kap. 5 - Stine Gotved

Eric (110496):
- 135 -
Nah. That would mean he would actually have to read the book!
Bill (120496):
These requests for us to do some kid's homework are getting kind of annoying aren't they?
Her er tale om mobning - de gamle/kloge/erfarne rottet sammen i indforståethed mod den
antageligvis unge synder. De nævnte nyhedsgrupper er opdigtede, og det må betragtes som en
ekstra hån mod den uerfarne at bruge Usenet-jargon til at drille med. De gamle (de er kerner og
aktive allesammen) får markeret sig som både overlegne og morsomme individer; de får synkront
udgrænset Joe og præsenteret sig selv som mestrende omgangstonen. Stilen er tilpas dobbelttydig
til både at opretholde billedet af den fredelige gruppe og til at nedgøre spørgeren - han bliver gjort
til grin og taber ansigt, uden nogen har været synligt grove. De faste deltagere får ved denne og
lignende lejligheder markeret deres egen overlegne håndtering af mediet og kendskab til gruppens
lokalsfære på umisforståelig vis. (Man må håbe for Joe, at han havde humoristisk sans i samme
mål, eller at andre gav ham et referat - jeg forstår stadig ikke, at man kan finde på at henvende
sig til en nyhedsgruppe, dedikeret til en given forfatter, for at spørge om, hvordan man undgår at
forholde sig til samme forfatter. Det skal da gå galt!).
(2) den onde
Som det fremgår, er gruppens fokus konstante diskussioner om Tolkien, både overordnet og til
de mindste detaljer. Deltagerne har ofte etableret et genkendeligt kompetenceområde som fx
elversprog, lyrik eller slægtsforskning indenfor Tolkiens komplekse univers, og der både spørges
og henvises til disse vellykkede images. Ovenstående eksempel viser bl.a., at der også bruges en
del energi på at vedligeholde en ikke videns-baseret fremtrædelsesform; at markere sig nuanceret
i gruppens rum. Hyperaktive Peter har et meget bredt og udefineret område (der i princippet deles
med alle tilstedeværende) og hans funktion er i høj grad at lægge stilen. Det omnipotente i Peters
Tolkien-viden kombineret med den ekstreme aktivitet (næsten 100 breve om måneden) gør, at
hans tolkning af netiketten får mere almen karakter, og jeg kan ikke afvise, at hans stil har central
betydning for hele gruppens fortløbende interaktion. I det følgende eksempel er det tydeligt, at
han undervejs prøver at opretholde det legende og drillende aspekt - omend det mislykkes.
Det er langt fra sådan, at alle de erfarne er enige om, hvordan Tolkien skal behandles og fortolkes,
eller om hvem der sidder inde med afgørende autoritet desangående. I hele min optællingsperiode
løb der således en næsten uafbrudt tråd, som jeg hurtigt døbte sprogkrigen. Det var en kamp
mellem eksperter, hvor deltagerne kunne grupperes som henholdsvis een fanatiker, flere modstandere,
adskillige mæglere og så resten af gruppen, det tavse flertal. (Det følgende er kun en