Afledt effekt i Esbjerg Kommune og Ribe Amt - Offshore Center ...

3.3 Olieboom - årene 1979-1985
Politisk såvel som i forhold til anlæg og investeringer blev årene omkring 1980 en hektisk tid
i dansk offshore. Tidens politiske fokus var i høj grad rettet mod Nordsøens
kulbrinteforekomster og A.P. Møllers bevilling. Den årelange koncessionsstrid mellem den
danske stat og A.P. Møller nåede sin absolutte kulmination frem mod 1981-aftalen, der blandt
andet reducerede Eneretsbevillingen til 2% af dens oprindelige areal, introducerede statslig
forkøbsret til 40% af DUC’s olieproduktion og kontrol over denne via anlæg af statslige
olierørledninger. Anlægget af disse rørledninger ville selvsagt fordre store investeringer, men
andre projekter var også undervejs. I 1979 havde DUC med det statsejede Dansk Olie og
Naturgas (DONG) indgået en aftale om levering af 55 milliarder kubikmeter naturgas over en
periode på 25 år med leveringsstart den 1. oktober 1984. Gassalgsaftalen blev startskuddet til
et gigantisk anlægsprojekt, der foruden etablering af et omfattende naturgasnet indebar
opbygning af nye felter samt ændringer af allerede eksisterende produktionsanlæg på
Nordsøen. På dette tidspunkt var DUC gået i gang med opbygningen af Gorm-feltet, der gik i
produktion i 1981, og sideløbende med det store gasprojekt satte DUC i 1982 også det mindre
Skjold-felt i produktion. Sammen med Dan-feltet skulle Gorm- og Skjold-felterne nu kobles
på såvel olierørledningerne som naturgasproduktionen, der skulle have det nye Tyra-felt som
centrum (8).
I udgangspunktet havde DUC’s ansøgninger i årene 1978-80 vedrørende opbygningen af
Gorm-, Skjold- og Tyra-felterne været ensbetydende med investeringer estimeret til omkring
5½ milliard kroner. Til sammenligning havde DUC’s samlede investeringer på Dan-feltet i
årene 1972-78 i alt beløbet sig til knap 800 millioner kroner. I takt med projekternes
godkendelse blev det på denne baggrund klart for såvel den internationale oliebranche som
dansk erhvervsliv, at der var stigende grund til at interessere sig for aktiviteterne på den
danske del af Nordsøen. Efterhånden, som de enkelte projekter blev udvidet og ændret, steg
naturligvis også omkostningerne. For DUC’s vedkommende endte den samlede projektmasse
i en omkostning på omkring 12 milliarder kroner, hvortil kom de statslige investeringer i olie-
og gasledninger, der i 1983 kunne opgøres til i alt 10½ milliard kroner (9).
Da de første delentrepriser til Gorm-projektet blev udbudt omkring årsskiftet 1978/79, var der
ikke andre danske virksomheder end rederierne A.P. Møller og J. Lauritzen, som for alvor
havde kastet deres interesse på offshorebranchen. Via bevillingserhvervelsen i 1962 var A.P.
Møller imidlertid allerede i udgangspunktet gået længere, end J. Lauritzen nogensinde gjorde
(10). A.P. Møller havde i forhold til partnerne i DUC udnyttet den “Køb dansk-klausul”, som
var blevet introduceret i forbindelse med afklaringen af force majeure-sagen i 1972 (11) til at
supplere sit udbud af forsyningsskibe med yderligere udbud af rigge, helikoptere,
basefaciliteter og offshorevedligehold og -reparation, men A.P. Møller ville mere end det.
Med henblik på senere mulighed for at overtage operatøropgaver havde A.P. Møller siden
1972 ladet unge danske ingeniører placere hos DUC-partnerne, hvor de kunne samle erfaring
og opbygge den fornødne danske ekspertise hertil. Ved Dansk Boreselskab A/S’ overtagelse
af operatørskabet på Dan-feltet i 1975 var man i denne sammenhæng dog endnu ikke nået
langt nok. Man var derfor fortsat afhængig af ekspertisetilførsel fra såvel partnere som udefra
kommende konsulenter, og da Gorm- og Tyraprojekterne stod for døren, måtte A.P. Møller
bøje sig for partnernes krav om, at opbygningen af de store felter gennemførtes via partnerledede
projektgrupper med direkte reference til DUC’s Operating Committee (OPCOM) (12).
Modsat A.P. Møller havde dansk industri imidlertid ikke erfaring på offshoreområdet
overhovedet, og man havde derfor vist sig særdeles tilbageholdende ved udbudene af de første
24