Untitled

263
17 Torne, sylformede, krumme, indtil 3 cm lange, de øvre smaa og
gule, de nedre længere, smudsiggule, forsynede med Ringe. Blomsten
6 × 6 cm, udvendigt gul med rosa Spidser, indvendigt skinnende gul,
Blosterbladene takkede, brunlige bagpaa; Støvdragere, Griffel og Ar
gule; 12 Ar. — C h i l e, antagelig som den foregaaende.
4. Pyrrhocactus mammillarioídes Bckbg. — Echinocactus Hook.
1837. — Ects. centeterius Lem. — Mørkegrøn Kugle, indtil 15 cm (?)
høj og bred; c. 15. Ribber, noget spiralstillede, opløste i hageagtige
Pukler, c. 1 cm høje. Areolerne (efter philippi’s Skitse i G a r t e nf
l o r a 1882) langstrakte, med sparsom, hvid Filt; 10—12 Randtorne,
udstaaende, tynde, stillede i 2 Rækker, næsten lige, som unge
opadrettede, gule, ligesaa de 4 Midtertorne, som er kraftigere, fortykkede
ved Grunden, bøjede, ofte mørkere. Blomsten c. 4 cm lang,
aaben flere Dage; Røret grønt, kun c. 15 mm langt; Frugtknuden
skællet, rund, med noget Uld i Skælareolerne (Br. & R.); de indvendige
Blosterblade straalende gule med rødlige Midterstriber; Støvdragerne
spiralstillede, rødliggule; 8—10 gule Ar. — C h i l e.
Ogsaa labouret erklærer i 1853 Ects. centeterius og Ects. mammillarioi- Ects -> Ects.
des for identiske; ligesaa var. pachycentrus S.-D. (Ects. p. Lem. 1837), som
dog vel i det mindste er en Varietet, da man ikke kan tænke sig, at lehmann
paa een Gang skulde have beskrevet tre forskellige Arter, som faktisk var
identiske!
Ects. hybocentrus Lem., der ogsaa blev beskrevet i 1837, og følgelig
ikke uden videre kan regnes for synonym, er maaske identisk med Ects.
centeterius var. grandiflorus Lab. 1853, hvis Blomst af rümpler efter labouret
beskrives saaledes: Blomsten meget stor, livlig rød som Løgskæl;
Bærret skællet, tenformet!!! — Denne Beskrivelse viser med næsten absolut
Sikkerhed, at vi allerede her har med Gymnocalycium Valnicekianum Jajó
1934 at gøre, som næsten overalt, i private Samlinger og hos Handlende,
gaar under det forkerte Navn centeterius. Allerede rümpler taler om Ects.
centeterius og dennes „chilenske Form“! Her synes vi at være kommet til
Løsringen af en ældgammel Gaade, som angaar to Arter, der ligner hinanden
i det ydre, men alligevel er grundforskellige.
5. Pyrrhocactus Strausiánus A. Berg. — Echinocactus K. Sch. 1901.
—Malacocarpus Br. & R. — Graagrøn, c. 16 cm høj og 9 cm bred;
c. 13 Ribber, noget skæve, 2 cm høje, stumpe, indkærvede; Areolerne
elliptiske, 15 mm lange, som unge med gullig eller graa Filt. 9—20
Torne, de inderste indtil 3 cm lange, meget stive; alle fortykkede ved
Grunden, sylformede, stærkt stikkende, rødligt eller blaagraat brune.
Blomsten c. 15 mm lang, udvendig brunlig, indvendig laksrosa (!) med
c. 20 Blosterblade. Frugtknuden skællet, med hvid Uld og 5—9 fine
Børster i hver Areol; Griflen hvid, Arrene flødefarvede. — NV.-A r-
g e n t i n a, ved Mendoza.
Blomsterne varer mindst 2 Dage. Da den efterfølgende Art blev indført,
blev den forvekslet med denne; begge er sarte og findes derfor kun i meget
faa Samlinger.
6. Pyrrhocactus dúbius Bckbg. 1935. — Frisk blaaliggrøn, med
Tiden kort-cylindrisk, indtil 20 cm høj; c. 13 Ribber, forneden l cm
brede, foroven smallere, puklede, med Areolerne paa Puklernes Over-