kap. 5 - Stine Gotved

- 165 -
Det, jeg indledningsvis kaldte en-til-mange relationering, omhandler både de typer af bidrag, hvor
man enten blot spørger 'ud i det blå' , og så de i denne sammenhæng mere interessante, hvor man
tilsyneladende svarer på et givent bidrag, men med dette svar samtidig relationerer til et 'vi'. Dette
var fx tilfældet i Bills reaktion på forespørgslen om et fem siders referat af bd. to i Ringenes
Herre 24 , hvor han reelt omgik spørgeren for at markere både sit tilhørsforhold til nyhedsgruppen
og gruppens seriøse niveau. Det var ligeledes tydeligt i sprogkrigens rasen, hvor Jason fremførte
sig selv som gruppens og moralens stemme op mod Donalds respektløse fremfærd. Jasons skiften
mellem henvendelse til Donald og henvendelse til alle var primært konstrueret som konstante
skift i sætningernes adressering såvel som formuleringernes detaljer - og det er en relationering,
der fordrer ret stor kompetence af afsenderen. I en stadig vekslen mellem svar til Donald og
appeleren til alle andre spillede Jason rollen som kombattant og til dels mægler, hvilket indimellem
fremstod direkte manipulerende i forhold til det angiveligt fælles - hvis man ikke brød sig
om Jasons fortolkning af gruppens omgangsform, var man automatisk på Donalds parti. Sprogkrigen
afsatte derfor adskillige underdiskussioner om, hvorvidt det var rimeligt at bede Jason
og/eller Donald om at strække våben, da sådanne henstillinger samtidig af andre blev opfattet som
censurforsøg - enhver har jo muligheden for at forbigå bidragene allerede på overskriftsniveau.
I sprogkrigen blev den stadige norm- og afgrænsningsdiskussion foranlediget af de ordenssøgende
deltagere, der som selvudnævnte talerør for flertallet opfattede det fortsatte skænderi som
særdeles upassende adfærd i gruppens rum - sådanne divergerende opfattelser af den interne
netikette er som før omtalt the never ending story.
Den sidste relations-variant, som jeg vil komme ind på her, er en der lidt ligner ovenstående
eksempel på gruppemanipulering. Det drejer sig nemlig om den udveksling der holdes en-til-en,
men alligevel ikke forlader gruppens rum. Her er der tale om selvfremførelser, der skal give de
andre i sfæren et positivt syn på afsenderen, der således markerer sig kreativt eller morsomt. Den
konkrete udveksling relateres som sagt direkte til en given anden, og brevene får karakter af noget
mere privat - fx spørges der i det følgende eksempel til sygdomsforløb og bedringsproces. Man
lades ikke i tvivl om, at de to deltagere er engageret i hinanden, er venner og har skabt stærkere
(flerstrengede) bånd imellem sig end blot den fælles Tolkien-interesse - og det er sandsynligvis
netop dette indtryk af nuancerede personer, som afsenderne stræber efter. Tilsyneladende var den
konkrete udveksling startet via private e-mails, men blev så i en vis forstand for god som
'markeringsmateriale' til at forblive uden tilskuere - ihvertfald kom den pludseligt til syne i
gruppens rum som en allerede igangværende og indforstået samtale. Åbenbart har de to -
amerikanske Peter og australske Jacob - diskuteret bl.a. førstnævntes signaturfil, og en privat
sidebemærkning i et nyhedsgruppebidrag fra Peter (vdr. noget helt andet) fik Jacob til også at
vælge gruppens rum til svar. Hans forslag til nykonstruktion var så kreativt, at det måtte fremvises.
Se selv den frække elg:
24 For dette og følgende eksempel: se afsnittet om normfastholdelse.