03Anmeldelse - Blog

Nye bekendelser
Vi fedtede ikke
med os selv
Interview med forfatter Carsten Nagel
servirkelighed på skrift. På trods af sit tematiske
slægtskab med Christian Kampmanns romaner trækker
den stilmæssigt på den essayistiske form, vi kender
fra Suzanne Brøggers tidlige værker. Titlen spiller
ifølge Carsten Nagel på Shakespeares As You Like It,
“som man behager”, og ved at vende det upersonlige
’man’ til det mere personlige ’mand’ håbede han på at
kunne bidrage til at sætte ’det mandlige’ til debat: ’Som
mand behager’ – sådan her kan mænd li’ det, når de
elsker mænd.
»Jeg havde en skrivetrang og et udtryksbehov, der i
begyndelsen handlede om at forklare alt vedrørende
homoseksualiteten. Jeg har altid, fra jeg var ganske
ung, følt mig meget bestyrket, når jeg har læst Georg
Brandes’ ord om “at sætte problemer til debat” – både
i samfundet og i det enkelte menneskes liv. Og det var
jo sådan set det, vi gjorde med den såkaldte bekendelseslitteratur.
Om det så var kvinder, sorte eller homoseksuelle,
der gjorde det, det var det samme. Det
var sådan set alle undertrykte grupper – alle, der ikke
følte sig ordentlig hørt eller repræsenteret i den kultur
eller det samfund, de var en del af.«
tiseret fra ganske lille, før man overhovedet ved, hvad
sådan noget betyder, så udvikler man nok en særlig
opmærksomhed over for andre individer eller grupper,
der kan have det på samme måde. En øget opmærksomhed
over for ting, der bør råbes op om,« fortæller
han og fortsætter: »Jeg var bøsse og blev forfatter, og
hvem ved, måske blev jeg også psykolog ad den kanal.
Hvem ved, hvad vores valg udspringer af? Er de måske
ikke alle sammen betinget af, hvad vi hidtil har oplevet
i vores liv?«
Litterær oprørstrang og et brændende ønske om
Tak, 68!
Inden Carsten Nagel blev ramt af sin poetiske raptus
måtte han først lægge vejen omkring psykologistudiet
på Københavns Universitet, hvor et forløb om kvinder
at kæmpe for homoseksuelles rettigheder smelt-
og kønsroller fik ham til at undre sig over, hvorfor der
ede sammen i Carsten Nagels ungdomsværker,
der gjorde seksualitet til forsidestof i 70’ernes
ikke var skrevet mere om det mandlige køn i samme
kontekst. Derfor skrev han en kronik, der blev trykt i
Ekstra Bladet, og så tog det ellers fat.
Danmark, hvor litteraturen og det virkelige liv var
to sider af samme sag.
»Min kronik handlede om, at målet ikke var allernådigst
at blive accepteret. Vi ville fandeme respekteres som
de individer, vi nu engang var.«
Men det var mere end bare oplysningstrang, der drev
Den nye type bøgers 1:1-rapporter fra virkelighedens værket, og Carsten Nagels skriveri var lige så meget
verden viste sig imidlertid ikke kun at være udtryk for udtryk for et personligt projekt. »Gennem forfatter-
en flok forfatteres kunstneriske lune, de viste sig også stemmen søgte jeg også efter en identitet. Jeg skrev
at dække et behov hos en befolkning, hvor læserne i også for at finde ud af, hvem jeg egentlig var, og hvad
stigende grad efterspurgte netop den slags litteratur: jeg stod for. Det var en udviklingsproces i sig selv,«
»Tiden skreg på ærlighed. Endelig var der noget lit- forklarer han. »Man kan kalde os selvudleverende,
teratur, der handlede om én selv, noget litteratur, hvor men man kan også sige, at vi ikke fedtede med os selv.
