Det norske språk- og litteraturselskap. Henrik ... - Bokselskap.no

Meer let end ellers svæver
henover Hendes Øienlaag, livlige Drømme!
Thi under dets fine melkblaa Emalj
er Perler gjemte, Smykker for Engle.
Den 18. oktober fulgte Amalie med Camilla hjem til prestegården for å bli der
til over nyttår, og han nytter enhver leilighet som byr seg, til å sende henne brev. I
dikt efter dikt fra denne tid er den elskede med. Han forteller henne om sin første
kjærlighet, sin «Attenaarselskov» til Emilie Selmer, den vakre unge piken som
døde, og hvis genius følger ham i hans drømme (diktet «De to Veninder»); der
melder seg en gjenklang fra hans første dikt til Amalie Sofie:
En Rosenbusk stod ved mit Leje med fem
halvtudsprungne Roser; medeet da fra dem
et alfagtigt Lys strømmed ud, saa jeg grant
hvert Træk i den Elskedes Aasyn gjenfandt,
da ømt hun sig bøjed og jubled: «min Ven,
vær rolig! Sofie dig elsker igjen.
Som jeg Hun dig elsker! I denne Sekund
jeg hørte dit Navn fra den Drømmendes Mund.
En venninne har forært ham en gjengivelse av et gammelt nederlandsk
maleri: en harpespillerske, og de tyste toner som strømmer fra bildet, binder
sammen Amalies og hans egne drømmer. («Damen med Harpen.»)
Dagens politiske situasjon her i landet kunne han tross alt ikke se på med
sinnsro. Resultatet av valgmannsvalgene som forberedte det kommende
stortingsvalg, fylte ham med dyp pessimisme. I det store dikt «Norges Fjelde.
Paa Egeberg» tegner han et dystert bilde av landets fremtid, og ender:
Gid jeg Selv før Klippe blev!
Smerten grov deri en Klev.
Gid en Steen jeg blev fortryllet,
højt paa Fjeld af Havet skyllet.
Ak, jeg veed, min Brud, da hvad
converted by Web2PDFConvert.com