03Anmeldelse - Blog

litteraturfestivalen er blevet arrangeret mellem forfatterne,
han siger: »Det er forfatterne selv, der er fokus på
i modsætning til eksempelvis Bogmessen i Forum, hvor
alt sker meget på markedets præmisser. Her sker alt på
forfatternes og litteraturens præmisser.«
Litteraturens præmisser har dermed fordret mødet
mellem de to forfatterinder Sara Stridsberg og Mette
Moestrup, de har begge skrevet om Lolita nemlig, Moestrup
i Golden Delicious (Gyldendal 2002), Stridsberg
i den nye Darling River (C&K Forlag 2010), og det er
mest den, de skal snakke om, selvom Nabokovs orignale
Lolita (Hans Reitzel 1957) selvfølgelig sniger sig
ind og ud af samtalerne også. Moestrup læste betænkeligt
nok allerede Lolita som 13-årig og har herefter
hvert tiår hevet romanen frem, mens Stridsberg først
læste deres fælles litterære overlap som 33-årig. »Det
foruroligende ved Lolita er, at læseren bliver delagtiggjort
i Lolitas død og ved at opleve det seksualiserede
barn gennem Humbert Humberts øjne bliver medskyldig
i hendes forfald,« siger Stridsberg. »Det er jo også,
der gør Lolita til en genial bog,« siger Møller til sin nabo,
denne gang en yngre medredaktør iklædt Suzanne
Brøgger-turban, »at den er så velskrevet, at man rent
faktisk overtager et pædofilt synspunkt og får sympati
for et så sygt menneske.«
Man siger, at syge mennesker er et sundt tegn på et
sygt samfund, og også koblingen til samfundet er blevet
berørt i forbindelse med modtagelsen af Darling River.
Den svenske kritiker Aasa Berg har kaldt romanen
et symbol på »en infantil kultur med pædofile træk«,
hvor det seksuelle og æstetiske ideal fremstår yngre
og yngre og ditto mere og mere seksuelt, »tænk bare
på mtv og g-strenge til 8-årige,« siger Møller med en
88
albue i siden til sin nabo, og det er i øvrigt jo det komplet
modsatte af det, der sker i virkeligheden, hvor det
89
begærede objekt er foranderligt, mens begæret er konstant.
Det sidste siger Stridsberg vist, selvom der ikke
er meget, hun siger under samtalen. Hun er forsagt og
anderledes tilbageholdende ift. Moestrup, der er klædt
som en rockstjerne i sorte stramme bukser og ditto
bluse og selvtillid. Det er svært at forestille sig, at det
er samme Stridsberg, der har skrevet den voldsomme
Drømmefakultetet (Athene 2007) bygget på Valerie
Solanas ultrafeministiske SCUM1 læsevejledning i forordet, som vi imidlertid er uenige ning af et stykke fra Renselse. »Hun er god, hende
Med Ursula og Jørgen i ørerne
om, og derfor er romanen ikke blevet udgivet i Rusland Charlotte«, siger Møllers bornholmske nabo, mens vi
Selvsamme Christian Lund har ladet Møller vide, at
endnu,« fortæller Oksanan.
klapper af skuespillerinden, af interviewer Anna Libak,
Louisiana Literatures vigtigste formål er at skabe nogle
men mest af alt af gothgiraffen selv, Sofi Oksanan.
oplevelser for og med litteraturen. »Både for forfat-
Da salen bliver opfordret til at stille spørgsmål, lander
terne og selvfølgelig også for publikum, det er jo dem,
diskussionen på sandhedskvaliteten i kunst over for Den norske forfatter Karl Ove Knausgaard er pæn. Fak-
det hele er lavet for« har han sagt, for forholdet mellem
den faktuelle videnskab, og Oksanan mener netop, tisk så pæn, at Receptions udsendte får en smule farve
publikum og forfatterne er udfordret, og forfatterne er
at kunst under ekstreme (politiske) tilstande kan i kinderne, da han træder ind foran den litterære me-
nødt til at forny deres henvendelsesform. Også derfor
beskrive et forløb bedre og tættere på sandheden, end nighed. Der er tætpakket i salen, for Knausgård er det
er arrangøren så glad for de nyskrevne værker, der er
noget andet kan. »Videnskaben opererer ikke med me- uofficielle hovednavn på festivalen, og den udsendte
skabt af en række forfattere direkte til og om Louisining
mellem linjerne, som kunsten gør det, og man skal får at vide af sin gymnasielærerlignende sidemand, at
anas kunst og museet som rum. Møller låner derfor en
ikke undervurdere værdien af genkendelse i de per- man i Norge har fået et nyt ord – at knause – det er
ipod oppe ved museets indgang og begiver sig ud på
sonportrætter, der optræder i en roman. Det giver et as- det, man gør, når man i frokostpauser, hos frisøren og
et par af lydturene. Hun hører Pia Juul fortælle om Giapekt
til sandheden, som videnskaben ikke kan give«, hjemme i privaten taler om Karl Ove, hans bøger og alt
comettis jernskulptur Stående kvinde, hvor Juul meget
siger forfatterinden.
det andet.
sigende (og humoristisk i øvrigt) indleder med: »Psst.
