Samfundsfagsnyt 172 - FALS

adidasmanden
Formanden har sit eget team, sine egne skuespillere.
Jeg husker en episode med besøgende
fra Europaparlamentet. Forinden overhørte jeg,
at formanden instruerede sit mandskab i at fingere
en ophedet debat for at give indtryk af divergerende
opfattelser. Medlemmerne har ingen
magtinstrumenter,” lyder det lavmælt og
desillusioneret.
”Hafez Asad er glad for alle slags demokratiske
formaliteter, men de er tomme. Et andet eksempel
var et forslag om at fordoble toldsatsen
på importeret garn. Det var mit område og
stred mod den lokale industris interesser. Vi
ville miste mange kunder og masser af eksportindtægter.
Intet sted i regionen var der told på
dette råstof. I løbet af to år blev afgiften fordoblet
fire gange.
Jeg indgav en klage, og der blev nedsat et udvalg
til at undersøge sagen. Der var seks medlemmer
fra Baath og undertegnede i ensom majestæt.
De lod som om de undersøgte sagen,
men afgjorde sagen som premierministeren ønskede.
Hvorfor nu det, spurgte jeg? Jamen, vi
kan ikke sætte os op imod premierministerens
vilje, svarede de.
Baath har magten, parlamentet er kun en dekoration.”
”Jeg havde anseelse både hos forretningsmændene
og arbejderne mht., hvordan man
kunne samarbejde. Men jeg gjorde den erfaring,
at man ikke kunne ændre økonomien
uden at lave politiske reformer. Jeg opdagede, at
jeg var oppe imod ”store hajer”, korrupte mennesker,
der havde al magt i deres hænder.”
Med sine kritiske spørgsmål og liberalistiske
drømme om økonomiske og politiske reformer
var Riad Seif – som befandt han sig i en gummibåd
– drevet ud i farvande med underjordiske
skær og rovfisk. Snart brød der en dødbringende
orkan løs omkring Seifs person, familie
og virksomhed. Han blev bragt til fallittens
rand:
samfundsfagsnyt december 2008
”Jeg blev pålagt ufattelige skatter, der oversteg,
hvad andre syrere måtte betale. Skatter pålagt
for ingenting. Så fik jeg pålæg om at betale
112 millioner syriske pund. I virkelighedens
verden burde det ikke have været mere end syv
mio. Jeg betalte 83 mio. hvad der svarede til to
mio. $ på det tidspunkt. Det fik mig til at gå
konkurs.
Lad mig give dig et eksempel: vi eksporterede
tekstiler. Til gengæld importerede vi Adidassko
til vores butikskæde. Tekstilerne var hovedaktiviteten.
Men pludselig forbød de mig at importere
sko. Det kostede mig mindst en million
$ og ødelagde handelen i mine forretninger. Jeg
blev snart tvunget til at sælge al min ejendom
og min andel af fabrikken, men straks efter fik
den nye ejer omgående en ny tilladelse til at importere
sko.”
Hajen over alle hajer var Hafez al Asad: den
absolutte enehersker i toppen af det syriske
magtapparat. En mand, der regerede uafbrudt i
30 år – fra 1970-2000:
”Han anså sig selv som indehaveren af landet,
men ikke som en diktator. Derfor havde
han ret at lade landet gå i arv til sine børn. Der
var ingen tvivl om, at sønnen ville arve positionen.
Men man kan umuligt arve en stat. Det er
ikke et landbrug.”
- Men Syrien var vel ikke ligeså despotisk
som Saddams Irak, indskyder jeg, mens Seif
tænder en ny cigaret.
Samtidig går et frisk pust gennem lokalet.
Hans 38-årige datter Joumina er på besøg, sekulariseret
og vestlig i sit checkede outfit, udslået
hår, hvid skjorte og stramme bukser. Hun
læser jura efter en skilsmisse. De hilser indforstået
på hinanden. Hun er sin fars beskytter.
”Der er ingen reel forskel på de to regimer,”
fortsætter Seif. ”De to personers karakter var
ikke ens. Men følelse af ejerskab var ens. Begge
kunne sætte folk i fængsel for et godt ord. Det
er 100 % det samme. Ingen har nogen ret. Kun
ejeren. Han kan gøre med dig som han lyster.