kap. 5 - Stine Gotved

- 139 -
Helt basalt var sprogkrigen udtryk for en velkendt afgrænsningsproblematik - hvem er med, og
hvordan defineres grænserne? Jason var tydeligvis af den mening, at kun dem, der ville følge
normerne, kunne passe ind i gruppen (se post 040496); han har deltaget i mere end to år og
påberåber sig indirekte en respekt, der minder om de norske veteraners. Donald spillede derimod
på, at nyhedsgrupper som sådan er fora essensielt åbne for alle; at det ikke er muligt så snævert
at definere det relevante eller passende. Han oplevede angiveligt, at det var de andre, der var
grove og arrogante (se post 010496) - og ved ikke at bøje af udstillede han indirekte den normale
tilstedeværelse af working consensus.
Goffman (1967) beskriver sådanne spilmønstre som begrundet i ønsket om at opretholde sit
face - det handler om ikke at tabe ansigt, og til dels om at forhindre, at andre tilstedeværende
taber ansigt (: 11). The working consensus er netop den fælles definition af samværet, der bevarer
rollerne intakte, det der sikrer, at spillet kan fortsætte. Når så spillet alligevel skrider i sømmene,
er der velafprøvede afværgningsmanøvre for den enkelte at gribe til, og her bliver Goffmans semireligiøse
sprogbrug om ritualer og sociale ceremonier placeret i en ret logisk kontekst. Hvis vi et
øjeblik tænker på konflikten mellem Donald og Jason som rent interpersonel, er den første
synderen og den anden irettesætteren. Irettesætteren reagerer på overtrædelsen med tilbud om
syndsforladelse, hvilket formuleret mere verdsligt svarer til det accepterende blik eller svar, som
det ritualiserede 'undskyld' oftest medfører. Synderen bør modtage syndsforladelsen - accepten
af undskyldningen - med taknemmelighed, og ordnen vil igen være oprettet. Udvekslingen af
overtrædelser og syndsforladelser er en basalt social aktivitet, der træder i kraft som adfærdskorrigerende
proces, såfremt anledningen - overtrædelsen, udfordringen - accepteres som sådan og
ikke blot ignoreres (: 19). Men nu var udvekslingen mellem Donald og Jason jo ikke specielt
vellykket som korrektionsproces, da Donald nægtede at anerkende sit behov for syndsforladelse,
og dermed kunne balancen ikke genetableres til alles tilfredshed. Der blev stadigt længere
imellem brevene fra Donald, hvilket forekom at være en lettelse - den uvant negative ladning i
tråden havde gjorde flere så ilde berørte, at de havde søgt at mægle også ad andre kanaler (hvilket
fremgår af Jasons sidst citerede bidrag), således at der intet ansigts-tab kunne identificeres. Men
undervejs fik flere deltageres images så mange skrammer (ved at deres bidrag til konflikten afveg
væsentligt fra det face, de ellers vedligeholdt), at Donald måtte udgrænses for at genetablere
ordnen. Han var den store synder, der havde tvunget de andre til at reagere upassende, og dét
kunne kun glemmes på en måde - gennem fortrængning af både årsag og reaktion.
Sprogkrigen er det eneste eksempel, jeg har på længerevarende og dybtgående uenigheder i
rec.arts.books.tolkien, og den blev sandsynligvis så voldsom, fordi det netop var de moral-definerende
kerner der deltog. Udover interessen i at opretholde den sociale orden blev de også udfordret
på deres ære; de var allerede veletablerede eksperter i gruppens sfære, da Donald første
gang annoncerede med den famøse ordbog. Han står nu som nuancen i det store billede; viden
i sig selv er ikke nok til succesfuld selvfremførelse, der er også adskillige interaktionelle normer