Knausgaard er som sagt
Jeg ved godt, jeg er for tynd.« Møller oplever den røde
en pæn mand, men han
Calder-skulptur foran Louisianas cafe med cirkus-Niels
er ikke for pæn til ikke at
Frank i ørene og bevæger sig rundt den omkringliggen-
lægge fingrene imellem,
de have med Ursula Andkjær Olsens mystiske »Du ved
når han beskriver sine fami-
ikke, hvad jeg tænker på «, og på trods af de nyprodulieforhold
og deslige. Pga.
cerede teksters relative kvalitetsniveau er i det hele
disse utilslørede afsløring-
taget en god måde at opleve museets rum, litteraturen
er af intime/personlige re-
og modtageren interagere sammen på. Ursula leger
lationer, er han grundigt i
lillepige og vil føre én ad bestemte stier, mens Møller
vælten for tiden; for hvad er
resolut kommer i trodsalderen og mærker en barnlig
det dér med hans families
modvilje mod at gå på opdagelse netop de steder, for-
vrede over bogen? Hvordan
fatterinden gerne vil føre en hen. Det er spændende at
kan han skrive så hurtigt og
blive direkte påvirket af den levende litteratur på den
så ærligt? Og er det overho-
måde, synes Møller, og det sætter også en institution
vedet ærligt?
som Louisiana i et nyt lys.
Christian Lund får stillet alle
Museumsgæsterne (eller festivalgængerne om man
disse spørgsmål og flere
vil) samler sig i klynger på græsset og nyder at have
til – Knausgaard svarer
Jørgen i ørene, som en medredaktør malende formuler-
Karl Ove Knausgaard i samtale med Christian Lund
beredvilligt, og publikum
lytter betaget. Han ville ikke
er det. Der er havet i baggrunden, museet i forgrunden
og Jørgen i midten. Han har naturligvis et par kvinder
Renselse består ikke af private bekendelser, men gøre det igen, hvis han kunne gøre det om. Han ville jo
med sig. De (altså kvinderne) kalder sig Lift Duo og er
fungerer som et sandhedsvidne fra en underkuet mi- ikke gøre nogen kede af det, siger han. Og så fortæller
eksperimenterende og lidt skingre. Egentlig er det slet
noritet. Dermed udvider Oksanen litteraturens verden han om skriveprocesser, publikumsforventninger og
ikke planen, at Receptions udsendte skal slå sig ned
med den virkelige virkelighed; i hvert fald som hun trangen til at være alene, når man som kunstner skal
her midt i sensommeren, men de så et skilt: ’Dagens
oplevede den. Det passer i øvrigt godt med det, som skabe. Samtalen slutter efter cirka halvanden time,
overraskelse’. Jørgen er en god overraskelse, men han
Christian Lund har fortalt at mange spontant har sagt, og klapsalverne er mange. Knausgaard siger til slut,
er det på bekostning af andre indslag i programmet,
at der er en linje i de forfattere, der er blevet udvalgt. at det undrer ham, at de bøger, han skriver, kan inter-
som i forvejen er stramt. Receptions udsendte håber
»Der har ikke bevidst været tematiske ligheder mellem essere andre end ham selv, det undrer ikke Receptions
derfor, at man næste år vil skabe lidt bedre rum til over-
de forfattere, der er blevet udvalgt, men man kan godt udsendte, som glæder sig til at læse bøgerne og bliver
raskelser. Måske man ligefrem kunne operere med
-manifest, og i det
sige, at der er nogle tendenser i udvalget og tendenser enige med hinanden om at samtaleformen fungerede
en frokostpause fra de ikke-overraskende indslag, så hele taget må der foregå mange voldsomme ting
i tidens litteratur. F.eks. omkring brug af eget stof og godt. Det er en befrielse, at Christian Lund som inter-
kunne man sidde på græsset og lade sig overraske, inde i den generte Stridsbergs hoved. Koblingen
selvbiografisk stof. Det har ikke været et bevidst valg, viewer tør forudsætte, at folk ved noget om forfatteren
mens man spiste sin mad og lod både den og alle in- mellem Drømmefakultetet og Darling River er, at
men det er det, der sker, når man udvælger efter ens og genren. En litteraturfestival skal stole på sine litdtrykkene
fordøje.
de begge bygger på allerede eksisterende kvinde-
fornemmelse for, hvad man synes, er spændende.« terære festivalgængere – og det gør den heldigvis
billeder, om end de er meget forskellige, kvinde-
Skuespilleren Charlotte Munch afslutter interviewet også. Man fristes til at sige ’godt knaust, hr. Lund.’
Latté og Lolita
billederne. Grundlæggende er Lolita fiktiv, mens
mellem Libak og Oksanan med en dramatiseret oplæs-
Arrangør Christian Lund er stolt af de møder, der på
1 Society for Cutting Up Men.
Nye bekendelser
Nye bekendelser