Boks 1.1. To typer videnskab - Gyldendal

Eksempel på terapeutfokuseret supervision:
Da lægen for tredje gang bringer sagen op til supervision og starter med at sige, at „alle
jeres gode råd har slet ikke hjulpet“, breder der sig en stemning af galgenhumor og udmattelse,
og flere spørger ham, hvorfor han ikke „opgiver hende“ ved fx at fortælle hende, at hun
ikke fejler noget, og at han derfor ikke kan hjælpe hende. Supervisor, der selv kan mærke
irritation, træthed og utålmodighed, fordi lægen og hans patient tager „pladsen fra de andre
i supervisionsgruppen“, tager gruppens spørgsmål op og spørger ham, hvorfor han ikke opgiver
at hjælpe hende. Dette får lægen til at tale om sit ansvar for patienterne osv., men det
er tydeligt, at det berører ham dybt. Supervisor udforsker dette tema – ansvar for andre –
og lægen fortæller så, at han bærer rundt på en skyldfølelse, fordi han føler, at han svigtede
sin mor efter sin fars død. Et års tid efter faderens død flyttede lægen hjemmefra, fordi han
følte, at hans mor „kvalte ham“ med sin sorg efter faderens død og indblanding i hans liv.
Han følte indimellem, at „han måtte kæmpe for sit eget liv og selvstændighed“, og selv om
han var flyttet på kollegium, ringede hun flere gange dagligt. Til sidst turde han ikke tage
kollegiegangens telefon af frygt for, at det var hende. Han fik de andre til at sige, at han ikke
var hjemme, når hun ringede, hvorefter hun ringede igen og igen. Parallellen til den aktuelle
situation i praksis er umiddelbart til at få øje på. Lægen havde imidlertid ikke selv tænkt på
sammenhængen, men kunne bruge supervisors intervention til at lægge en vis afstand til
den ældre kvinde i sin praksis og affinde sig med, at det ikke udelukkende var hans ansvar at
hjælpe hende ud af hendes følelse af ensomhed og forladthed.
Simonsen, E. & Møhl, B. (red.) Grundbog i psykiatri. Hans Reitzels Forlag, 2010.