03Anmeldelse - Blog

side. I bogens kolofon meddeles det, at forfatteren selv ationsbilleder over uhyggens sciencefiction-visioner
helt en anden sag.
Bogsidens grafiske layout i Byggeri er kendetegnet
ved store tekstblokke, kun afbrudt af kapitelinddelinger,
og et større antal tekstmellemrum bestående
af tre-fire blanke linjer. Kapitlerne har ingen selvstændige
overskrifter bortset fra deres numre. Linjebrud og
markering af direkte tale ved brug af tankestreg eller
anførselstegn er udeladt, nøjagtig som det er tilfældet
i andre af Arenamodernismens romaner. Faktisk
markeres direkte tale ikke ved andet end stort begyndelsesbogstav
i den fortløbende tekst. Den immanente
teksts massive udfyldning af bogsiden giver sammen
med omslagets ensfarvede forside og bagsidens tekstmønster
læseren en tydelig fornemmelse af sprogets
er ansvarlig for omslaget.
til psyko-sociologiske analyser. Den rummer et mylder
stoflighed og tæthed. Sprogets rent fysiske aspekter
Den ensfarvede gule og glatte overflade på forsiden af personer, som indspundet i et gigantisk kræfternes
fremhæves for det læsende øje. Tætheden på tekstsid-
minder om en slags vinyl, der dengang i 70’erne blev net forsøger at kæmpe imod eller blot beskytte sig.
erne har ikke til formål at alludere til tekstens seman-
brugt til laminering af spånplader i byggebranchen. Enhver bevidsthed er en logisk del af dette skridende
tiske uigennemtrængelighed, men derimod til en side-
Referencen måtte også dengang opfattes som en ironi- hele, som forfatteren stykker sammen og holder op for
stilling af indre og ydre, tanke og tale. Det ene kan ikke
sk gestus, når man sammenholder den med tekstens læseren som et muligt udgangspunkt for nytænkning.
skilles fra det andet. Den direkte tale optræder aldrig
udtalte skepsis over for byggebranchen og industriali-
uformidlet af en fortæller, og på samme måde, som der
seringen. Forsidens materialitet er med til at udmåle af- Tekstens litterære stil, som ligger langt fra den pæda-
kan herske tvivl om jeg-fortællernes pålidelighed, kan
standen mellem industrialiseringens serieproduktion gogisk formidlende stil i bagsideteksten til samtidige
der herske usikkerhed om gengivelsen af den direkte
Forsidens materialitet er med til at
Gyldendal-bøger og tæt på stillejet i bogens immanente
tekst, er karakteristisk for Arena-bøgerne. Der
tale. En sådan narrativ poetik ligger i god forlængelse
af Arenamodernismens diktum om, at mennesket lever
udmåle afstanden mellem indus-
er ikke tale om et neutralt resume af bogen, det er en
selvstændig, gennemarbejdet tekst, som placeret
Jens Smærup Sørensen, ca. 1974.
i forskellige sproglige virkeligheder. Den uformidlede
gengivelse af direkte tale, som vi finder den i samtidens
66
trialiseringens serieproduktion på
den ene side og på den anden side
enestående, kulturelle produkter
som Arenamodernismens romaneksperimenter.
på den ene side og på den anden side enestående, kulturelle
produkter som Arenamodernismens romaneksperimenter.
Bagsideteksten, sat med dobbelt linjeafstand, fylder
hele bagsiden ud fra top til bund, som var skriften et
mønster eller et gitter. På den måde fremhæves sprogets
iboende materialitet og forbereder læseren på den
immanente teksts stoflighed. Selve ordlyden er blevet
til i fællesskab mellem forfatterkollegaen Henning
Mortensen, Arenas daglige leder, K.E. Hermann, og forfatteren
selv. Et udkast til bagsideteksten signeret Henning
Mortensen, og som siden er reduceret betydeligt,
befinder sig i forlaget Arenas arkiv på Hald Hovedgaard.
