BIND I

Bredstrædeparkeringen blev bygget sidst i 1960-erne.
Lagets tykkelse har tyndet ud mod nordvest; dets tykkelse er registreret ved Suså I profil nr.
13 som værende 0.10-0.25 m og ved Suså V brønd 1 skitse 0.15-0.30 m. Gennem hele Suså II
og III sås tegllaget som et 0.4-0.5 m tykt lag. Ved Suså II forstyrret af senere nedgravninger i
forbindelse med elværket og ved Suså III forstyrret ved konstruktioner af gastanksfundamenter.
Udbredelsen af tegllaget mod sydvest kan med sikkerhed siges at strække sig til
den sydvestlige ende af Suså III.
Fundene ved Suså IV var meget lig de vandrullede fund fra tegllaget generelt, men den lille
mængde fund samt iblandingen af 1900-tals materiale foreslår en transport af fundene fra
tegllaget med strømmen til Suså IV. Dvs. at tegllaget som et lag, der er smidt ud ikke findes
ved Suså IV (T73 profilskitse 2).
Tegllagets udbredelse mod nordøst var der kun begrænsede muligheder for at undersøge
nemlig under Kompagnistræde i brøndhullet og ved trappesøen, Suså VI. I brøndhullet
bemærkedes tegllaget under maskingravning i det sydvestlige felt under maskingravning, dvs.
ca. 2.0 m nordøst for traceet og profil nr. 18.
Ved Suså VI var det tydeligt at tegllaget var smidt i åen. På profil nr. 24 og 28 ses det at
tegllaget bliver tyndere mod nordøst for helt at ebbe ud ca. 2.50 m nordøst for bolværket fra
ca. 1466. Det ville være usandsynligt om den del af tegllaget, der lå hen over stenlag 210 og
bolværket, skulle være kommet der på grund af strøm. Det må derfor være smidt der eller tabt
på vejen til åen.
I den tid hvor tegllaget har ligget i åen må der have været en langsom vandgennemstrømning.
Havde der været en hurtig gennemstrømning ville det have været muligt at kunnet observere
en kraftig sortering af materialet. Som det var tilfældet blev der kun observeret en svag
sortering af materialet to steder, nemlig i Suså Kompagnistræde profil nr. 17 og Suså III
profil nr. 16. Ved profil nr. 17 kan sorteringen muligvis indikere den sydvestlige åbred fra
stenlægning 200 og bolværket fra ca. 1466. Småbølger langs bredden kan have udvasket de
finere sandkorn fra den øverste del af laget. Der var stadig en del fine sandkorn tilstede i den
nederste del af laget. Det skal dog understreges, at meget af materialet i tegllaget viste tegn på
stærk vandrulning, hvilket ikke synes at stemme helt overens med en kun svag
vandgennemstrømning.
Fundene i tegllaget. Blandt bygningsteglen fandtes munkesten, sjældent hele og enkelte
fejlbrændinger, munke- og nonnetagtegl, tagtegl med trekantede og "firkantede" endetapper,
blandt sidstnævnte enkelte med stempler, gulvflise fragmenter og kakkelovns
kakkelfragmenter. En stor mængde stjerte og stjertpotteskår og andet rødbrændt keramik bl.a.
skår fra fade. Kridtpiberne, fajancen og porcelænet forekom oftest i den øverste halvdel af
laget og daterede fra både 16-,17-, og 1800-tallet. Enkelte andre fund daterede fra 1900-tallet.
Tegllagets datering. Størstedelen af fundene både keramik og tegl er fra perioden 1550-1650,
dvs. renæssancen. Der var således kun enkelte middelalderlige skår, ofte meget vandrullede.
En mulig forklaring på oprindelsen af så stor en forekomst af kasserede bygningstegl
kombineret med stjertpottekeramik er, at det skulle stamme fra nedrivningen af bl.a. byens
klostre efter reformationen. Dette stemmer godt overens med teglmaterialets karakter, idet der
hovedsageligt er tale om brokker, og ikke hele sten. Forekomsten af også nyere tids materiale,
om end i beskedent omfang, skyldes formentlig materialevandringen i åen.
Utvivsomt har den store materialemængde delvist opfyldt det forholdsvist lavvandede område
39