Om biopolitik og vidnesbyrd hos Giorgio Agamben ... - Dokumentar.no

More documents

Recommendations

Info

OM BIOPOLITIK OG VIDNESBYRD HOS GIORGIO AGAMBEN 5 Agamben er meget tæt på at præsentere koncentrationslejren som en unik, singulær og paradigmatisk begivenhed, hvilket ville være problematisk af flere grunde. Blandt andet er en sådan udlægning problematisk, fordi den tenderer til at ophøje koncentrationslejren til model, i forhold til hvilken alle andre former for lidelse er relativ. Visse varianter af denne opfattelse omfatter en forståelse af koncentrationslejren som tilsynekomst af en “sublim” erfaring eller som afsløring af noget “ikke-repræsentérbart”. Disse tematikker er blandt andet blevet artikuleret i forbindelse med diskussioner af Claude Lanzmanns film Shoa. Se eksempelvis Felman & Laub 1992, 204-283; Lanzmann 1995, 200-220; LaCapra 1998, 95-138. Hos Peter Novick finder man en mere generel diskussion og kritik af denne opfattelse af holocaust, idet han knytter den sammen med konstruktionen af en jødisk-amerikansk identitet: “I jødiske diskurser om Holocaust finder man ikke blot en kamp for anerkendelse men en kamp for forrang. Dette antager mange former. Blandt de mest udbredte og vedholdende er en vred insisteren på det unikke ved Holocaust. Insisteren på begivenhedens unikhed (eller benægtelse af dens unikhed) er et intellektuelt tomt projekt, hvis motiver har intet at gøre med selve Holocaust men alt at gøre med ‘unikhed’. (...) Hævdelsen af at Holocaust er unik – ligesom hævdelsen af at den er singulær uforståelig og urepræsentérbar – er i praksis dybt krænkende. Hvad andet kan alt dette betyde end at ‘din katastrofe, ulig vores, er ordinær; ulig vores er den forståelig; ulig vores er den repræsentérbar.’” (Novick 1999, 9) Ved School of Criticism and Theory, Cornell University sommeren 2000, fremhævede Peter Novick i en imponerende – og for undertegnede skelsættende – serie af forelæsninger, hvorledes denne opfattelse af Holocaust som en unik begivenhed i særdeleshed tjener den israelske nationalismes interesser. Vurderet ud fra den storm af reaktioner, hans foredrag afstedkom, satte han fingeren på et ømt eller ligefrem tabuiseret punkt i den nordamerikanske akademiske offentlighed. I forhold til de tendenser i Agambens tekster, der peger i retning af en sådan opfattelse af koncentrationslejren som en unik og paradigmatisk begivenhed, kan man eksempelvis finde et solidt modargument hos Robert Eaglestone, der skriver: “lejren og muselmanden er ikke paradigme på det moderne, men derimod kolonien og det koloniale subjekt” (Eaglestone 2002, 60). Denne pointe er vigtig at fremhæve, blandt andet fordi det er en understregning af, at en lang række europæiske lande – inklusive Danmark – var involveret i kolonialismen, imperialismen og den transatlantiske slavehandel. Hvis fokus udelukkende eller primært er rettet mod den nazistiske koncentrationslejr som paradigme for det moderne, bliver eksempelvis den moderne europæiske racisme modelleret over den nazistiske antisemitisme, hvilket indebærer en udtalt fare for at nedtone eller ignorere det koloniale plantageunivers. 6 Agamben opfatter koncentrationslejren som en form for Lichtung, dvs. som et særegent historisk sted, hvor en ontologisk eller transhistorisk struktur kommer til syne. Med andre ord er koncentrationslejren en lysning, hvor det nøgne liv bliver afsløret som den moderne biopolitiske ordens inderste væsen. I sin analyse af både koncentrationslejren som biopolitisk topos par excellence og Primo Levi som vidnesbyrdet par excellence er Agamben tydeligt inspireret af bestemte tankefigurer hos Martin Heidegger. Agambens analyser er langt tættere på Heideggers analyse af teknikken end på Foucaults analyse af pantoptikonet, ligesom de er tættere på Heideggers analyse af Hölderlin end på Deleuzes analyse af diverse konceptuelle figurer. – 14 –
