Boks 1.1. To typer videnskab - Gyldendal

Boks 33.1. Bions antagelser om grupper
Grupper eller organisationer vil periodevis fungere rationelt i forhold til hovedopgaven – som
arbejdsgruppe – hvor målsætninger, rolledefinitioner osv. er klare. Det er imidlertid ikke
muligt for grupper konstant at holde sig på sporet med hovedopgaven, idet der altid vil være
vanskeligheder, fx med at lære af erfaring og med angsten for ikke at kunne være med eller
præstere på den rigtige måde. Dette kan brede sig i gruppen og ligefrem føles som en trussel
mod gruppens overlevelse. Når dette sker, aktiveres de basale gruppeantagelser, som er
gruppens ubevidste forsvar mod angstpresset i gruppen. De basale gruppeantagelser, Bion
nævner, er afhængighedsgruppen, kamp/flugt-gruppen og pardannelsesgruppen.
Afhængighedsgruppen er den afventende gruppe, der passivt venter på ressourcer, og som
ofte forventer, at lederen (eller evt. en anden, som påtager sig uformel ledelse) vil kunne
fortælle gruppen, hvad den nu skal foretage sig. Indtil dette finder sted, holder gruppen stort
set op med at arbejde fornuftigt med at bruge sine egne ressourcer, i en slags laden stå
til-tilstand. Som eksempel kan nævnes personalegruppen, der undlader at træffe ordinære,
men væsentlige beslutninger vedr. bestemte patienter, før afsnitsledelsen er til stede. Da
afsnitsledelsen kommer, føler de sig gjort fagligt ansvarlige i en unødvendig grad.
Kamp/flugt-gruppen er karakteriseret ved at flygte fra eller kæmpe imod en forestillet
indre eller ydre fjende, fx som reaktion på skuffelse eller frustration over ikke at slå til som
gruppe eller organisation. Ved flugt beskæftiger gruppen sig måske med helt irrelevante
spørgsmål, udebliver eller kommer for sent til møder og aftaler osv. – og ved kamppositionen
er der mistillid, rivalisering og fjendebilleder af nogen uden for eller evt. i gruppen, som
så bliver syndebukke. Enkeltmedlemmer kan fx tillægges skyld for, at et arbejde mislykkes,
selv om (og fordi) gruppen ikke har kunnet arbejde i fællesskab. Man kan i nogle situationer
også iagttage, at et afsnit ubevidst har en slags „abonnement“ på negative holdninger
eller syndebukke hos hinanden, sådan at man får mulighed for at skælde ud på de andre
og deres holdninger i stedet for at arbejde med sin egen eller en fælles hovedopgave.
Eksempel: „Vi har sagt igen og igen til naboafsnittet, at de ikke skal henvise patienter til
os med denne diagnose! Og så gør de det alligevel!“ På naboafsnittet siger de: „De er altid
så selektive inde ved siden af, nu vil de igen ikke modtage patienter!“ Hvis man skal ud af
denne kamp/flugt-polarisering, som finder sted på begge afsnit, må problemet og arbejdsopgaven
ses som fælles, og måske er det en større organisatorisk løsning, der skal til.
Pardannelsesgruppen etableres først og fremmest som en slags forhåbning om, at alting
bliver bedre i fremtiden. Den illusoriske løsning på afdelingens problemer bliver her at vente
på, at der opstår en subgruppe, som kan skabe en frelser, en slags arving, eller et magisk
øjeblik, der kan blive undfanget i organisationen. Som eksempel kan nævnes den personalegruppe,
som er overbevist om, at hvis blot afdelingssygeplejersken kan få overbevist
centerledelsen om, at en bestemt ledig stilling nu skal besættes, vil alle afsnittets problemer
med patienter på venteliste være løst.
Simonsen, E. & Møhl, B. (red.) Grundbog i psykiatri. Hans Reitzels Forlag, 2010.