Beretning om veterinærvæsenet i Norge for året 1891.

30
Af fremmede dyr indførtes 1 skotsk fårehund til stamsclreferiet ;
23 skotske får indkjøbtes privat. Disse henstod i karantæne i ca. 2 1/2
maned, og karantæneomkostningerne belob sig til kr. 24,80 pr. dyr foruden
kr. 166,00 i skyds- og diætgodtgjørelse til dyrlægen, hvilket udrededes af
det offentlige. På ansøgning afholdtes også leieudgiften af stationen
kr. 208,00 af det offentlige.
Fårene indkjøbtes af den skotske fårehandler Slimon, der afleverede
dem i Stavanger til kr. 118,00-128 pr. væder, kr. 47,00-48,00 pr. sau
og kr. 28,00 pr. lam.
Til Storbritannien og Irland udførtes 79 heste og 3 975 får til en
værdi af kr. 73 500,00.
I 1891 betaltes i Stavanger by skat af 77 hunde (à kr. 24,00),
i Sandnæs af 16 hunde (à kr. 4,00).
Jessen opgiver at han i aret har behandlet 333 heste, 2688 får,
33 geder, 23 svin, 60 hunde, 7 katte, 73 husfugle o : ialt 4160 dyr.
Lokale assuranceforeninger er oprettet i Skudesnes, Snyde, Strand,
Hoiland og Hetlands herreder ; i sidstnævnte kommune udbetaler foreningen
indtil kr. 20,00 pr. dyr for dyrlatgetilsyn og medicin.
Søndre Bergenhus amt.
Sundhedstilstanden har i sin almindelighed været god.
Miltbr and. Af miltbrand er der anmeldt forholdsvis mange tilfælde fra de
omkring Bergens by liggende landdistrikter, medens der fra Sondhordland
og Voss kun sjeldent indberettes om denne sygdom. I Søndhordlands
distrikt har i hele aret forekommet et enkelt tilfælde. I Haus
smittedes en mand gjennem to sår på armen fra en miltbrandsdød gris;
manden døde efter 8 dages sygdom ; ligeledes smittedes en mand gjennem
sår på hænderne i Strudshavns prxstegjeld ; denne sidste patient helbrededes.
Raslesyge. Af raslesyge er anmeldt et tilfælde fra Søndhordland.
Ondartet katarrhal- Ondartet k atar rhalfeber forekommer ifølge Lekven hyppigt
feber. pa, steder, hvor kreaturerne gives stillestående og slet drikkevand fra
dybe brønde med lidet tilsig.
B rås o tt en optræder temmelig hyppigt ; Lekven anfører, at den
angriber dyr i alderen fra få måneder til ca. 1 1/ 2 år, og helst dyr af
cheviot- eller blandingsrace ; sygdommens bekjæmpelse hindres i høj
grad ved de lidet energiske forholdsregler, som befolkningen tager imod
den ; de syge dyr stikkes i sidste øjeblik, kjødet nedsaltes og indvoldene
kastes på gjødselhaugen.