Boks 1.1. To typer videnskab - Gyldendal

Boks 24.2. Fire typer selvskade
1. Den stereotype form for selvskade er karakteriseret ved en gentagen, monoton og ofte
rytmisk selvskade, som kan være forbundet med autisme, psykisk udviklingshæmning
og syndromer som Lesch-Nyhan, Prader-Willi og Cornelia de Langes. De ligger umiddelbart
nærmere OCD end impulsivitet.
En kvinde i slutningen af tyverne slår flere timer om dagen hovedet mod væggen. Hun har
udviklet et tykt, hævet område i panden, der næsten ligner et horn, som følge af sin adfærd,
som hun udfører, når hun føler sig rastløs og anspændt, eller når hun keder sig. Hun
er blevet gjort opmærksom på risiko for intrakranielle blødninger, men er umiddelbart ude
af stand til at ophøre med sin selvskade.
2. Svære eller alvorlige selvskader kan være omfattende og dramatiske, som fx øjenoperationer,
amputationer og lignende, der oftest er forbundet med psykotiske tilstande.
En 23-årig mand med skizofreni blev indlagt efter ca. et halvt års medicinsvigt. Han havde
i sin psykose, hvor han syntes, at verden så ond og truende ud, opereret sit øje med en skalpel
foran sit badeværelsesspejl. Hans vrangforestilling var, at han kunne forbedre sit syn
på verden ved sit indgreb.
3. Kompulsiv selvskade er gentagen, ofte ritualiseret selvskadende adfærd som fx trichotillomani,
neglebidning, skin-picking eller kradsning.
En 17-årig mand bider negle og piller i sine fingerspidser, så de i perioder er helt hudløse
og blodige. Han har forsøgt at holde op, men kan ikke. Han har svært ved at finde ud af,
hvorfor han gør det – han „gør det bare“, som han udtrykker det.
4. Impulsiv selvskade er den hyppigste form og inkluderer fx cutting, brænding og at slå
sig selv. Impulsiv selvskade giver mulighed for at opnå en hurtig, men kortvarig lettelse
af den indre spænding og kan således bruges som metode til affektregulering (nedregulering
af pinagtige følelser). Imidlertid kan selvskaden udløses af forskellige følelser
som selvhad, had mod andre, forladthedsangst, tomhedsfølelser, håbløshed, ønske om
at opnå kontrol osv. Ofte vil den selvskadende person have svært ved præcist at angive,
hvilke følelser der udløser selvskaden.
En 19-årig kvinde har skåret sig gennem godt et år som en form for affektregulering. Når
hun føler sig anspændt eller tom, skærer hun sig, og umiddelbart efter har hun opnået en
lettelse. Dette sker i perioder flere gange dagligt, og hun giver udtryk for en form for afhængighed
af sin selvskade. Selvskade er blevet hendes dominerende form for copingstrategi,
som hun gør brug af, når hun oplever problemer.
Simonsen, E. & Møhl, B. (red.) Grundbog i psykiatri. Hans Reitzels Forlag, 2010.