Om biopolitik og vidnesbyrd hos Giorgio Agamben ... - Dokumentar.no

More documents

Recommendations

Info

OM BIOPOLITIK OG VIDNESBYRD HOS GIORGIO AGAMBEN århundrede såvel som de moderne demokratiske stater. Den biopolitiske magt opererer ifølge Agamben på tværs af og forud for skellet mellem totalitarisme og demokrati. Både det liberale subjekt, det klassedefinerede subjekt og det race-definerede subjekt er ifølge Agamben blot maskeringer af eller stedfortrædere for det nøgne liv som vores tids biopolitiske subjekt. Denne originale og tankevækkende tese formulerer Agamben med afsæt i et forsøg på at forene Michel Foucaults og Hannah Arendts tænkning. På den ene side er Foucaults analyse af det biopolitiske paradigme begrænset af sin manglende behandling af “de store totalitære stater i det tyvende århundrede” (Agamben 1998a, 119). Omvendt er Arendts elaborerede analyser ifølge Agamben begrænset i kraft af “fraværet af ethvert biopolitisk perspektiv” (Agamben 1998a, 120). Den moderne biopolitik, argumenterer Agamben, udgør ikke blot et fælles grundlag for de to store totalitære styreformer i det tyvende århundrede, sådan som Arendt - omend på et andet grundlag - fremhæver i sin The Origins of Totalitarianism (Totalitarismens oprindelse). Biopolitik, som Foucault analyserede men ikke udfoldede på tilstrækkelig vis, udgør det fælles grundlag for både de store totalitære stater i det tyvende århundrede og de moderne demokratiske stater i tiden efter Anden Verdenskrig. I denne sammenhæng er det værd at bemærke to forhold, som Agamben tilsyneladende glider af på. For det første kan man mene, at Agambens udlægning af Foucaults begreb om biopolitik i et vist omfang rammer ved siden af, eftersom begrebet biopolitik i høj grad er et forsøg på at begrebsliggøre relationen mellem race og magt, eller med andre ord politiseringen af det biologiske racebegreb, som spillede en så fremtrædende rolle i den nazistiske statsracisme (Foucault 1976, 164). Desuden opererer Foucault med en vigtig skelnen mellem en juridisk-filosofisk konception af magt på et universelt grundlag og på den anden side en partikularistisk partisankonception af magt forstået som racekamp eller klassekamp (cf. Foucault 1997). At Foucault tager afstand fra forestillingen om en universel magtform og i stedet plæderer for en partikulær partisankonception af magt som kamp eller krig, er ét af de aspekter i Foucaults tekst, som både er mest interessant og mest kontroversielt. Denne distinktion mellem en universel diskurs og en partisan-diskurs er imidlertid fraværende hos Agamben. Faktisk kan man argumentere for, at visse af Agambens analytiske greb i forbløffende høj grad anvender strategier på linie med den universalistiske magtkonception. 4 Omvendt er det naturligvis korrekt, at Foucault ikke foretager en længere analyse af det tyvende århundredes store totalitære styreformer. For det andet kan man mene, at man hos Arendt faktisk kan finde en historisk analyse, der i visse henseender forudgriber Agambens tese og giver den en anden og mere historisk funderet plausibilitet. Det drejer sig generelt om Arendts analyse af den europæiske kolonialisme som forløber for den nazistiske statsracisme, og mere specifikt hendes udlægning af pangermanismen som en kontinental imperialisme, der til dels opstår som respons på Englands og Frankrigs oversøiske imperialisme. På trods af åbenlyse politisk-strukturelle forskelle antyder hun, at pangermanismen og de toneangivende vesteuropæiske demokratier i perioden omkring – 4 –
