Om biopolitik og vidnesbyrd hos Giorgio Agamben ... - Dokumentar.no

More documents

Recommendations

Info

OM BIOPOLITIK OG VIDNESBYRD HOS GIORGIO AGAMBEN karakter. Med andre ord bliver vidnesbyrdet par excellence frataget sin singulære karakter af vidnesbyrd og i stedet gjort til talerør for en omfattende transhistorisk eller ontologisk struktur. Hvis man som tilføjelse til Primo Levi skulle pege på andre og lignende vidnesbyrd, kunne man eksempelvis fremhæve Robert Antelme. Agamben berører kort Antelme, omend det mest er som anledning til at diskutere Maurice Blanchots udlægning af Antelme. Særligt noterer Agamben et forbehold over for Blanchots forståelse af mennesket (l’homme) som det uudslettelige (l’indéstructible)(Agamben 1998b, 177-178). Imidlertid viger Agamben uden om en væsentlig pointe i Blanchots læsning af Antelme: en distinktion mellem det at vidne (témoigner) og det at kunne tale overhovedet (parler). ”Det er klart, at det for Robert Antelme, og uden tvivl for mange andre, ikke drejede sig om at fortælle, at bevidne, men essentielt at tale: at give udtryk for hvilken tale? Netop den tale, hvori den ‘anden’, forhindret i at komme til udtryk i løbet af hele opholdet i lejren, endelig kunne modtages og træde ind i den menneskelige forståelse.” (Blanchot 1969, 198) For Blanchot er det at bevidne grundlæggende en visuel aktivitet, mens det at tale har en anden karakter som sproglig aktivitet. Blanchots distinktion mellem det at vidne og det at tale (parler) bliver udfoldet mere udførligt i teksten “Parler, ce n’est pas voir” (Blanchot 1969, 35 ff.). I denne sammenhæng er det tilstrækkeligt at notere, at Blanchot i højere grad end Agamben lægger vægt på det litterære vidnesbyrd som en singulær sproglig gestus. Et andet vidnesbyrd, man kunne fremhæve som en tilføjelse til Primo Levi, er Jorge Sempruns lille mesterværk Ecriture ou la vie (Litteraturen eller livet). Hos Semprun spiller litteraturen en fremtrædende rolle, ikke blot som repræsentation af livet i lejren, men i lige så høj grad som en måde at holde sig selv i live, som en måde at fastholde en menneskelig værdighed midt blandt rædslerne og fornedrelserne. Det lille ”eller” i titlen fungerer både i betydningen ”enten eller” og i betydningen ”eller med andre ord”. Begge disse betydningsnuancer spiller en fremtrædende rolle i hans tekst: litteraturen bliver for Semprun en måde at knytte erfaringerne i lejren sammen med hans efterfølgende liv, samtidig med at overlevelsen i lejren forstået som en bevarelse af menneskelig værdighed er knyttet til litteraturen for Semprun. Hos Semprun bliver vægten lagt på det litterære vidnesbyrd som overlevelse, hvilket blandt andet bliver tydelig i Sempruns kommentarer til Levis værk. ”Primo Levi talte ved flere lejligheder om sine følelser i denne periode, om den dunkle fornøjelse ved det at skrive. Det var ved at skrive, at han følte sig i færd med, bogstaveligt, at vende tilbage til livet.” (Semprun 1997, 249) Denne nuance i det litterære vidnesbyrd synes at forsvinde eller blive udvisket hos Agamben, og i stedet er fokus på det bevidnede, den såkaldte muselmand, den der ikke overlever. Måske er det nøgne liv, som Agamben tilkender den såkaldte muselmand, det liv der går under, mens livet som modstandskraft, som overlevelse, snarere er at finde hos det litterære vidnesbyrd, hos Levi, Antelme, Semprun, Celan... Grundkonstellationen i Agambens analyse af koncentrationslejren som biopolitisk topos består af det nøgne liv og den suveræne magt suspenderet i et tomrum mellem det profane og det religiøse. Disse fire momenter bliver – 8 –
