Om biopolitik og vidnesbyrd hos Giorgio Agamben ... - Dokumentar.no

More documents

Recommendations

Info

OM BIOPOLITIK OG VIDNESBYRD HOS GIORGIO AGAMBEN Til forskel fra en læsning af Foucaults tekster i et diskursanalytisk perspektiv eller nyhistorismens fremhævelse af relationen mellem viden og magt synes der i den nyere Foucault-reception at være tendenser til at fremhæve netop de biopolitiske aspekter af Foucaults forfatterskab. Denne nyere tendens i receptionen af Foucault har modtaget en vigtig impuls fra Gilles Deleuzes bog om Foucault. Det særlige ved den deleuzianske udlægning er, at Foucaults samlede værk - på tværs af de store tematikker om viden, magt og subjektivering - bliver beskrevet og analyseret under henvisning til en gennemgående vitalisme. “Når magten bliver en bio-magt, bliver modstanden en livets magt, en vitalmagt, der ikke lader sig begrænse af diverse typer, miljøer eller baner forbundet med dette eller hint diagram. Kraften fra det udenfor, er det ikke en vis idé om livet, en vis vitalisme, hvori Foucaults tænkning kulminerer? Livet, er det ikke denne evne til at yde kraftfuld modstand? Siden Klinikkens fødsel har Foucault beundret Bichat for at have opfundet en ny vitalisme, idet han definerer livet som helheden af de funktioner, der yder modstand mod døden.” (Deleuze 2004, 107) Deleuze fremhæver med andre ord, at der på tværs af Michel Foucaults forfatterskab kan spores en gennemgående vitalisme, der artikulerer sig i såvel de litterære analyser og de idéhistoriske værker som i de mange forelæsninger og utallige interviews. 1 Når Deleuze på sin egensindige og tørre facon indikerer, at begrebet liv kan danne afsæt for en ny og forfriskende genlæsning af Foucaults værker, resulterer det blandt andet i, at hans portræt af Foucault kan synes endog meget langt fra en mere gængs reception. Visse kommentatorer har således bemærket, at Deleuze blot fremmaner en fiktiv Foucault (Gros 1995, 53). Om ikke andet synes denne indvending at indikere, at den vitalistiske udlægning af Foucault til dels er udtryk for et anliggende hos Deleuze, og ikke overraskende kan man finde begrebet om liv som en diskret, men stadig tilbagevendende figur i Gilles Deleuzes forfatterskab; et spor, der måske kulminerer i en af hans sidste tekster med titlen “L’immanence: une vie…”, hvor den skabende tænkning bliver portrætteret som et affirmativt udtryk for det immanente liv, eller med andre ord som en selvaffirmerende kraft til at yde modstand (Deleuze 1995, 3-7). Hos Deleuze bliver livet - eller nærmere liv i sin ubestemte form - forstået som en aktualiserings- og tilblivelsesproces, der i selve aktualiseringsprocessen samtidig spalter og differentierer sig. Med andre ord er livet ikke blot genstand for magt, men samtidig spaltes det og bliver en immanent ”modmagt”. 2 I bogen Empire (Imperiet) af Michael Hardt og Antonio Negri, der fremstår som én af den seneste tids mest markante forsøg på en tværgående syntese af divergerende teoretiske felter, bliver begrebet om biopolitik kædet sammen med en konception af det postmoderne og globaliserede kontrolsamfund. Det postmoderne kontrolsamfund, hvis tilsynekomst omtrent kan dateres til efter Anden Verdenskrig, er netop karakteristisk ved sit biopolitiske magtparadigme: “det er kun kontrolsamfundet, der er i stand til at overtage den biopolitiske kontekst som sin eksklusive referenceramme. I overgangen fra disciplinærsamfund til kontrolsamfund bliver der realiseret et nyt magtparadigme, som defineres af de teknologier, der anerkender samfundet som biomagtens domæne.” (Hardt & Negri 2000, 24) Det – 2 –
