Untitled

55
II. Naar nogle af de sidstnævnte (Grenene Leocerei og Cephalocerei)
vokser mod Syd, saa er Undtagelsen kun tilsyneladende; de er i Virkeligheden
Udløbere fra Nordomraadet, foraarsaget af Tropebæltets Forskydninger.
Af samme Grund maa man antage, at Udviklingen henimod
en højere Sukkulens har formet sig som en Udstraaling i Retning
Nord—Syd, bort fra Tropebæltet. Bringer man vor Teori i Overensstemmelse
med Kendskabet til Jordklodens klimatiske Fortid, saa kommer
man til det Resultat, at det n o r d l i g e Omraade først frigjordes
til en mere hurtig Udvikling, mens den hurtige Udvikling mod Syd først
senere kunde sætte ind. Det, at der findes Luftrødder i Stamme I og II,
faar aabenbart en vis Betydning i flere Henseender, og det maa skønnes
at være det Kendetegn, som er det mest afgørende, naar man vil
foretage en overskuelig Inddeling.
G r e n e n e inden for I, Hylocacteæ og III, Cereæ er ændrede noget
i Forhold til tidligere Systemer for derved at opnaa større Klarhed og
Overskuelighed; Hylocacteæ’s 4 og Cereæ’s 17 G r e n e omfatter fortløbende
henholdsvis de typiske Epifyter og de typiske „Jord“-Kaktus;
ind imellem disse Hylocereæ, Mellemformerne, der har Luftrødder som
Hylocacteæ, men af Ydre staar Cereæ nærmest (Strophocactus er en
Mellemting: den har flade, klatrende Led, men Selenicereus-lignende
Blomst!). Inddelingen former sig altsaa saaledes:
Stamme I, Hylocacteæ Bckbg.: Epifytiske, fint forgrenede eller fladleddede
Planter med Luftrødder; Planternes Form viser stor indbyrdes
Overensstemmelse, og adskiller sig aldeles fra de cylindriske,
kugleformede eller opretstaaende Former i Stamme III.
Stamme II, Hylocereæ A. Berg.: Epifytiske Planter med Luftrødder;
selve Planternes Form er derimod allerede helt c e r e o i d (Undtagelse:
Strophocactus).
Stamme III, Cereæ A. Berg.: Jordbevoksende Planter uden Luftrødder.
3-, 4- eller mangekantede Skud, søjle- eller kugleformet Vækst.
(Hos Kuglerne er Hypokotylet stærkt sukkulent, og Kimbladene
næsten forsvundne).
Cereoideæ’s I. Stamme Hylocacteæ Bckbg.
Denne Stamme rummer Arter, hvis Vækst er fint forgrenet, even-
tuelt med flade Led; alle Arterne besidder Evnen til at danne Luft-
rødder.
Vi forudsætter, at de nulevende Kaktusformer er Produkter af en
bestemt Udvikling eller Levn fra et tidligere Udviklingstrin, saaledes
at Familien, som den kendes i Dag, omfatter dels primitive (f. Eks.
Peireskia), dels stærkt fremskredne Former (f. Eks. Cephalocereus);
efter dette Synspunkt er Stammen Hylocacteæ, som vi her behandler,
en primitiv Form ligesom Arterne af Underfamilierne Peireskioideæ og
Opuntioideæ. I Sammenligning hermed er det bemærkelsesværdigt, at
de eneste Kaktus, som træffes vildtvoksende i den gamle Verden, netop