03Anmeldelse - Blog

Anmeldelse
De sagde hans hund
havde lopper
Peter Laugesen skriver sig
stadig tættere på sig selv og
på enkeltheden – og hunden,
naturligvis.
Af Rasmus Stenfalk
Der er en vis polemik knyttet til Laugesen-anmelderiet.
se med det samme, at det er, hvad det er,// &/ det er
Kritikerne kan rundt regnet inddeles i to partier. Det
det selvfølgelig/ heller ikke.” Her er gentagelsen og
første – lad os bare kalde dem Skyumianerne – er
paradokset de mest fremtrædende figurer. Som kon-
mådeholdent glade. De andre – som passende kunne
traststykker til øjeblikssnapshotsenes zen-agtige
hedde Bukdahlisterne – er ovenud begejstrede. Det
konkretion, kan ”det”-teksterne læses som forsøg på
Skyumianske mådehold skyldes, at de skam synes,
at begribe og begrebsliggøre hele det eksistentielle
Laugesen skriver nogle udmærkede og af og til endda
bagtæppe for de sansede øjeblikke. Som altså ikke
fremragende digte, men at han beklageligvis, synes
lige sådan lader sig begribe, og der da heller ikke no-
de, gemmer dem inde mellem en masse skitseagtige.
gen udpræget en- eller helhedsfornemmelse på spil.
Bukdahlisterne, derimod, hylder det hele, også det
Tværtimod virker det som et tilbagevendende tema, at
‘skitseagtige’, for de elsker Laugesens brogethed, hans
tilværelsen egentlig ikke lader sig forstå, men må føles,
altinkluderende skriftprojekt, hvor seriøs refleksion og
syret-smukke billeder står side om side med humoris-
sanses og drømmes.
tiske sproglege og en jordnær matter-of-factness.
Der er mindre gode digte i De sagde hans hund havde
Og så sidder de ellers dér, Bukdahl og Skyum, på hver
lopper, især blandt ”det”-digtene: ”Det jeg er/ og det der
sin skulder af anmelderen, og hvisker ham i øret. Nuvel,
gør/ mig er skrift”. Forholdet mellem jeget og skriften og
jeg kan vel lige så godt med det samme afsløre, at jeg
eksistensen har Laugesen simpelthen skrevet bedre
hælder mest til den Skyumianske position. Laugesens
og skarpere om før.
nye, De sagde hans hund havde lopper, er en jævnt fed
Men der er flere gode end dårlige. Fra helt straight gode
digtbog, hvor de gode digte som oftest er rigtigt gode,
digte: ”Det lille/ puf/ med snuden// bagfra/ mod læg-
og de mindre gode ikke er decideret dårlige, men bare
gen:/ Vi er/ her/ endnu”, over underligt billeddannende
ikke gør så meget væsen af sig.
og mystisk gode digte (som i virkeligheden udgør en Peter Laugesen: De sagde hans hund havde lopper
tredje minikategori): ”Loftet er plettet/ som en gam-
(2010)
Laugesen skriver på to tematiske/motiviske niveauer.
mel mands hånd:/ Hans billet til lyset.” til digte, der
Borgen
Det ene niveau beskæftiger sig med det nære og det
blander det hele, den konkrete natur, ”det’et” og de sur-
73 sider
konkrete, digtene har ofte form af øjeblikssnapshots,
relle billeder, i en slags full-blown poetisk vision: ”det
199 kr
og naturen spiller ofte en fremtrædende rolle. Her er
der vokser langs sporene/ er en susende sang// det er
ISBN: 9788721035877
92
træer og blomster og græs og stjerner – og selvfølgelig
hunden, digterens egen konkrete og biografiske terrier,
fugle om natten/ hvor uglerne jager// som totter af vat
der kredser om øret/& tunger af æter der slikker hjern-
93
Chenga. Det er konkretsansninger, som enten kan løfte
en// her oppe/ hvor saxofonerne skinner”. Det digt er
sig synæstetisk til en slags lavmælt eufori (”Træerne,
vist et godt eksempel på det, Skyumianerne kalder en
af regndisen/ dæmpede mørke eksplosioner/ mod
jackpot-tekst, sådan en tekst, hvor Laugesen virkeligt
nattehimlen”) eller munde ud i en underspillet refleksion
over det overhovedet at være til (”Mit lille landskab/
set fra en skråning.// Hunden i snor/ blade og
bænke.// Ingen andre ser det,/ snart er det ikke mere.”)
Som det fremgår, er refleksionen mange steder præget
af en stærk dødsbevidsthed – tiden går, man bliver
ældre, snart forsvinder man, og det er meget, meget
mærkeligt.
Det andet niveau er mere abstrakt og koncentrerer
sig omkring udsigelsesknudepunktet ”det” (alternativt
”den”) – som kan være alt fra sproget til jeget til
digter.
eksistensen i almindelighed: ”Det// kan gøre lidt ondt
Rasmus Stenfalk (f. 1988) læser Dansk og Religion på
i sin/ menings- & ligegyldighed, det/ er sjældent til at
Københavns Universitet.
Anmeldelse