03Anmeldelse - Blog

then ikke er relevant for Ewalds anerkendelse af sin til udødeligt ry ligger lige, åben og uden hindringer foran
derniteten, skriver Christopher Lasch, er dét at ”leve i det ukendtes, uhørtes eller uudsigeliges mening ved
form i dens endegyldighed; alle dens grundstrukturer ham. Det eneste han skal at gøre er at skrive og udgive
øjeblikket [blevet] den tidstypiske lidenskab – at leve i stadig voldsommere grad at hvirvle sig ned imod
står allerede fuldt ud aftegnede for ham i hans beskriv- en ganske lille bog. Dens titel skal være simpel, et par få
for sig selv, ikke for sine forgængere eller for fremtiden. eksistensens fundament, som tilsvarende aldrig dukelse
af sine første seksten år og i Hamborg-episoden almindelige ord: ”Mit nøgne hjerte.” Men – denne lille bog
Vi er alle ved hastigt at miste fornemmelsen af historisk ker op. Meningen udebliver, for eksistensen er bundløs.
i særdeles, der således bliver et symbol på hans hele må være tro mod sin titel. (…) Skulle det nu ikke være
kontinuitet, følelsen af at høre til i en kæde af genera- Det er dette, som Tolstoj opdager, og som ligger til grund
tilværelse. Et andet eksempel på en organisk bekend- mærkeligt, om der med den rabiate tørst efter berygtethed,
tioner, der går fra fortiden ind i fremtiden.” Menneskets for hans bekendelse. I Dostojevskijs forfatterskab findelse
kunne være Tolstojs En bekendelse (1882), hvor der udmærker så mange af menneskene – så mange, de-
tab af sin temporale dimension kommer til udtryk i dets er vi en tilsvarende psykologisk uddybelse af den men-
forfatterens psykiske sammenbrud bliver dén klarest suden, der ikke bryder sig en døjt om hvad der bliver tænkt
litteratur og bekendelser som ubehaget overfor – og neskelige form og interessant nok også en konstant
funklende episode, som oplyser de allermest grun- om dem efter deres død – ikke kunne findes en mand med
fremhævelse af bekendelsen gennem værker som
dlæggende strukturer under hans eksistens, og som i
dén grad træder frem som også et almenmenneskeligt
den tilstrækkelige dristighed til at skrive denne lille bog?
Til at skrive den, siger jeg. Der er titusinde mænd, som, hvis
I Dostojevskijs forfatter-
Optegnelser fra et kælderdyb (1864) og Forbrydelse
og straf (1866). Hele Forbrydelse og straf er en de-
anliggende.
Listen over vigtige bekendelser i den moderne litteratur
er lang. Jules Janins La Confession (1830),
Alfred de Mussets La Confession d’un enfant du siècle
bogen engang blev skrevet, ville le ved tanken om at blive
oprørt af dens udgivelse i deres levetid, og som ikke engang
kunne forestille sig hvorfor de skulle protestere mod
dens udgivelse efter deres død. Men at skrive den – deri
skab finder vi en tilsvarende
psykologisk uddybelse af
den menneskelige form og
taljeret redegørelse for de psykiske rørelser, som drev
Raskolnikov til mord. Den er et forsøg på at blotlægge
hans eksistens’ allermest grundlæggende struktureringsmekanismer
og anerkende hans menneskelige
(1836), Frédéric Souliés Confession générale (1840),
Arnould Frémys Confessions d’un bohémien (1857) og
George Sands La Confession d’une jeune fille (1865)
er alle eksempler på moderne faktuelle bekendelser
ligger vanskeligheden. Intet menneske tør skrive den. Intet
menneske vil nogensinde turde skrive den. Intet menneske
kunne skrive den, selvom det turde. Papiret ville
visne og brænde op under hvert strejf af dets flammende
interessant nok også en konstant
fremhævelse af bekendelsen
gennem værker som
form i dens fuldstændighed. Det er dette arbejde, som
til sidst munder ud i Raskolnikovs bekendelse først til
Sonja og siden til inspektør Petrovich: ”Det var mig, som
den aften myrdede den gamle ågerkvinde og hendes
bare på fransk, mens den internationale liste og også
listen over fiktive bekendelser er meget længere. Det
gælder imidlertid for både kunsten, litteraturen og bekendelsen,
at idet menneskets form disintegreres i det
pen.
I denne passage hos Poe registreres tydeligst for første
gang – foruden menneskets ligegyldighed med hensyn
Optegnelser fra et kælderdyb
(1864) og Forbrydelse og
straf (1866).
søster Lisaveta med en økse og plyndrede dem.” Det
er kun gennem Raskolnikovs bekendelse og anerkendelse
af sin forms endegyldighed, at der kan begynde
for ham, som der står, ”en helt ny historie. – Historien
moderne, da disintegreres samtidig den litterære, den til sit eget eftermæle – dén kvintessentielle moderne
om et menneskes gradvise fornyelse, om hans lang-
kunstneriske og den bekendende form. Anderledes erfaring, at det nøgne hjerte ikke lader sig repræsensomme
genfødsel, om hans overgang fra en verden til
kan det ikke være, siden de jo alle er manifestationer af tere. Hvor de Quincey måtte ty til en passioneret prosa
opgøret med – fortællingen eller det fortællende som en anden, hans erkendelse af en ny, hidtil uanet virke-
menneskets eksistens og registreringer og erobringer for at kunne repræsentere sit hjertes opiumsslag og
sådan. Dét, som fortællingen først og fremmest gør, er, lighed.” Omvendt forsøger Kældermennesket rablende
af dets virkelighed.
