Boks 1.1. To typer videnskab - Gyldendal

Boks 51.2. Eksempler på supervisionsfokus
En praktiserende læge bringer flere gange en sag op, hvor han fortæller om en ældre kvinde,
der igen og igen kommer i praksis med diffuse, nonspecifikke symptomer, men tydeligvis
forpint og hjælpsøgende. Han føler sig i stigende grad afmægtig og inkompetent i forhold
til hendes problemer og er ved at blive grundigt træt af hende. Første gang han bringer relationen
til hende op til supervision, fortæller han, at hun kommer i konsultationen flere gange
om ugen, og at dette efterhånden er ret belastende. Han søger råd om, hvad han skal gøre
for at hjælpe hende bedst muligt.
Eksempel på patientfokuseret supervision:
Supervisor og den resterende del af supervisionsgruppen fokuserer på patienten og hendes
situation. De finder ud af, at der ikke synes at ligge noget somatisk til grund for hendes
hjælpsøgende adfærd, og man bliver hurtigt enige om, at hun savner „omsorg, kærlighed
og kontakt“, efter at hendes børn er flyttet hjemmefra, og hendes mand er død. Hun er
desperat angst for at blive forladt og alene og bruger derfor lægen til at få dækket noget af
sit kontaktbehov. Supervisor foreslår lægen at give hende en fast tid en gang om ugen i en
periode for på den måde at sætte nogle rammer op om deres kontakt. Når hun ringer eller
kommer i konsultationen uden for deres aftale, kan han så henvise hende til deres faste
tid (tirsdag eftermiddag kl. 15.30), hvor han har sat en time af til at tale med hende. Han
forsøger dette regime i nogle måneder, men uden sikker effekt.
Eksempel på procesfokuseret supervision:
Næste gang han bringer hende op, er han tydeligt mærket af sin oplevelse af magtesløshed
og utilstrækkelighedsfølelse. Supervisor kan i sig selv mærke en form for irritation og usikkerhed
med hensyn til, hvordan han nu skal gribe sagen an. Han ved ikke helt, hvad han skal
stille op, men vælger at se nærmere på processen mellem lægen og patienten, samtidig
med at han forsøger at „lytte til sine egne indre fornemmelser“ med tanke på fænomenet
parallelprocesser. Lægen starter fremlæggelsen af sagen med at fortælle, at han føler sig
både magtesløs og irriteret, når patienten i god tid før deres aftale sidder i venteværelset.
Det sker ofte, at lægen bliver forsinket, i og med at han lige skal ordne en række småting
inden „dagens sidste patient“. Da han bliver udspurgt om dette, viser det sig, at han ofte
vælger at lave andre ting, før han tager hende ind, dels for at blive færdig, dels for at undgå
at sidde med hende en hel time, idet han altid slutter præcist kl. 16.30, uanset hvornår de er
startet. Supervisor påpeger, at han „skubber hende væk“ og dermed kommer til at forstærke
hendes forladthedsangst og dermed også hendes iver efter at få kontakt med ham. Lægen
fortæller, at han efter en time med hende kan føle sig totalt slugt og udmattet, som om
han „ har båret hende en hel stiv time“, som han udtrykker det. Aftalen bliver, at lægen skal
forsøge at være mere præcis, når han starter timen med hende, samt at han skal fokusere
på at hjælpe hende med at forbedre kontakten med børn og børnebørn, der efter hendes
udsagn forsøger at undgå hende, samt udvide sit netværk ved at melde sig til arrangementer
i en lokal ældreklub. Afslutningsvis taler supervisionsgruppen om disse patienter,
der „trækker kræfterne ud af en“, og om, hvad man kan gøre for at blive restitueret. Han får
mange gode ideer, lige fra at løbe en tur eller gå i fitnesscenter efter samtalen med hende til
at invitere sin kone ud at spise!
Simonsen, E. & Møhl, B. (red.) Grundbog i psykiatri. Hans Reitzels Forlag, 2010.
➜