03Anmeldelse - Blog

70
Cadeauen
år gammel, så er det i hvert fald sandt, at der er mere
end én vej at nå til et godt resultat.
De fire priser vi har nomineret – Kritikerprisen, Danske
Banks Litteraturpris, Dan Turèll-prisen og Montanas Litteraturpris
– er ret forskellige rent organisatorisk. Kritikerprisen
tildeles af oligarker. Det er en sluttet kreds
af landets professionelle litteraturkritikere, som finder
frem til vinderen ved hjælp af afstemning. Samme beherskede
demokrati ligger formentligt bag Dan Turèllprisen,
hvor forhandlingerne foregår bag lukkede døre,
og Montanaprisen som også tildeles på baggrund af
ganske få menneskers mening. Danske Bank-prisens
demokrati er mere vidtgående, dog således at et fagkyndigt
udvalg finder nogle kandidater, som efterfølgende
sendes til afstemning på internettet. Og alle
metoderne fører til gode vindere. Ingen af priserne
omfavner demokratiet fuldt ud, og ingen af priserne
udarter sig derfor til de rene salgspriser. Hvilket er heldigt,
i hvert fald i denne uge, hvor Jesper Theilgaard står
øverst på bestsellerlisten.
Indledningsvis hævdede jeg, at Cadeau-uddelingen
måske var mere end et idiotisk metaprojekt, at vi ved at
anstrenge stemmebåndet kan svinge os en lille smule
højere end selvreference og interne jokes. Det simple
og beskedne udgangspunkt at ville fejre nogle mennesker,
som gør det godt, er nemlig en god lejlighed
til at gøre status over støtte og hæder. Uden at vrænge
eller klage kan vi spørge: Hvad får private foretagender
til at kaste penge efter kulturen? Hvad motiverer
prisuddelerne?
Penge opfattes altid som problematiske, når de filtres
sammen med litteratur og kultur. De er problemetiske,
når de er der, og – som vi har set og hørt i de seneste
par uger – er de især problematiske, når de pludselig
hører op med at være der.
Til vores store overraskelse opdagede vi, at penge slet
ikke er noget problem i prisverdenen. I de tilfælde, hvor
et kapitalstærkt foretagende spæder til, er alliancerne
ikke så uhellige endda for alle parterne får noget ud
af det. Danske Bank giver penge og køber sig til gode
associationer. Historien er den samme med Montana.
De må vurdere, det kan betale sig. Og ligegyldigt hvor
kynisk man måtte opfatte dette regnestykke, så undgår
virksomhederne jo ikke at gøre noget godt undervejs.
Måske er det i virkeligheden bedst ikke at spørge
til motiverne. Vi vil jo nødigt have, at de skulle miste
lysten til at støtte.
Skål for penge!
CADEAUEN
2010
Vinderbegrundelser
Cadeauen er kommet til verden ved en tvillingefødsel.
I år skal sejrsskamlen altså understøtte to vindere. Det
meddeler vi med betydelig stolthed, for det kunne ikke
være anderledes. I vinderudvælgelseskomiteen måtte
vi hurtigt sande, at blandt vores meget velkvalificerede
nominerede endte der altid med at stå de samme to
navne tilbage på kandidatlisten. Ligegyldigt af hvilke
veje og hvor meget vi end forsøgte at blive den ene
kvit. Hvad sensationslystne kulturjournalister muligvis
kunne finde på at udlægge som en alvorlig identitetskrise
hos en pris, der knap har fundet sine egne
ben at stå på, opfatter vi som ren nødvendighed. Det
blev med andre ord ikke tvillinger. Det blev én tvilling.
Todelingen er således langt fra et ubeslutsomt kompromis.
Kompromiset ville være kun at vælge den ene. Det
er jo heller ikke fordi puljen af hæder er svær at dele
i to. Værre har det været med årets Cadeau-statuette,
der efter først-til-mølle-princippet og en flot tale af Chili
Turèll nu står på Vangede Bibliotek. Og det blandt andet
fordi Turèll-prisen sidste gang gik til en digter som
Morten Søkilde. Men derfor fortjener Danske Bank ikke
mindre hæder, da de, skønt de ligger i den anden ende
af flere skalaer såsom folkelighed og økonomisk slagkraft,
inden for deres rammer har formået at overrække
en pris, i 2009 til Pia Juul, der er modig og kvalitetsbevidst
og derfor i sidste ende i den grad en Cadeau værdig.
71
Cadeauen