Toplanskryds i åbent land - Vejdirektoratet

ANLÆG OG PLANLÆGNING TOPLANSKRYDS I ÅBENT LAND
6.5 Ramper
De enkelte ramper opdeles projekteringsmæssigt i tre afsnit:
begyndelsesområde
afslutningsområde
mellemliggende strækning.
6.5.1 Længder
En tilslutningsrampe, der er længere end 750 m, projekteres som en forbindelsesrampe og bør
udføres med 2 spor. Det skyldes, at trafikanterne på lange ramper vil køre hurtigere end på korte
ramper, og derfor bør standarden svare dertil.
1-sporede forbindelsesramper med vandret eller faldende længdeprofil bør kun etableres, hvis
længden kan holdes under 1 km. Hvis den gennemsnitlige stigning er 30 ‰ eller mere, bør ramperne
maksimalt være 500 m lange. Længden måles fra spidsen af frakørslen til spidsen i den følgende
tilkørsel.
Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, udføres rampen 2-sporet.
6.5.2 Tracéring
Ved tracéring af ramper indgår en lang række parametre, hvis rigtige samspil i de fleste tilfælde
kun vanskeligt lader sig gennemføre, men er overordentlig vigtig, dersom man vil sikre sig et både
kørselsdynamisk, æstetisk og sikkerhedsmæssigt godt resultat. Det vil som en del af dette være en
fordel at kunne overskue rampen fra beslutningspunktet.
Tracéringsstandarden for de gennemgående veje og for alle ramper, der indgår i toplanskryds, bør
være i overensstemmelse med planlægningshastigheden som beskrevet i håndbog om Tracéring.
Dimensioneringsforudsætningerne for tracéringen er hovedsagelig de egenskaber, der knytter sig
til kørsel i personbiler.
De forskellige rampetyper konstrueres ved kombinationer af nedennævnte elementer, således at
man opnår det bedst mulige hastighedsprofil samtidig med, at man tilstræber en sådan sammenhæng
mellem horisontale og vertikale kurver, så man får en æstetisk god optisk føring. Det anbefales
at anvende perspektivbilleder og optegning af længdeprofilet for begge kørebanekanter.
Endvidere må man sørge for, at der for hvert punkt på rampen kan opnås en passende sidehældning.
Tracéringen af ramper er en pusleopgave. Når placeringen af de to skærende veje er kendt, kan
man med kendskab til niveauforskelle og rampernes principielle tracé søge at fastlægge konvergens-
og divergenssnit og øvrige tilslutningspunkter, se figur 7.1.5 og 7.2.3. Under den videre tracéring
søger man herefter at opbygge bundne hastighedsprofiler, således at hastigheden kan
øges/mindskes efter de dimensionsgivende accelerations- og decelerationsværdier. Samtidig bør
de herved opnåede hastigheder i ethvert punkt så vidt muligt svare til de maksimale hastigheder,
som tracéen giver mulighed for. Dette er den ideelle tracéring og kan naturligvis ikke altid opnås,
men bør tilstræbes.
Januar 2012 63