kap. 5 - Stine Gotved

- 154 -
de urbane omgangsformer i det virtuelle må jeg derimod skelne mellem de enkelte bidrag for at
kunne beskrive det særegne ved bekendtheden. Derrfor bruger jeg betegnelsen markeringer om
de fremførelsesformer, der rækker udover Tolkien og ind i gruppen som lokal sfære - markeringer
er med andre ord de indtrykshåndteringer, der skaber genkendelse, troværdighed og image for den
enkelte.
Overhovedet at markere sig er vigtigt for at blive genkendt - og genkendelse er om ikke synonymt
med, så meget tæt på, anerkendelse i en gruppe, hvor der ikke er noget formelt defineret medlemsskab.
Som jeg senere skal vise, er afsendelsen af et givent bidrag flettet sammen med ønsket
om at blive set og evt. få respons - heller ikke i en nyhedsgruppe er det sjovt at blive overset, og
det er primært interaktionen, der giver markeringen mening. For den enkelte er det derfor vigtigt
at markere sig på genkendelig vis, være med i aktiviteten og sammen med de andre, og gennem
længere tids engagement skaber man sit eget billede af gruppens mønstre og sammenhænge.
Den særlige vitalitet, som Maffesoli (1996b) beskriver som socialitetens grundliggende kraft, er
tydelig i rec.arts.books.tolkiens fælles rum - der er livligt, og den sociale tilskyndelse udmøntes
i en stadig strøm af engageret tekst. Uadskilleligt fra den seriøse diskussion af Tolkien bobler
socialiteten op; der laves vittigheder, spørges og svares, og er nogle af de mest populære pludseligt
fraværende, bemærkes det. Genkendelsen er sine qua non i opkomsten af en engageret
socialitet, der igen hviler på markeringer og interaktionel aktivitet - og grundlæggende er der for
den enkelte tale om en art selvforstærkende proces.
Sammen med en hyppig frekvens skal man i rec.arts.books.tolkien markere sig som både vidende
og engageret, og gerne med en letgenkendelig personlig front. Der ligger ikke i disse betegnelser
en normativ vurdering af, om man markerer sig positivt eller negativt ladet i gruppens diskussioner
- også uenigheder og skænderier, fornærmelser og netikettebrud er markeringer, der fører til
genkendelse blandt de andre deltagere, såfremt de fremføres hyppigt nok. At være genkendelig
i konteksten er at opnå en bestemt status, hvilket igen påvirker interaktionernes kartakter - det
Goffman'ske spil om agtelse (og ringeagtelse) præger reaktionerne på den enkeltes indtrykshåndtering.
Det er muligt i gruppens rum at se de interagerende på skift påtage sig forskellige roller i
forskellige sammenhænge; den samme person kan forsøge sig som både kombattant og mægler
i forskellige, samtidige diskussioner. Da der altid er mange tråde i gang, og da hver tråd tendentielt
kan omgruppere de deltagenes roller i spillet om det sidste ord, kan man i gruppens rum tale
om flydende spil af kontekstuel ageren. Det kræver overblik, viden og engagement at deltage i
mange tråde samtidig, og det er netop nogle af de udtryk, der belønnes med genkendelse:
Christian (070596):
Whatever happened to Peter (...). I very much enjoyed all of his extremely informative scholarly
postings. He was in my mind a lense by which my personal view of Tolkien was focused very profoundly.