stadigvæk ikke magtede det, da er lektien fra Poe desto
at den forklarer. ”Begyndelsen,” skriver Lionel Trilling, at forklare sig og berette om, hvordan han endte med
To eksempler fra den moderne litteratur kan anskuelig- tydeligere: En uoverskridelig mangel er blevet introdu-
”er ikke blot den første af en serie af begivenheder; den at forskanse sig i sin kælder. Han forstår, at det gælder
gøre for os, hvordan tiltroen til bekendelsens mulighed ceret i sproget i kraft af det, som ikke lader sig beskrive.
er dén begivenhed, som de følgende opstår i kraft af. om ”overfor sig selv i det mindste, at være fuldkommen
for at anerkende menneskets hele form forsvinder. Det Disintegrationen af den menneskelige form har umulig-
Og slutningen er ikke bare den ultimative begivenhed, oprigtig og uden sky erkende og udtrykke hele den
første eksempel kan være Thomas de Quincey, som i gjort den praktiske, fuldstændige verbalisering af dens
begivenhedernes ophør; det er en betydningsfuldhed usminkede sandhed om sig selv”, og han fornemmer,
1821 udgav En opiumdrankers bekendelser. Det pi- hele endegyldighed. Dette er arven fra den bekendel-
eller i det mindste løftet, mørkt eller lyst, om en betyd- at han igennem denne proces vil kunne opnå ”en vis
kante emne gjorde bogen til en enorm publikumssucsessensibilitet, som vi møder hos de Quincey og Poe,
ningsfuldhed.” Fortællingen er form skabt af en ratio- lindring”. Men det er en lindring, som ikke kommer, for
36 ces, men dens litteraturhistoriske betydning skyldes
især, at de Quincey i sin bekendelsesproces forsøgte
og som forenes i Baudelaire, den første store moderne
digter. Baudelaire oversatte dem begge og delte deres
nel bevidsthed, der binder elementerne sammen i en
forklarende struktur, og det er dette, at der overhovedet
kældermennesket kan ikke anerkende sin form i dens
endegyldighed. Han vedbliver med at lyve for sig selv,
37
at skildre selve karakteren af sin subjektive oplevelse, hang til narkotisk beruselse. Han skrev selv et digt til
skulle kunne gives en forklaring eller mening, en fuld- og det er kun fordi, at udgiveren bryder bogen af, at vi
idet den blev ændret af opiummet. Det var ikke længe- Les Fleurs du Mal, som han kaldte ”Bekendelse”. Han
god begyndelse og en endegyldig slutning, som i mo- ikke hører ham fortsætte sin bekendelse i det uendelire
nok at fortælle om oplevelsen; den måtte vises. De skrev en række optegnelser, som han kaldte Mon coeur
derniteten fornemmes som inautentisk og ubrugeligt ge.
Quincey blev derfor nødt til at presse sproget til dets mis a nu, og han forfinede den passionerede stil. Men
med hensyn til registreringen og erobringen af den Efter Dostojevskij følger skandinaverne Strindberg, Ib-
grænser og opfinde en særlig stil, ’den passionerede det var umuligheden af at anerkende mennesket i dets
menneskelige virkelighed og mennesket selv. Tabet af sen og Hamsuns erobringstogter ned i den psykiske
prosa’, der gennem sine arabeskagtige, billed- og hele form, som han gav videre, og denne umulighed
den temporale dimension bliver i stedet et tab af evne dybde. Nietzsche følger og endelig Freud og Breuer
symbolmættede sætninger oppebåret af en manende voksede sig herefter større gennem især de to disin-
til at distancere sig så meget fra sine egne erfaringer, med deres ’talekur’, som skulle blive en forgænger for
diktion forekom ham at kunne være et tilstrækkeligt tegrationer af den menneskelige forms temporale og
at man kan gennemarbejde, samle og anerkende dem i psykoanalysen, og som har prototypisk bekendende
autentisk udtryk for hans oplevelse. Og samtidig spatiale dimension.
en hel form, og det bliver senere et tab af evne til over- træk. Man siger alt, som falder én ind, ned i det sorte
fortæller han os ofte, at det alligevel ikke er nok. Det Man har talt om disintegrationen af den temporale dihovedet
at kunne distancere sig så meget fra sig selv, hul, som er analytikerens tavse tilstedeværelse bag
andet eksempel kan være Edgar Allan Poe, der i 1827 mension på forskellige vis. Anders Huyssen beskriver
at man kan opfinde en fortælling uden at føle trang til at briksen. Langsomt taler man sig længere og længere
leverede denne nu berømte udtalelse:
det som et tab af dybde eller en udfladning af vores
blande sig selv ind i den.
ned, og ens ubevidste dele begynder pludselig at tale
oplevelsesverden. Frederic Jameson taler om en histo-
Disintegrationen af den menneskelige forms spatiale med i talen; kodede, forstås, men mulige at afkode og
Hvis et ambitiøst menneske har lyst til at ville revolutioricitetskrise, hvori vi gradvist bliver mere og mere ude
dimension er denne forms udvidelse og opløsning via udlægge. Og hvor de i selve deres udsigelse løsner grenere,
med et slag, den universelle verden af menneskelige af stand til at ”forene vor egen biografiske oplevelses
menneskets fald ned i dens krakeleringer. Det er den bet om den, som udsiger dem, da er det i patientens
tanker, meninger og følelser, så står det ham frit for – vejen og vort eget psykiske livs fortid, nutid og fremtid.” I mo-
voldsomme insisteren på at nå, beskrive og begribe accept af den psykoanalytiske afkodning og udlægn-
Nye bekendelser
Nye bekendelser