DNAPL i kildeområder - Danmarks Tekniske Universitet

3.2.2 Potentiale for DNAPL-påvisning
Filtersat boring/ vand
Residual DNAPL vil ikke komme ind i filtersatte boringer. Mobil DNAPL der
kommer ind i en boring synker ned til bunden, og hvis der er tilstrækkeligt meget, vil
det komme ind i boringsfilteret og kan findes ved prøvetagning eller pejling (Pankow
& Cherry, 1996).
At finde DNAPL i filteret i en boring er et direkte bevis på, at der er mobil DNAPL i
undergrunden. Man kan dog generelt ikke direkte bruge tykkelsen af DNAPL i
boringen, til at bestemme mængden eller den vertikale fordeling af DNAPL i
undergrunden, men kun til at afgøre at der er mobil DNAPL. Det eneste tilfælde, hvor
det kan være muligt at relatere tykkelsen i en filtersat boring til tykkelsen af DNAPLpools
i undergrunden, er, hvis DNAPL er til stede i store pools i groft sand og grus,
hvilket sjældent er tilfældet for chlorerede opløsningsmidler. Akkumuleret DNAPL i
bunden af en filtersat boring kan mest effektivt påvises ved frifasepejlere eller
prøvetagning i bunden af boringen. At der ikke findes DNAPL i en filtersat boring, er
ikke bevis på, at der ikke er mobil DNAPL i området. Det kan f.eks. skyldes, at den
filtersatte boring ikke går igennem et område med mobil DNAPL, eller er filtersat
ovenover en DNAPL-pool eller linse (Bedient et al., 1999; Pankow og Cherry, 1996).
Faktorer, der kan betyde at højde og tykkelse af DNAPL i en boring ikke svarer til den
i formationen, er beskrevet i bl.a. US EPA (1994).
På tre lokaliteter undersøgt af Parker et al. (2003) blev det fundet at mobil DNAPL i
filtersatte boringer, gav et fejlagtigt indtryk af, at tykkelsen af DNAPL-lag var meget
større end det der blev fundet i kerneprøver. Dette var tilfældet, fordi de filtersatte
boringer ikke indikerede den faktiske lagdelte (vertikalt diskontinuerte) fordeling af
DNAPL. I de tre områder, hvor der blev fundet tykke lag af DNAPL i de filtersatte
boringer, var der faktisk kun tynde lag af DNAPL i jorden. Nye resultater baseret på
kerneundersøgelser nedsatte estimaterne for DNAPL-mængde i kildezonerne med en
faktor ca. 10 til 100 (Parker et al., 2003). Masseestimater for NAPL, der er baseret på
NAPL-tykkelse i filtersatte boringer, kan altså være kraftig overestimerede.
Jord
Påvisning af DNAPL direkte i jordprøver kræver i de fleste tilfælde grundig
undersøgelse af borekerner centimeter for centimeter for visuelt at observere
DNAPL-tilstedeværelse. For chlorerede opløsningsmidler vil det være svært at se, da
de generelt er farveløse, og hvis ikke de er til stede i meget store mængder (pool, eller
for nyere spild migrerende DNAPL), kan det være meget svært at se. Der er desuden
tegn på at variationer i teksturen som styrer fordeling af DNAPL, kan være så fine, at
de ikke ses ved visuel inspektion af kerner (Pankow og Cherry, 1996; Parker et al.,
2003).
En metode til at skelne dybder med mobil DNAPL fra residual DNAPL, er en kernedræningsteknik
(Drainable core technique) (beskrevet i Parker et al., 2003),
kombineret med Sudan IV. ”Drainable core” teknikken kan potentielt finde dybder,
hvor der er mobil DNAPL. De steder, hvor der ikke er mobil DNAPL, men er
reaktion med Sudan IV er derfor steder, hvor der er residual DNAPL. Metoden består
i, at en intakt kerneprøve (i tætsluttende kernerør) drænes for mobil DNAPL i korte
sekvenser successivt fra toppen og ned, ved at sætte kernerøret fast på en vertikal
flade (dvs. lodret) og bore små huller i kernerøret, hvorfra DNAPL opsamles.
Metoden er bedst egnet for groft sand og grus. Ved fint sand kan det være nødvendigt
at påføre tryk (Parker et al., 2003).
34