OM BIOPOLITIK OG VIDNESBYRD HOS GIORGIO AGAMBEN imidlertid suppleret af en underlig restløs figur, som ligeledes er at finde i tomrummet mellem det profane og det religiøse, men hverken suveræn eller muselmand: vidnesbyrdet. Med vidnesbyrdet får vi mulighed for at få indblik i denne underlige og skæbnesvangre region, samtidig med at vidnesbyrdet har passeret gennem og i en vis forstand lagt lejren bag sig. Vidnesbyrdet er på én gang del af den biopolitiske grundkonstellation, samtidig med at vidnesbyrdet netop har overlevet og står udenfor. Vidnesbyrdet er et supplement, på én gang en overskydende rest og samtidig en integreret del af koncentrationslejren som biopolitisk topos. Agambens analyse af det nøgne liv, der kommer til udtryk i muselmanden og som efter sigende skulle udgøre vor tids biopolitiske subjekt, har omdrejningspunkt i en meget smidig vekslen mellem det nøgne liv som selvstændig term og det nøgne liv i relation til et vidnesbyrd om dette nøgne liv. For at kunne fremhæve det nøgne liv som selvstændig term og dermed som vor tids biopolitiske subjekt må han i virkeligheden udviske vidnesbyrdet forstået som et konkret historisk vidnesbyrd knyttet til en specifik hændelse og bundet til en lokal og situeret udsigelsesposition. Det er netop en sådan udviskning af det specifikke og situerede i vidnesbyrdet, der er indsatsen i Agambens ophøjelse af Primo Levi til vidnesbyrd par excellence. 7 I et af sine fragmenter har den franske modstandsdigter René Char noteret, at en digter ikke siger sandheden, men snarere lever den, og at han ved at leve den bliver løgner (Char 1983, 760). Dette enigmatiske udsagn, der indikerer en kompliceret og tilsyneladende inkongruent forbindelse mellem den levede erfaring og det sproglige udsagn, fremstår umiddelbart som en beskrivelse af et alment vilkår for digtningen. I denne sammenhæng vil jeg imidlertid se bort fra René Chars aspirationer på sprogets og digtningens vegne generelt for i stedet at indikere, at disse på én gang poetiske og metapoetiske refleksioner over digtningens sandhedsfordring kan bidrage til en større indsigt i en mere specifik historisk og formel konstellation. Med andre ord vil jeg fremhæve, at René Chars bestemmelse af forholdet mellem den levede erfaring og det sproglige udsagn indikerer en særlig og fremtrædende struktur i vidnesbyrdet. Eller måske snarere det litterære vidnesbyrd. For med digterens levede erfaring, der griber ind og forvrænger det sproglige udsagn, den sproglige repræsentation, er vidnesbyrdet allerede i sin grundstruktur truet af en processuel “bliven løgner”. Denne trussel mod vidnesbyrdet og mod vidnesbyrdets sandhed er måske først og fremmest et udtryk for, at de kræfter, der kommer til udtryk i vidnesbyrdet, stadig er aktive: som en konstant omrokering af en række basale elementer, en konstant tilbagevenden af en tilsyneladende ubetydelig detalje, en konstant udsættelse af det endegyldige vidneudsagn. Med andre ord er vidnesbyrdet mærket af den erfaring, som det vidner om, og det er netop dette spor, dette mærke, der giver vidnesbyrdet en særlig ægte karakter, måske ligefrem en form for autenticitet. Men omvendt er det netop dette mærke, dette stadig aktive erfaringsspor, der fratager vidnesbyrdet sin objektive gyldighed, sin sandhed i gængs forstand, og netop derfor synes det at fordre et andet vidnesbyrd, der enten kan bekræfte eller afkræfte det første vidnesbyrd. – 9 –
Page 1 and 2: Om biopolitik og vidnesbyrd hos Gio
Page 3 and 4: OM BIOPOLITIK OG VIDNESBYRD HOS GIO
Page 7: OM BIOPOLITIK OG VIDNESBYRD HOS GIO
Page 13 and 14: 1 For en mere indgående præsentat
Page 15: OM BIOPOLITIK OG VIDNESBYRD HOS GIO

Om biopolitik og vidnesbyrd hos Giorgio Agamben ... - Dokumentar.no

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?