03Anmeldelse - Blog

42
Nye bekendelser
sætter os selv og vor egen erkendelse på spil i vores selvafsløring.
En passiv bekendelse [blottelse] uden virkelig
forvandlende erkendelse er i virkeligheden en hindring for
indsigt. Den er bare en godtagelse af situationen, som den
nu er. Og den er et nyt udtryk for den lidelse og forvirring,
som den afslører. Den bekendende bryder ind i sin læser
for at få ham til at bære en lidelse, som han ikke selv orker
at bære, og derudover for at give sig selv lov til at fortsætte
sit liv uforandret.
Mange af nutidens udgivelser, som vi er hurtige til at
kalde bekendelseslitteratur, er det slet ikke. Således
er Lone Hørslevs bog med skilsmissedigte ikke bekendelseslitteratur,
for fortælleren gør jo intet forsøg
på at anerkende sin form i dens endegyldighed, som
bekendelsen stadigvæk kræver det. Tilsvarende er Wiinblads
bog om den skizofrene lillebror heller ikke bekendelseslitteratur,
men snarere et tredjehåndsvidnesbyrd
om noget, som vidnet tilmed kun kan se de ydre
konsekvenser af, og hvor det så må digte sig til resten.
Et tredje eksempel er Peter Lundins En morders bekendelse
(2009), der trods titlen heller ikke kan kaldes
en rigtig bekendelse, for dét, der måske netop havde
været på sin plads at bekende, (nemlig hvordan Lundin
præcist tog livet af sine ofre), bekendes ikke. Lundin
viser sig heller ikke frem i sin endegyldighed; måske
fordi et traume (hvori netop dele af menneskets form
forsvinder for det) spærrer vejen for ham, eller fordi han
med forsæt lyver og fortier. Under alle omstændigheder
er der åbenlyst for megen dårlig tro og for mange af de
disintegrerede dele af hans menneskelige form, som
ikke kommunikerer med hinanden, hvorfor også hans
blottelse mangler bekendelsens fuldstændige anerkendelse
af sin udsigers endegyldighed. Og så spiller
det selvfølgelig også en rolle, at den er ført i pennen af
en ghost writer, som aldrig vil kunne bekende på Lundins
vegne, men allerhøjst på sine egne. Og endelig
kunne et fjerde eksempel være Karl-Ove Knausgårds
Min Kamp, som trods sine seks bind heller ikke er rigtig
bekendelse, skønt vi netop går rundt og synes, at netop
dén da må være det. Men som litteraten Eivind Tjønneland
skriver, så fremkommer der ikke nogen virkelig
selvindsigt (det vil sige et øget omfang af forståelsen
for sin forms helhed og struktur) i Min Kamp-bøgerne,
og hvis Knausgård kun havde publiceret det stof, hvor
han rent faktisk anerkender noget centralt ved sin egen
form, da ville teksten have fyldt langt, langt mindre. Alt
det andet er bare ufuldstændige, ligegyldige blottelser;
som når en ekshibitionist trækker frakken til side overfor
skolepigen og viser sig for hende i sin ’hudløst ærlige’
nøgenhed og knejsende lyst ved situationen.
Mehren skriver, at den sande bekendelse indeholder
”den store præcise alvor som griber et skib i havsnød
og hvor pludselig alle om bord bliver uudholdeligt
tydelige.” Bekendelsen skal være ”en dyrekøbt selvafsløring,
lutret af den smerte, hvormed den er opnået.”
Historien vil vedblivende
producere stadigt mere
hudløst ærlige mennesker,
der samtidig bliver mere
og mere uoprigtige i deres
ærlighed, fordi de i stigende
grad mister fornemmelsen
for helheden af deres menneskelige
form.
Den accelererende disintegration af den menneskelige
form er en historisk betinget proces. Historien vil vedblivende
producere stadigt mere hudløst ærlige mennesker,
der samtidig bliver mere og mere uoprigtige i
deres ærlighed, fordi de i stigende grad mister fornemmelsen
for helheden af deres menneskelige form. Med
mindre der på et tidspunkt fødes en stor og præcis alvor
i mennesket, og det fremkommer med en vitterligt
oprigtig og forandrende bekendelse, må vi – i forlængelse
af denne artikels definition, ramme og spekulationer
– betragte menneskets hele form og bekendelsen
som værende gået tabt.
Søren Dixen er mag.art. i nordisk litteratur fra Københavns
Universitet. Hans Vidnesbyrd om katastrofen er
under udgivelse på forlaget Spring.
Kærestesorg
Kæreste sorg
- læsning af Lone Hørslevs Jeg ved ikke om den slags
tanker er normale og Trude Marsteins Intet at fortryde
43
Nye bekendelser