Om biopolitik og vidnesbyrd hos Giorgio Agamben ... - Dokumentar.no

OM BIOPOLITIK OG VIDNESBYRD HOS GIORGIO AGAMBEN
at blive bragt ind i den guddommelige lovmæssigheds sfære.” (Agamben
1998a, 82) Det er i denne gråzone mellem den menneskelige og den
guddommelige lov, at Agamben finder homo sacer eller med andre ord det
nøgne liv.
Gråzonen mellem den menneskelige og den guddommelige lov er ikke et
vakuum. Ifølge Agamben er det her, den suveræne magt udfolder sig uden
forbehold og med størst insisterende tydelighed. I gråzonen mellem den
juridiske og den guddommelige lov antager den suveræne magt en radikal
form i indstiftelsen af en permanent undtagelsestilstand, og denne suveræne
magtform producerer det nøgne liv som et tilsvarende udsat og sårbart
subjekt. “Den suveræne sfære er sfæren, i hvilken det er tilladt at slå ihjel
uden at begå et mord og uden at fejre en ofring, og det hellige liv – det vil
sige det liv der vil kunne slås ihjel men ikke ofres – er det liv, der er blevet
fanget i denne sfære.” (Agamben 1998a, 83) Det er analysen af denne sfære,
dens strukturer, dens aktører, dens interaktion med andre sfærer, der måske
udgør det mest originale analytiske træk ved Agambens tekst.
Agambens analyse af det nøgne liv, der er fanget i undtagelsestilstanden
som en særlig og højst pekuliær sfære mellem den menneskelige og den
guddommelige lov, hvor subjektet er frataget sin juridiske beskyttelse og
fornægtet sin religiøse mening, kan i flere henseender, først og fremmest i
kraft af sin topologi, sin situering, betragtes som en original og højst
bemærkelsesværdig elaborering på Martin Heideggers bestemmelser af
digterens position i teksten “Hölderlin und das Wesen der
Dichtung” (“Hölderlin og digtningens væsen”). I denne tekst af Heidegger
placeres digteren i et underligt grænsefelt, i udkanten af det menneskelige
fællesskab på grænsen til galskaben, hvor digteren tildeles en særlig rolle
som modtager og i anden omgang viderebringer af et fra guderne afsendt
vink (Heidegger 1996, 45-46). Set i dette perspektiv er Agambens distinktion
mellem homo sacer og vidnesbyrdet, mellem den passive passivitet og den
aktive passivitet, en reformulering og forskydning af Heideggers distinktion
mellem digteren som lyttende modtager af gudernes vink og på den anden
side digteren som lyttende viderebringer af dette vink til sit folk. Og i denne
henseende er det unægtelig fristende at læse Agambens udlægning af Primo
Levi som vidnet par excellence som en form for gentagelse og variation over
Heideggers udlægning af Hölderlin som digteren par excellence.
Forstået som subjektivitet er det nøgne liv blot karakteristisk ved sin
passivitet. Men netop passiviteten, der fremstår som en af de afgørende
bestemmelser af det nøgne liv i Agambens analyse, er det karakteristikum,
som vidnesbyrdet tilsyneladende deler og ikke deler med det nøgne liv. Det
er i passiviteten, at vidnesbyrdet ligner og samtidig adskiller sig fra det
nøgne liv. Eller rettere, Agamben sondrer mellem to forskellige former for
passivitet: “Passiviteten som form for subjektivitet er konstitutivt spaltet
mellem en udelukkende receptiv pol (’muselmand’) og en aktiv passiv pol
(vidnet).” (Agamben 1998b, 144) Denne distinktion mellem den aktive
passivitet og den radikale passivitet, mellem vidnesbyrdet og den såkaldte
muselman, er på flere måder afgørende for Agambens analyse.
Distinktionen mellem vidnesbyrdet og den såkaldte muselman udvikler
Agamben i forlængelse af sit kronvidne Primo Levi. Han citerer Levi for at
– 6 –