kap. 5 - Stine Gotved
kap. 5 - Stine Gotved
kap. 5 - Stine Gotved
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
- 139 -<br />
Helt basalt var sprogkrigen udtryk for en velkendt afgrænsningsproblematik - hvem er med, og<br />
hvordan defineres grænserne? Jason var tydeligvis af den mening, at kun dem, der ville følge<br />
normerne, kunne passe ind i gruppen (se post 040496); han har deltaget i mere end to år og<br />
påberåber sig indirekte en respekt, der minder om de norske veteraners. Donald spillede derimod<br />
på, at nyhedsgrupper som sådan er fora essensielt åbne for alle; at det ikke er muligt så snævert<br />
at definere det relevante eller passende. Han oplevede angiveligt, at det var de andre, der var<br />
grove og arrogante (se post 010496) - og ved ikke at bøje af udstillede han indirekte den normale<br />
tilstedeværelse af working consensus.<br />
Goffman (1967) beskriver sådanne spilmønstre som begrundet i ønsket om at opretholde sit<br />
face - det handler om ikke at tabe ansigt, og til dels om at forhindre, at andre tilstedeværende<br />
taber ansigt (: 11). The working consensus er netop den fælles definition af samværet, der bevarer<br />
rollerne intakte, det der sikrer, at spillet kan fortsætte. Når så spillet alligevel skrider i sømmene,<br />
er der velafprøvede afværgningsmanøvre for den enkelte at gribe til, og her bliver Goffmans semireligiøse<br />
sprogbrug om ritualer og sociale ceremonier placeret i en ret logisk kontekst. Hvis vi et<br />
øjeblik tænker på konflikten mellem Donald og Jason som rent interpersonel, er den første<br />
synderen og den anden irettesætteren. Irettesætteren reagerer på overtrædelsen med tilbud om<br />
syndsforladelse, hvilket formuleret mere verdsligt svarer til det accepterende blik eller svar, som<br />
det ritualiserede 'undskyld' oftest medfører. Synderen bør modtage syndsforladelsen - accepten<br />
af undskyldningen - med taknemmelighed, og ordnen vil igen være oprettet. Udvekslingen af<br />
overtrædelser og syndsforladelser er en basalt social aktivitet, der træder i kraft som adfærdskorrigerende<br />
proces, såfremt anledningen - overtrædelsen, udfordringen - accepteres som sådan og<br />
ikke blot ignoreres (: 19). Men nu var udvekslingen mellem Donald og Jason jo ikke specielt<br />
vellykket som korrektionsproces, da Donald nægtede at anerkende sit behov for syndsforladelse,<br />
og dermed kunne balancen ikke genetableres til alles tilfredshed. Der blev stadigt længere<br />
imellem brevene fra Donald, hvilket forekom at være en lettelse - den uvant negative ladning i<br />
tråden havde gjorde flere så ilde berørte, at de havde søgt at mægle også ad andre kanaler (hvilket<br />
fremgår af Jasons sidst citerede bidrag), således at der intet ansigts-tab kunne identificeres. Men<br />
undervejs fik flere deltageres images så mange skrammer (ved at deres bidrag til konflikten afveg<br />
væsentligt fra det face, de ellers vedligeholdt), at Donald måtte udgrænses for at genetablere<br />
ordnen. Han var den store synder, der havde tvunget de andre til at reagere upassende, og dét<br />
kunne kun glemmes på en måde - gennem fortrængning af både årsag og reaktion.<br />
Sprogkrigen er det eneste eksempel, jeg har på længerevarende og dybtgående uenigheder i<br />
rec.arts.books.tolkien, og den blev sandsynligvis så voldsom, fordi det netop var de moral-definerende<br />
kerner der deltog. Udover interessen i at opretholde den sociale orden blev de også udfordret<br />
på deres ære; de var allerede veletablerede eksperter i gruppens sfære, da Donald første<br />
gang annoncerede med den famøse ordbog. Han står nu som nuancen i det store billede; viden<br />
i sig selv er ikke nok til succesfuld selvfremførelse, der er også adskillige interaktionelle normer