Bagsidetekst lyder således:
Byggeri er en stort anlagt roman, stofrig, men stram i
komposition. Den spænder fra rækker af tætte situ-
i en anmeldelse ville fungere som en højt kvalificeret
metatekst. Romanens ejendommelige og svært begribelige
fortællerforhold, det, at vi stilles over for hele
to jeg-fortællere, som oven i købet begge hedder Johan,
berøres ikke med et ord i bagsideteksten. Det overlades
således helt og aldeles til den vågne læser af bogen at
forstå, hvad der fortælleteknisk og identitetsmæssigt
er på færde, angiveligt fordi enhver beskrivelse heraf
vil reducere problematikken på en uhensigtsmæssig
måde. Bagsideteksten styrer læseverdenens opmærksomhed
mod det kollektive, ”[d]en rummer et mylder
af personer”, frem for i retning af det individuelle identitetstema
og kan således ikke undgå også at være en
interpretation af bogen.
Bevæger vi os nu fra omslaget til titelbladet, vil den
opmærksomme læser bemærke, at bogens genreangivelse
glimrer ved sit fravær. Hverken omslag eller
titelblad rummer nogen indikationer af genre, hvad der
måske i sig selv er et signal om bogens genre. På kolofonsiden
til Byggeri har man begrænset sig til at anføre
titel og årstal på de forudgående tre bøger i forfatterskabet.
Således er det først med forfatterens skifte fra
Arena til Gyldendal i slutningen af 80’erne, at Byggeri
under rubrikken ”af samme forfatter” paratekstuelt
benævnes som en roman. På det arketekstuelle niveau
Foto: Hald Hovedgarrd
udvider Byggeri den realistiske romans genremodeller,
men stadigvæk sådan, at teksten i retrospektion kan
klassificeres som en roman. En (Arena)modernistisk
roman. Forfatteren ønskede altså ikke på udgivelsestidspunktet
at klassificere sin tekst som en roman,
og fik lov hertil af Arena, hvad forfatteren givetvis ikke
havde fået lov til på et kommercielt forlag. Den udeladte
genreangivelse er ikke et spørgsmål om manglende
evner til at klassificere teksten. Det er derimod en præcis
anvisning af tekstens generiske afvigelser fra den
realistiske romans genremodeller. Genreangivelsen,
eller et fravær af samme, tjener som et paratekstuelt
instrument på niveau med omslag og bagsidetekst,
hvormed forfatteren kan øve indflydelse på læseverdenens
reception. Ved ikke at give Byggeri en genreangivelse
gives førstegangslæseren samtidig en forventning
om, at bogen tilhører Arenaforlagets kanon af bøger, der
alle har romankarakter, men som ikke benytter sig eksplicit
af genremærket: Peter Seebergs Bipersonerne,
Henrik Bjelkes Hundrede postkort fra Helvede og Peer
Hultbergs Requiem. At bagsideteksten så i sin første
linje fortæller, at ”Byggeri er en stort anlagt roman” er
realistiske romaner, har absolut ingen adgang til Byggeri.
Havde teksten været fortalt af en tredjepersonsfortæller
med distance til de fortalte karakterer, ville
sidestillingen mellem karakterernes tanke og tale have
virket kunstig. Det er i kraft af tekstens indre monolog
hos en, eller rettere to jeg-fortællere, at sammenføjningen
af indre tanke og ydre tale bliver plausibel.
Uden at læse et ord af den immanente tekst, men blot
ved at studere Byggeris verbale, ikoniske og materielle
paratekster, kan man opnå en temmelig præcis
forståelse af bogens slægtskab med den danske Arenamodernisme.
Samtidig er fraværet af en genreangivelse
en tydelig indikation af tekstens singulære og
eksperimentelle karakter, som set i tilbageblik kendetegner
Arenamodernismen.
Anders Juhl Rasmussen (f.1979) er ph.d.-stipendiat
ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab,
Københavns Universitet. Artiklen er en let omarbejdelse
af et oplæg holdt på et seminar i Nordisk Forum
for Boghistorie d.13.01.2010, og den tager afsæt i
ph.d.-afhandlingen med titlen “Arenemodernisme”,
som blev afleveret d. 28.01.2011.
67
Nye bekendelser
Nye bekendelser