03Anmeldelse - Blog

Anmeldelse
Pablo på
stranden
Af Tim Lissauer
I en bog fuld af sand, strand
og vand begår Pablo Llambías
et langdigt, der cirkulerer om
afsked - men som er svært
rigtig at regne ud. For sker der
overhovedet noget dér med
udsigt over havet?
ofte gentagne og ildervarslende ”Vi siger farvel på en
ordentlig måde”. Det er dette mantra, der sætter undergangsassociationerne
i spil. Ganske vist siger også
børnene farvel til hinanden på en ordentlig måde, men
når to voksne siger farvel på netop denne vis, så lyder
det lidt som en fælles overenskomst i forbindelse med
en skilsmisse. Dette understreges af digtet på s. 147,
hvor parret sidder på stranden om natten og, med en
symbolik så tyk som drivtømmer, sprøjter de tabubelagte
følelser, som et ordentligt farvel ikke levner plads
til, ind i bagdelen på nogle skildpadder: ”Vi sprøjter
egenskaber ind: vrede, nid, uforsonlighed, ærgerrighed,
grådighed, grænseløshed, had, sorg, mistro,
mistillid, rethaveriskhed. Vi ser de små dyr kravle ned
mod vandkanten med et lille prik i røven. Der er ikke
særlig stor sandsynlighed for, at de vil overleve.” Når
nu bruddet kræver civiliseret opførsel, må havdyrene
lade livet. Børnene leger i klitterne, bliver væk og fundet
igen, der holdes børnefødselsdag, og man sørger
for, at gæsterne husker deres ting, når de går. Men det
sker alt sammen i dette fastfrosne farvel, der ikke forløses,
fordi følelserne er blevet sendt ud over havet.
Pablo Llambías er svær at blive klog på. Debuten Hun
har en altan (1996) og opfølgeren Rådhus (1997) er
fortælleteknisk skåret over samme læst, en associerende,
fragmenteret og noteagtig stil, som forfatteren
selv kalder ”associativ på frihjul”. Begge udgivelser
reflekterer over fænomener og konventioner i mod-
Derefter kom det i litterære kredse meget roste kønseksperiment,
gendigtningen af Suzanne Brøggers Kærlighedens
veje og vildveje (2009), hvor Llambías’
kontrafej i Brøgger-drag på forsiden var det eneste,
der virkede endnu mere påklistret end indholdssidens
kække pudsighed. Hvis Brøgger er insisterende i sin
Pablo Llambías: Ud over havet (2010)
Gyldendal
189 sider
199 kr
ISBN: 9788702094275
erne tid: Den første med et rejsende jeg, der sårbart 35 år gamle tekst, så flår hun/han-udskiftningerne
og selvbevidst optræder mere eller mindre frivilligt i i det, der langt hen ad vejen mere er en kopi end en
snart almindelige, snart temmelig absurde situationer.
Den næste med udgangspunkt i Danmarks 275 råd-
102 huse, som jeget mener at have fundet en forbindelse
imellem, iblandet punktvise nedslag i en spæd kernefamilie,
der prøver at finde sine egne ben at gå på.
Begge udgivelser spruttede af nysgerrighed efter at
kortlægge verden og en skønt konstrueret, humoristisk
pinagtighed, mens de sidste par bøger fra den llambianske
hånd har sat indholdet over styr til fordel for
konceptet. Det drejer sig bl.a. om romanen ...rasende...
fra 2008, hvor det lykkedes Llambías at skabe en så
irriterende vranten teenagepige af en hovedperson, at
selv Jakob Ejersbos selvretfærdige/-destruktive Samantha
(Afrika-triologiens første bind) ville have svært
ved at være i stue med hende. Af netop de to udgivelser,
Llambías’ og Ejersbos, kunne man konkludere, at når
mandlige forfattere omkring de 40 skal beskrive, hvordan
pubertetspiger tænker, så fremstår de endnu mere
irriterende end rigtige pubertetspiger.
kønsoversættelse, læseren så voldsomt i ærmet, at
han/hun/høn står tilbage med bare skuldre. Forfatteren
Mads Eslund forsøgte på sin blog at redde kollegaen ud
af den brændende bygning ved at hævde, at mere end
et kønseksperiment gav gendigtningen ”en fornemmelse
af, at der er nogle konstanser i kærlighedens og
begærets vildveje, hvilke køn de end måtte pløje sig
igennem, og hvilken tid (1975 eller 2009) man end
måtte befinde sig i.” Selv hvis han har ret, så er det en
meget beskeden pointe, som man godt kunne være
kommet frem til uden at skulle pløje sig igennem hele
to gange veje og vildveje.
I Llambías’ seneste bog, langdigtet Ud over havet, følger
vi to succesfulde forfattere og deres tre børn, og
allerede på første side lyder det, at ”Vi er en fantastisk
familie. Det lykkes, dét som vi sætter os for.” Vi hører
om en tur i sommerhuset og børnene, der leger på
stranden, i en række messende gentagelser, med det
Det er svært helt at regne ud, hvad der sker i langdigtet -
og om der overhovedet sker noget. Llambías’ skrivestil
medfører, at tematikkerne sjældent føres til ende. En
antydning af en konflikt her, en indledning til et brud
dér, tilsat genkommende associationsspor over havet:
vand, sand, strand, bølger, skib, horisonten, delfiner,
hvaler, (hav)skildpadder, søløver, fisk, tanglopper,
terner, klitter, farven blå, snorkleudstyr og undersøiske
klipper. Hele langdigtet virker som en afskedsscene
i choktilstand, der tilføjes erindringsglimt fra tiden før
chokket. Det tætteste, vi kommer på en forklaring, lyder
på s. 155: ”Jeg er mere mig selv, end jeg nogensinde
kan være. Du genkender mig i min ulykke. Jeg genkender
dig i din ulykke. Vores genkendelse ophæver et
øjeblik ulykken for hinanden.” Spejlingsfiguren antyder
en forklaring på choktilstanden: Den gensidige ulykke
bliver en matematisk funktion for løsrivelse fra virkeligheden.
Men det er svært at vide sig sikker med al det
hav, farvel og bortehed, der hele tiden gentages.
103
Tim Lissauer (f. 1984) er stud.mag. i Moderne Kultur og
Kulturformidling på Københavns Universitet.
Anmeldelse