tingene stod, som de i virkeligheden var. Folk kunne Personligt øste jeg bare frit af mine erfaringer, hvilket
bruge det til noget. Det er vigtigt at huske på, at beken- forfattere mig bekendt altid har gjort – forarbejdningen
Af Christina Yhman Kaarsberg
delseslitteraturen havde en identitetsstyrkende effekt. og indpakningen har bare ændret sig gennem tiderne,«
16
»Nu har du spurgt en del ind til mit liv som homoseksuel,
og det er også helt i orden, for det er jo en stor del
af min identitet,« siger manden over for mig med de
lyse krøller høfligt, næsten undskyldende, og tager en
tår vand af et af de hvide plastikglas på kakkelbordet
mellem os. »Jeg håber selvfølgelig bare, at det kommer
til at spille sammen med det litterære...«
»Selvfølgelig!«, afbryder jeg ham selvsikkert, men fornemmer
med ét, hvordan min flovhedsfaktor stiger et
par grader, da mit interviewoffer afslutningsvis selv må
gøre mig opmærksom på en mindre detalje: At min nysgerrighed
måske er løbet en smule af med mig – og at
denne pludselige interesse for hans private seksuelle
præferencer måske kan være sket på bekostning af
samtalens planlagt stuerene, litterære fokus.
Jeg har i den sidste times tid siddet på kanten af en
rustfarvet veloursofa i Nordisk Kaffebar i universitetets
Amager-filial og snakket med forfatteren Carsten Nagel
om hans debutbog Som man(d) behager fra 1976. Et
værk, der med sine ucensurerede beskrivelser af de
mest intime detaljer fra den unge forfatters eget (sex)
liv falder ind under den kategori, man siden har døbt
‘bekendelseslitteraturen’, og som vi stiller skarpt på
i dette nummer af Reception. Genren, der på godt og
ondt har gjort sig bemærket i det litterære landskab ved
at gøre sit til at udviske skellet mellem skønlitteratur og
privatliv.
Netop derfor er det måske alligevel ikke så mystisk, at
jeg lader mig rive med og kommer til at stikke næsen
helt ind under denne fremmede herres gåsedunsdyner,
selvom vi sidder her på en gold efterårsdag i et
institutionsbyggeri af rene linjer, beton og glas.
Først bøsse, så forfatter
Som man(d) behager er nemlig saftig læsning. Autentisk,
råt for usødet og ét styks ucensureret halvfjerd-
Dels på os, der skrev, og dels på de mange læsere. Det
gav næring til, at folk faktisk turde noget mere, turde
drømme om livsudfoldelse på tværs af norm og form –
og i mere sand overensstemmelse med, hvem de selv
var,« fortæller han og henviser til den spændetrøje, de
patriarkalske familienormer havde været for mange
i efterkrigstidens Danmark; her havde blandt andre
kvinder og homoseksuelle haft svært ved at finde sig
til rette, og netop det var for Carsten Nagel i sig selv en
personlig bevæggrund for at gøre oprør og begynde at
skrive.
»Hvad kom først hos dig, forfatteren eller trangen til at
give udtryk for dine holdninger?«
»Det gjorde bøssen!«, udbryder han med et grin. »Og
så opdagede jeg langsomt, hvordan forfatteren inden
i mig stak hovedet mere og mere frem. Der var sådan
en utrolig energi, lige da jeg fik hul på det hele, og jeg
skrev mine første tre bøger i rap på en syv-otte måneder.
Jeg vil tro, at når man selv oplever at være stigma-
fortæller han og husker mig på, at det litterære nybrud,
som førte hele bølgen af intime udgivelser med sig,
nødvendigvis må ses i sammenhæng med den særlige
historiske periode, det fandt sted i:
»I dag taler man meget om ’autoritetstabet efter 68’,
og i mine tanker takker jeg næsten dagligt 68’erne.
Jeg synes egentlig, det er mere berettiget at tale om
en kulturelt set autoritær undertrykkelse, som vi skrev
og gjorde oprør imod – og til dels kom af med. Bekendelseslitteraturen
har at gøre med den autoritære undertrykkelse,
der hidtil havde været. Og det man nu
kalder ’autoritetstabet’, det er ved Gud ikke et tab, jeg
begræder. Der var en fælles ånd dengang, en fælles ånd
af frihed – en frihedslængsel og en tørst efter nye tider.
Det medførte en meget stor åbenhed, hvor næsten alt
forekom muligt.«
»Hvordan var det at springe ud foran hele Familien
Danmark?«
»Det var primært befriende og stærkt og dejligt, men
17
Nye bekendelser