Afledt effekt i Esbjerg Kommune og Ribe Amt - Offshore Center ...

2 BAGGRUND
2.1 Opbygningen af de danske Nordsøfelter
Grundlaget for udviklingen af en dansk offshoreindustri går tilbage til begyndelsen af
1960'erne. Den 8. juli 1962 fik skibsreder A.P. Møller af den danske stat eneretsbevilling til
efterforskning og indvinding af olie og gas fra Danmarks undergrund. Til varetagelse af det
praktiske arbejde i forbindelse hermed etableredes samme år Dansk Undergrunds Consortium
(DUC) - et arbejdsfællesskab, der efter en række udskiftninger i partnerkredsen i dag består af
A.P. Møller, Shell og Texaco. I 1962 stiftede A.P. Møller også Dansk Boreselskab A/S, som -
udover at skulle varetage A.P. Møllers interesser i DUC - oprindelig var tiltænkt en rolle som
bindeled mellem DUC og de danske myndigheder. Imidlertid overtog Dansk Boreselskab A/S
gradvist operatøropgaver og udviklede sig under navnet Mærsk Olie og Gas AS AS til et
egentligt olieselskab, som siden 1986 blandt andet har stået som eneoperatør for DUC’s
Nordsøaktiviteter.
DUC’s efterforskningsaktivitet startede på land, hvor man efter en række forundersøgelser
indledte den første efterforskningsboring i efteråret 1965. Frem til 1985 gennemførte DUC i
alt 19 landbaserede efterforskningsboringer, der alle endte med negativt resultat i form af
“tørre” borehuller. DUC’s søværts undersøgelser i den danske del af Nordsøen faldt derimod
anderledes positivt ud. Allerede den første offshore efterforskningsboring resulterede i 1966 i
fundet af det senere Kraka-felt. Inden udgangen af 1971 havde DUC gjort yderligere fund på
den danske Nordsøsokkel - heriblandt de senere Dan-, Gorm-, Roar- og Tyra-felter.
Perspektiverne for et dansk olieeventyr i Nordsøen var begyndt at tegne sig, og den 4. juli
1972 igang-satte DUC produktionen fra Dan-feltet - DUC’s og Danmarks første producerende
oliefelt.
På grund af den lave permeabilitet eller gennemtrængelighed i de olieførende kridtlag levede
Dan-feltets produktion imidlertid slet ikke op til forventningerne. Trods omfattende
udbygninger i 1975-77 fik DUC først for alvor styr på dette problem efter, at Mærsk Olie og
Gas AS i 1980'ernes anden halvdel havde introduceret nye metoder i kampen for at fralokke
de tætte kridtreservoirer deres indhold af kulbrinter. Vanskelighederne med Dan-feltets
kridtreservoirer var dog ikke A.P. Møllers eneste udfordringer i disse år. Eneretsbevillingen til
efterforskning og indvinding af kulbrinter fra Danmarks undergrund var allerede i
begyndelsen af 1970'erne blevet et stridsemne mellem A.P. Møller og den danske regering -
og oliekriserne medførte en øget politisk fokusering på dansk forsyningssikkerhed og
energiproduktion, som yderligere skærpede koncessionsstriden. I to tempi beskar regeringen i
de såkaldte 1976- og 1981-aftaler med virkning fra 1986 A.P. Møllers koncessionsområde til
blot 2% af det oprindelige areal. Aftalerne bevirkede også, at staten via anlæg af statslige
rørledninger fik kontrol over de producerede kulbrinter, hvortil der endvidere blev indført
statslig forkøbsret. Endelig introducerede aftalerne skærpede regler for
kulbrinteefterforskningen i Danmarks undergrund, der som konsekvens af beskæringen af
A.P. Møllers koncessionsområde fra 1984 også blev tilgængelig for andre aktører.
Selv om andre olieselskaber og konsortier nu fandt vej til den danske Nordsøsokkel, var DUC
fortsat den eneste producent af danske kulbrinter. De indvindingsteknologiske vanskeligheder
på Dan-feltet krævede store ressourcer, hvilket bevirkede, at DUC først i 1981 fik startet sit
andet oliefelt, Gorm, mens det første gasfelt, Tyra, som konsekvens af en gassalgsaftale
mellem DUC og DONG fra 1979 blev sat i drift i 1984. Med Dan-, Gorm- og Tyra-felterne
havde DUC fået opbygget hovedcentrene i det produktionssystem, som konsortiet i dag har på
14