OM BIOPOLITIK OG VIDNESBYRD HOS GIORGIO AGAMBEN 1890-1910 deler en fælles imperialistisk grundbestræbelse, som i vidt omfang kan beskrives som en befolkningernes biopolitik (Arendt 1966, 222-266). En af de store indsigter i Arendts analyse udspringer af hendes forsøg på at afdække en indre sammenhæng mellem den europæiske kolonialisme og den europæiske antisemitisme: disse to former for racisme bliver ofte betragtet og analyseret særskilt som to adskilte spor i den europæiske historie (cf. Fredrickson 2002). Hos Agamben er fokus udelukkende på den europæiske antisemitisme, som den kom til udtryk i de nazistiske koncentrationslejre, og i den forstand er hans analyse forholdsvis traditionsbundet. Hvis biopolitik udgør det fælles grundlag for totalitarisme og demokrati, så vil lejren – og særligt koncentrationslejren – ifølge Agamben kunne betragtes som det sted, hvor grundlaget for den moderne politiske orden kommer til syne. “I dette perspektiv vil lejren – som det rene, absolutte og uoverskridelige biopolitiske rum (for så vidt den udelukkende er funderet i undtagelsestilstanden) – fremstå som det skjulte paradigme for modernitetens politiske rum, hvis metamorfoser og forklædninger vi må lære at genkende.” (Agamben 1998a, 123) Lejren som indbegrebet af det biopolitiske rum, som afsløring og tilsynekomst af en biopolitisk essens, kort sagt som en biopolitisk Lichtung, hvor sandheden om den moderne biopolitiske realitet får mulighed for at træde frem af sit skjul, udgør den mere eller mindre skjulte model, der igen og igen manifesterer sig på forskellig vis i den moderne politiske orden, på tværs af og forud for traditionelle skel mellem demokrati og totalitarisme. 5 Agambens analyse af lejren – og her mener han primært men ikke kun koncentrationslejren - som biopolitisk topos par excellence fokuserer i særlig grad på det, han kalder det nøgne liv (nuda vita): det nøgne liv er det, der historisk set kommer til syne i lejren, den essens, der afsløres eller produceres i lejrens univers. I lejren som biopolitisk topos par excellence produceres eller afsløres det nøgne liv som biopolitisk subjekt. Lejren og det nøgne liv, den biopolitiske topos og det biopolitiske subjekt, udgør sammen en historisk-politisk konstellation. Imidlertid er denne konstellation ikke først og fremmest historisk hos Agamben, men snarere transhistorisk eller ontologisk, og i den forstand er den historiske lejr såvel som det individuelle udtryk for nøgent liv blot en konkret manifestation, en konkret materialisering af en transhistorisk struktur. 6 Med Agambens begreb om det nøgne liv bliver den neovitalistiske tradition på væsentlige punkter radikaliseret. Det nøgne liv fremstår tydeligt som det centrale begreb i Agambens diagnose af samtidens magtparadigme: en suveræn magtform, der producerer et fuldstændig sårbart subjekt, uden modstandsevne, uden intimitet, blot karakteristisk ved sin passivitet og sin afventen. Begrebet om det nøgne liv situerer Agamben i en gråzone mellem det profane og det religiøse, mellem den menneskelige juridiske lov og den guddommelige religiøse lov. Det nøgne liv falder ikke ind under hverken den ene eller den anden, og som en tiloversbleven rest er det nøgne liv blevet ekspederet ud i en gråzone, hvor det er frataget sin jurdiske beskyttelse og fornægtet sin religiøse mening: “i tilfældet homo sacer er en person ganske enkelt blevet sat uden for den menneskelige lovgivning uden – 5 –
Page 1 and 2: Om biopolitik og vidnesbyrd hos Gio
Page 3: OM BIOPOLITIK OG VIDNESBYRD HOS GIO
Page 7 and 8: OM BIOPOLITIK OG VIDNESBYRD HOS GIO
Page 13 and 14: 1 For en mere indgående præsentat
Page 15: OM BIOPOLITIK OG VIDNESBYRD HOS GIO

Om biopolitik og vidnesbyrd hos Giorgio Agamben ... - Dokumentar.no

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?