
overgang til et andet forbund. Imidlertid er det kun litt over to
femtedele av landsorganisationens medlemmer som er arbeidsledighetsforsikret,
idet 14 forbund med 33 077 medlemmer har arbeidsledighetskasser,
mens 14 forbund med 44 774 medlemmer ikke har saadan.
At tilveiebringe nogen fæl lesforsikring paa dette omraaade finder
derfor komiteen paa det nuværende tidspunkt ugjennemførlig. Men
komiteen forutsætter at organisationerne vil arbeide for utvikling
av arbeidsledighet:5forsikringen, saa den saavidt mulig kan komme
til at omfatte alle fag og industrier. Og indenfor de forbund som
allerede har arbeidsledighetskasser maa der kunne etableres et samarbeide
til beskyttelse av medlemmernes interesser.
Med hensyn til den øvrige forsikring er det i særdeleshet den
saakaldte forsikring til avdøde medlemmers efterlatte eller «livsforsikringen»
som ved overgang vil volde de største vanskeligheter.
Av forbundene har 21 saadan forsikring, mens 7 ingen har.
Men disse 7 tæl ter kun 2778 medlemmer, mens de 21 forbund tæller
75 014 medlemmer. Det skulde saaledes synes forholdsvis let at etablere
et samarbeide eller en fællesforsikring paa dette omraade. Vanskeligheterne
ligger imidlertid i, at selv denne form for forsikring er i
høi grad forskjellig i de forskjellige forbund. Vi henviser her til
den oversigt som er indtat i forrige kongresforelæg side 53 og flg.
Komiteen er av den opfatning, at en fællesforsikring inden
landsorganisaiionen eller en fortiikring under landsorganisationens
forvaltning ikke er at anbefale. Selv om en saadan forsikring lot
sig etablere, mener man at der er store baade praktiske og specielt
principielle indvendinger at gjøre mot en saadan ordning.
Ser man paa forsikringen som den er idag, vil man faa et
sterkt indtryk av, hvorledes den er vokset op med forbundene og
avpasset efter de speeielle forhold som præger de enkelte industrier og
fag. Overgang til en fællesforsikring vilde vanskelig kunne ske, uten
at det vilde ha en nivellerende indflydelse paa forsikringen. Men
det maa antages, at de enkelte organiationer overfor sine medlemmer
ser sig bundet til at opretholde det nivaa, hvortil forsikringen nu
er naadd, og i bedste fald vilde landsorganisationens forsikring da
kun bli en tillægsforsikring. Men dermed har man jo ikke naadd det
som er hensigten med fællesforsikringen : at hindre at et medlem
ga ar tapt av noget av sine oparbeidede rettigheter ved overgang
til et andet forbund.
Ser man paa spørsmaalet ut fra rent principielle synsmaater,
maa det sies at landsorganisationen ikke egentlig er basert paa en
forsikrinO" som den nævnte. Landsorganisationen er i utpræget
grad en kamporganisation, og den staar som repræsentant utad for
arbeiderne som klasse. Den er uttryk for arbeidernes forstaaelse av
nødvendigheten av at samle sine kræfter i kampen mot arbeids-