Samfundsfagsnyt 172 - FALS

adidasmanden
lige politi. Overvejer kraftigt at forkorte mit ophold
med mindst en uge. Jeg har en følelse af
manglende rygdækning, og hvor går grænsen
mellem nødvendig dristighed og, at man er
dum i nakken?
9.10. Min utålmodighed vokser. Først en
halv time senere hører jeg et spinkelt, tilhyllet
kvindemenneske pusle. I sin nonneagtige fremtoning
er hun er som taget ud af Fellinis film
Mig og min Familie, hvor en dværg af en nonne
hjælper en tosse ned fra et træ, som han kategorisk
nægtede at forlade. Først efter det lille
menneske klatrede op i træet, var galningen beroliget
og fulgte med ned.
På samme måde som i filmen udvirker den
lille kvinde en forvandling af en håbløs situation.
Det spøgelsesagtige kontor bliver til et levende
rum. Tilsyneladende usynlige og boltede
døre åbner sig. Ikke ind til en galeanstalt, men
ind til Riad Seifs livsverden med ham selv som
den naive og tragiske helt i et mafiososamfund.
Den 61-årige mand har tålmodigt ventet på
mig siden kl. 9.00. Han piller ved sit høreapparat,
mens han med dyb stemme fortæller om
sin opvækst i det gamle Damaskus, hvor faderen
var tømrer. Moderen analfabet. Sammen fik
de otte børn. En fattig familie. Faderen havde
ikke nogen stor indkomst. Der var kun råd til
seks års skolegang til børnene. Men familien
lagde grunden til nogle rodfæstede normer om
ret og uret:
”Min far formanede os om aldrig at lyve og
aldrig modtage penge, med mindre man havde
arbejdet for dem. Min familie var konservativ
og meget moralsk, men ikke alt for religiøs. Der
var fem værelser i vores hus. I 1948-50 afgav vi
fire rum til palæstinensere på flugt fra krigen i
Palæstina.”
- Din far var en rollemodel for dig?
”Nej nej, protesterer Seif, det var min mor.
Min far var en almindelig mand, der primært
så det som sin pligt at arbejde hårdt og forsørge
familien. Det var vores mor, som gav os mod på
0 samfundsfagsnyt december 2008
at udvikle og uddanne os, selv om hun aldrig
selv havde gået i skole.”
Seif fik sine første politiske erfaringer i
1960´erne, hvor han var tiltrukket af og aktiv i
Det muslimske Broderskab. ”Brødrene” var i
stærk opposition til de militære magthavere:
”Jeg var indstillet på at gøre, hvad de måtte
finde på at bede mig om. Men så indså jeg, at det
var for meget. Jeg deltog i en demonstration i
1965 i Ummayyademoskeen med 5000 deltagere.
Vi blev arresteret og ført til Mezzefængslet,
hvor jeg sad en uge. Det var forfærdeligt. Efter
det holdt jeg op og koncentrerede mig om mine
forretninger. Jeg læste ikke en gang aviser.”
Sammen med to brødre havde Seif etableret
en tekstilfabrik, som producerede bluser, senere
også sports- og dametøj. Sideløbende tog Seif
studentereksamen i 1965. Han forsøgte efterfølgende
at kombinere arbejde og videregående
studier, men det lod sig ikke gøre.
Forretningsmanden Riad Seif havde medvind
i ryggen, men virksomheden havde en
akilleshæl. Eksporten rettede sig primært mod
det østeuropæiske marked, som kollapsede efter
østblokkens sammenbrud:
”Indtil 1989 eksporterede vi til Sovjetunionen
og solgte til det lokale syriske marked. Men
med et var det slut med eksporten. Det gav os
enorme problemer. Halvdelen af varerne var allerede
pakket. Vi havde kontrakter på varer til
13 millioner engelske pund, som vi ikke kunne
afsætte nogetsteds.”
Men med en skarp U-vending af virksomhedens
markeder lykkedes det Seif at afværge følgerne
af det politiske jordskælv i Sovjetunionen:
”Sammen med 10 medarbejdere var jeg i
Tyskland i december 1989 for at købe know
how af et berømt firma Weber & Ott, som på
det tidspunkt lavede trøjer i topkvalitet til en
høj pris. Weber fandt os attraktive og gav os en
kontrakt. På den måde kom vi ind på det europæiske
marked og fik kontakt med andre tyske
firmaer.