Optisk kommunikation i deep space - Steen Eiler Jørgensen

8 NEO
Den monokromatiske albedo, αν, er albedoen ved én bestemt frekvens.
Derudover findes også Bond-albedoen, αB, hvor man tager højde for fasen
af det reflekterende objekt. Det er klart, at mængden af indfaldende sollys på en
asteroide er uafhængig af, hvor man som observatør anbringer sine måleinstrumenter.
Men mængden af reflekteret/spredt sollys, som når vores detektor, er
meget afhængig af, om vi anbringer vores måleudstyr mellem Solen og asteroiden
eller bagved asteroiden. Bond-albedoen er defineret som
hvor
αB ≡ α0qph
π F(φ)
qph = 2
sin φ dφ
0 F(φ = 0)
kaldes faseintegralet. φ kaldes fasevinklen, og er vinklen mellem retningen til
Solen og retningen til Jorden, set fra asteroiden. F(φ) er fluxen fra legemet set
fra Jorden (ved fasevinklen φ), og F(φ = 0) er fluxen fra legemet set fra Solen
(“head-on-reflectance”). Det ses, at når φ = 0 er αB = α0. ([10], s. 47−48.)
Asteroider er interessante i forbindelse med solsystemets dannelse og planeternes
opståen. De terrestriske planeter, Merkur, Venus, Jorden og Mars, er
nemlig så store, at de efter deres dannelse har undergået kemisk differentiering.
2.1.1 Kemisk differentiering
Planeterne menes at være dannet ved akkumulation af mindre legemer, og efterhånden
som den enkelte planet vokser sig større ved stadige kollisioner med
mindre legemer, sker der en varmeudvikling i planetens indre. Det vides ikke,
hvorvidt denne varmeudvikling primært skyldes det øgede tryk i planetens indre,
eller om det skyldes radioaktivt henfald af ustabile isotoper (især 26 Al) i
planeten, men begge faktorer spiller muligvis ind. Efterhånden som temperaturen
stiger, når de forskellige grundstoffer og mineraler deres smeltepunkt. På
grund af tyngdekraften og mineralernes forskellige geologiske sammensætning
vil der nu ske en transport af de mest almindelige tunge materialer, dvs. jern
og nikkel, og stoffer, der er blandbare med jern og nikkel, til planetens centrum,
mens lettere materialer og stoffer, der ikke er blandbare med jern og nikkel,
bevæger sig udad. Således har Jorden i dag en kerne af smeltet jern, som har en
meget høj massefylde, mens Jordens skorpe primært består af lettere mineraler.
Denne proces udsletter fuldstændigt information om sammensætningen af de
objekter, der i sin tid deltog i dannelsen af Jorden.
De asteroider, der klassificeres som kulstofkondritter, har ikke undergået
kemisk differentiering, dvs. de indeholder således store mængder information om
det tidligste solsystems geologiske sammensætning “frosset” ind i stenmassen.
Ved hjælp af asteroiderne er det således muligt at studere sammensætningen af
de materialer, der var tilstede, da solsystemet blev dannet.
2.1.2 Kollisionsrisiko
Asteroider har i de senere år været genstand for øget offentlig opmærksomhed i
kraft af risikoen for kollision med Jorden, hvilket scenario filmbranchen forlængst