Untitled

101
Griffel og Støvdragere rager langt ud; de er omgivet af en Haarring
ved Rørets Fod indvendig: Støvdragerne er ikke følsomme. Frugten er
langstrakt kugleformet, besat med Areoler, med en stor Hulhed indvendig;
de er i Stand til at skyde. — B r a s i l i e n: Bahia. — Navnet
er et Anagram af c a a t i n g a, c
: Krat-Land.
1. Tacinga funális Br. & R. 1919. — Grenene tynde, rankende, hurtigt
træagtige, mat graagrønne med sortladne Areoler, som bærer enkelte
fine, glashvide Glokider og hist og her et Par tilbagebøjede, c.
2,5 mm lange Smaatorne. Grønlighvide Blomster. — B r a s i l i e n, i
Bahia’s Caatinga.
2. Tacinga Zéhntneri Bckbg. & Voll 1935. — Ligner den foregaaende, men
har karminviolette Blomster. — B r a s i l i e n: Bahia.
Disse Arter vokser ret godt, men maa ikke staa for koldt om Vinteren.
6. Maihneniopsis Spegazzini. 1924.
Minder i Vækst om Maihuenia: pudedannende, Leddene fast sammenvoksede
med hinanden. De nedre Areoler bærer faa, korte Glokider, de øvre bærer
Torne. I Habitus minder Planterne om Tephrocactus. — N o r d l i g e A r -
g e n t i n a. —
1. Maihneniopsis Molfínoi Speg. 1924. — Leddene ægformede, fastsiddende;
hele Planten pudeformet sammenhængende. Areolerne indsænkede; de nedre
bærer Glokider, de øvre 1, indtil 2,5 cm lang Torn. Blomsten fremkommer fra
Top-Areolen, som er større end de andre og forsynet med Uld. Blomsten er
gul, indtil 3 cm lang, flankeret af 2 tornebærende Areoler. — A r g e n t i n a:
Jujuy, ved Santa Catalina (3650 m o. H.).
Anm. Vi har ovenfor gengivet spegaZZini’s Beskrivelse. Efter Angivelse
af Dr. castellanos, Buenos Aires, skal Slægten Maihueniopsis slet ikke eksistere,
men slet og ret være et Fantasifoster; Plantens Led skal ikke være sammenvoksede,
og Planten skal være identisk med Tephrocactus hypogæus!
Efter castellanos skal sidstnævnte iøvrigt ogsaa være identisk med T. subterraneus,
hvilket dog i hvert Fald er tvivlsomt. Under Hensyn til disse Oplysninger
gengiver vi derfor SPEGAZZINI’S Beskrivelse med alt muligt Forbehold.
7. Peireskiopsis Britt. & Rose. 1908.
Træer eller Buske, af Ydre noget lig Peireskia og Rhodocactus. Grenene
± piskeformede. Kødfulde, flade Blade. Runde, tornebærende eller
tornløse Areoler, ofte haarede eller uldne, sædvanligvis med Glokider.
Slægten har Underfamiliens typiske Blomster, som fremkommer fra
fjorgamle Skud. Røde, saftige, kølleformede Frugter med faa, benagtige,
laadne, hvide Frø. — Fra N e d e r k a l i f o r n i e n, Nord- og
Central-M e x i c o til G u a t e m a l a, især paa Stillehavssiden.
A. Planterne har bløde Haar.
1. Peireskiopsis velutína Rose. 1907. — Tætte, 90—120 cm høje
Buske med spredte, bløde Grene, der som ældre er brune som Kirsebærtræer;
de fløjlsbløde unge Skud staar omtrent retvinklet ud fra de ældre.
Areolerne har lange, hvide Haar, adskillige korte Torne og enkelte Glokider;
Bladene er ægformet-elliptiske til lancetformede, 2—6 cm lange,
1,5—2,5 cm brede, spidse i begge Ender, fint laadne. Blomsterne sid-