OM BIOPOLITIK OG VIDNESBYRD HOS GIORGIO AGAMBEN 7 Hos Dominick LaCapra bliver Agambens priviligering af Levi udlagt i et psykoanalytisk perspektiv som udtryk for en identifikationsproces: “Den priviligerede position er imidlertid noget tvetydig, idet Levi både præsenteres som et paradigme og som en genstand for projektiv identifikation (...). I den første henseende kan Agamben skrive: ‘Primo Levi er et perfekt eksempel på vidnet’ (16). I den anden henseende tjener Levi som en stråmand (for ikke at sige nikke-dukke) for Agamben i en camoufleret identifkation med og talen på vegne af det ultimative offer og udtryk for abjektion, Muselmanden.” (LaCapra 2004, 161) Denne psykoanalytiske udlægning er særdeles hårdhændet, men den er måske ikke helt forfejlet i forhold til Agambens forestilling om, at “vi er alle muselmænd”. For om muligt at tydeliggøre, hvorfor denne sætning ikke blot er historisk forkert men i virkeligheden dybt krænkende, kan man fremhæve følgende tænkte eksempel: én i sin nærmeste familie var blevet udsat for voldtægt, og efterfølgende kom der én og proklamerede, at “vi er alle blevet voldtaget”. Jegtror, at mange ville forstå en sådan sætning som en form for bagatellisering, nivellering eller relativisering af den faktiske voldtægt, der i virkeligheden fratager offeret muligheden for omverdenens anerkendelse af hændelsen, hvilket kan være en vigtig del af den efterfølgende tabsbearbejdelse, for i stedet at medvirke til en yderligere forstærkning af hændelsens traumatiske eftervirkninger og føre til endnu højere grad af forkrøbling og isolation fra omverdenen. LaCapras udlægning, at Agamben benytter sig af Levi som stråmand for en identifikation med muselmanden som det ultimative offer, kan medvirke til en større forståelse af visse problematiske aspekter af Agambens tekster, men omvendt synes LaCapras udlægning kun at levne forholdsvis lille plads til en filosofisk eller politisk motiveret solidaritet, der ikke beror på psykologiske kategorier såsom empati eller identifikation. 8 I forordet til Vore gamle tropekolonier skriver Johannes Brøndsted: “At følge og beskrive vore gamle tropekoloniers liv og skæbne – tilblivelsen, væksten, de skiftende vilkår, nedgangen og sluttelig opgivelsen – det måtte jo gøres engang. I første række er dette en handelshistorisk opgave. (...) Hvad der herefter sker, oprettelse og drift af kolonier bestyret fra udgangspunkter i moderlandet, kan anskues (og er blevet det i al den tid det stod på) fra to hovedsynspunkter, to aspekter, et hjemmefra og et udefra. Mens de styrende hjemme i Danmark først og fremmest spurgte efter fortjenesten til kompagnierne, efter udbyttet til disse startende og ejende kraftcentrer, så var man ude i kolonien nok så meget opmærksom på og interesseret i indtjeningsmuligheder og livsvilkår for sig selv, for den udsendte på stedet virkende stab.” (Brøndsted 1966, 5) Det er påfaldende, at Brøndsted i denne generelle indledning til flerbindsværket ikke blot ser bort fra slavernes synspunkt, men at det samtidig sker som det mest selvfølgelige i verden, uden kommentarer om en nødvendig historisk afgrænsning eller lignende, som om dette synspunkt overhovedet ikke fandtes. Det nærmeste han kommer er i følgende passage: “En fremstilling af vore gamle tropekoloniers eksistens og vilkår gennem tiderne er nu ikke handelshistorie alene. Sandelig også personhistorie. Hvilket galleri af guvernørfysiognomier, af embedsmandstyper, af æventyrerprofiler! Og hvilke kulturhistorisk værdifulde indblik i fremmedartede samfund og i missionærernes beundringsværdigt sejgt udholdende anstrengelser. For ikke at tale om strejflysene over dagliglivet, hos hvide som hos sorte.” (Brøndsted 1966, 5) Det hele beskrives med en nostalgi, hvor længslen tilbage til kolonialismens velmagtsdage kommer til udtryk uden omsvøb: “De endelige opgivelser af tropebesiddelserne indtræffer ubønhørligt. Nedgang og slut. Som lys der slukkes, et efter et, går tropekolonierne ud af vor historie. Sidst, og vel med dybest spor i moderlandets bevidtshed, Vestindien. Et romantisk skær med en egen vemodig lyskraft hviler over de danske tropelandes skæbne. Var det klogt, var det nødvendigt at slippe dem?” (Brøndsted 1966, 5) Det litterære vidnesbyrd hos Equiano står i skærende kontrast til den nostalgiske længsel tilbage til en tid, da sort var slave og hvid var herre. – 15 –
Page 1 and 2: Om biopolitik og vidnesbyrd hos Gio
Page 3 and 4: OM BIOPOLITIK OG VIDNESBYRD HOS GIO
Page 13: 1 For en mere indgående præsentat

Om biopolitik og vidnesbyrd hos Giorgio Agamben ... - Dokumentar.no

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?