OM BIOPOLITIK OG VIDNESBYRD HOS GIORGIO AGAMBEN biopolitiske magtparadigme manifesterer sig eksempelvis i form af fødselskontrol, omfattende kampagner mod aids, kortlægning af genetiske koder, praktisk implementering af den bioteknologiske viden, diskussioner om aktiv dødshjælp, m.v. I Michael Hardt og Antonio Negris analyse af det postmoderne kontrolsamfund er det hverken liberalismens frie individuelle subjekt eller den klassiske marxismes klassedefinerede subjekt, der står i centrum. I det postmoderne kontrolsamfund, karakteristisk ved sit biopolitiske magtparadigme, er det begrebet om liv, et noget uklart men trods alt distinkt begreb om liv, der er rykket ind i centrum af en omfattende samtidsdiagnose: mængden (the multitude) er netop det liv, der rummer mulighed for at yde modstand mod den globaliserede kapitalisme i det postmoderne kontrolsamfund. Til denne vitalistiske – eller måske snarere neovitalistiske – tradition, for nu at benytte sådanne betegnelser, kan man ligeledes henregne Giorgio Agamben. I bøgerne Homo Sacer og Ce qui reste d’Auschwitz søger han at tænke livet, eller nærmere en bestemt konception af det nøgne liv, som intet mindre end et nyt politisk subjekt. Omdrejningspunktet for Agambens filosofiske bestræbelser er en begribelse af “det nøgne liv som det nye politiske subjekt” (Agamben 1998a, 123). Det nøgne liv, som Agamben i et begrebshistorisk perspektiv sporer tilbage til romerretten og forfølger op gennem den europæiske historie til og med det tyvende århundrede, bliver gradvist fremskrevet som omdrejningspunkt i en ambitiøs og udfordrende samtidsdiagnose: det nøgne liv, inkarneret i figuren homo sacer, er ifølge Agamben det egentlige politiske subjekt i den aktuelle historiske epoke; det nøgne liv er den nye protagonist i det biopolitiske magtparadigme, der manifesterer sig på tværs af og forud for mere traditionelle politiske skillelinier såsom royalisme-republikanisme, højre-venstre, m.fl. Hermed søger Agamben at tage tråden op fra tænkere som Foucault og Deleuze. Dette kommer eksempelvis til udtryk i teksten “L’immanence absolue” (“Den absolutte immanens”), hvor Agamben noterer det tankevækkende sammenfald, at både Foucaults og Deleuzes sidste tekst netop har omdrejningspunkt i begrebet liv (Agamben 1998c, 165). Men samtidig adskiller Agamben sig fra dem begge på væsentlige punkter. Der er ikke blot tale om, at livet, som Foucault havde indikeret i sine undersøgelser af seksualitetens historie, er blevet gennempolitiseret i alle sine aspekter, selv i sine mest intime udtryksformer, men samtidig har denne politisering ifølge Agamben været en afgørende faktor i produktionen af en fuldstændig afskrællet og nøgen subjektivitet, der konstant befinder sig i en åben og udsat position i forhold til magtens procedurer, teknikker, installationer. Og det er ikke blot livet forstået som den konstante og immanente differentieringsproces mellem en passiv og en aktiv pol, en genstand for magt og en kraft til at yde modstand, sådan som det artikuleres hos Deleuze, men derimod er det nøgne liv ifølge Agamben blevet reduceret til en fuldstændig passiv og medgørlig substans, som den suveræne magt kan forme, omforme og deformere alt efter behag. 3 Et af nøglepunkterne i Agambens analyse af det nøgne liv som biopolitisk subjekt er en fremhævelse af det biopolitiske magtparadigme som en fælles horisont for de store totalitære styreformer i det tyvende – 3 –
Page 1: Om biopolitik og vidnesbyrd hos Gio
Page 5 and 6: OM BIOPOLITIK OG VIDNESBYRD HOS GIO
Page 13 and 14: 1 For en mere indgående præsentat
Page 15: OM BIOPOLITIK OG VIDNESBYRD HOS GIO

Om biopolitik og vidnesbyrd hos Giorgio Agamben ... - Dokumentar.no

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?